Der findes dem, der siger, at man skal have begge ben på jorden, men Signe vidste noget, som de voksne for længst havde glemt. Hun vidste, at hvis man bare har garn nok og et hjerte fuldt af tålmodighed, så kan man strikke sig vej til selveste månen.
Landsbyen hvor alt var muligt
I en lille, hyggelig landsby, der lå gemt bag tre store bakker og en skov, som altid duftede af nyslået græs og eventyr, boede Signe. Signe var ikke som de fleste andre børn. Mens de andre løb om kap efter bolde eller klatrede i de laveste grene på æbletræerne, sad Signe ofte på sin lille træbænk i baghaven. Hun havde altid sine strikkepinde med sig – de lange, blanke pinde, der sagde en beroligende "klik-klik-klik" lyd, når de mødtes.
Hendes mormor havde lært hende kunsten. "Husk, Signe," havde mormor sagt med et glimt i øjet, "et strikketøj er ikke bare uld. Det er tid, det er tanker, og det er drømme, der bliver holdt sammen af små løkker." Og Signe tog de ord til sig. Hun strikkede huer til pindsvinene, halstørklæder til havelågerne og små sokker til de mindste sten i indkørslen, så de ikke skulle fryse om natten.
Men Signe havde en større plan. Hver aften, når mørket faldt på, og den store, blege måne kiggede ned over bakkerne, følte hun et træk i maven. Det var ikke sult, og det var ikke træthed. Det var en længsel efter at se, hvad der gemte sig deroppe på den lysende skive. De voksne sagde, at månen var en død sten, eller måske en kold planet langt, langt væk. Men Signe vidste bedre. Hun kunne se, at den smilede til hende, og hun var sikker på, at den var lavet af noget langt blødere end sten.
En indsamling af historier og uld
For at nå månen skulle man bruge en stige. Men ikke en stige af træ, der kunne knække, eller en stige af jern, der ville være for tung at bære. Nej, Signe besluttede, at hun ville strikke en stige. Men for at strikke en stige, der kunne række hele vejen op gennem skyerne, forbi flyvemaskinerne og ud til stjernerne, skulle hun bruge uld. Rigtig meget uld.
Hun tog sin lille trækvogn og gik en tur gennem landsbyen. Hun bankede på hos bageren, hos smeden og hos den gamle dame, der altid sad i vinduet og vinkede. "Har I noget garn, I ikke bruger?" spurgte hun med et smil.
Bageren gav hende en stor nøgle hvidt garn, der lugtede svagt af vanilje og gær. Smeden fandt en rest mørkegråt garn frem, der var så stærkt som hestehår. Den gamle dame i vinduet forærede hende kurvefulde af farvestrålende rester – solgul uld fra en sommerkjole, havblå tråde fra en slidt sweater og græsgrønt garn, der engang havde været en hue.
Hver gang Signe modtog en ny nøgle garn, mærkede hun historierne i det. Hun vidste, at hver eneste tråd bar på et minde. Da hun kom hjem, var hendes trækvogn så fuld, at den lignede en rullende regnbue. Hun begyndte at strikke med det samme. Men hun strikkede ikke bare rundt og rundt. Hun brugte en helt særlig teknik, hun selv havde opfundet: "Drømmemaskerne".
Det store arbejde begynder
Signe strikkede i dagevis. Hun strikkede, mens fuglene sang deres morgensang, og hun strikkede, mens duggen faldt. For hver meter stige hun færdiggjorde, blev den lettere og mere elastisk. Hun strikkede trin, der var bløde som puder, og vanger, der var stærke som venskaber.
Hendes forældre kiggede undrende på. "Hvad laver du dog, lille Signe?" spurgte hendes far. "En stige til månen," svarede hun uden at kigge op fra sit arbejde. Hendes far lo kærligt. "Det er en dejlig tanke, skat, men månen er alt for langt væk."
Men Signe lod sig ikke slå ud. Hun vidste, at de voksne ofte ser begrænsninger, hvor børn ser muligheder. Hun vidste, at hvis man bare har tålmodighed, så kan man overvinde selv de største afstande. Hun strikkede det gule garn ind, når hun tænkte på solskin, og det blå garn, når hun tænkte på det uendelige hav. Stigen voksede og voksede, og snart lå den i store, bløde bunker over hele græsplænen.
En aften skete det. Stigen var blevet så lang, at Signe ikke længere kunne se enden af den. Den begyndte at svæve en lille smule, som om den selv havde lyst til at komme afsted. Det var, som om garnet kunne mærke månens magnetisme. Signe bandt den ene ende fast til det store, gamle egetræ i haven – det træ, der havde stået der i hundrede år og kendte til alle familiens hemmeligheder.
Rejsen mod det ukendte
Det var en nat, hvor månen var helt rund og hang lavt på himlen, at Signe besluttede sig for at klatre. Hun tog sin lille rygsæk på, hvori hun havde pakket en madpakke med ostemadder (hvis nu månen virkelig var lavet af ost) og en termokande med varm kakao.
Hun satte sin fod på det første trin. Det gav sig en lille smule, men det holdt. Det var som at gå på en sky. Op, op klatrede hun. Først kom hun forbi de øverste grene på egetræet. Så klatrede hun forbi kirketårnets hane, der kiggede overrasket på hende. Snart var landsbyen kun små lyspunkter langt nede under hende.
Vinden begyndte at suse i hendes hår, men garnet var varmt. Hver gang hun følte sig en lille smule bange, mærkede hun på de bløde masker og huskede alle de mennesker, der havde givet hende ulden. Hun mærkede bagerens glæde, smedens styrke og den gamle dames visdom. Det føltes, som om hele landsbyen holdt hende i hånden.
Højere og højere gik det. Hun passerede gennem et lag af kolde, våde skyer, der smagte af regnvejr og eventyr. Da hun kom ud på den anden side, var himlen sort som fløjl, og stjernerne skinnede så kraftigt, at hun måtte knibe øjnene sammen. De lignede små, glitrende knapper, der bare ventede på at blive syet fast.
Da månen fik besøg
Lige som Signe troede, at hendes arme ikke kunne mere, mærkede hun en varme mod sit ansigt. Det var månen. Den var ikke kold og øde, som videnskabsmændene sagde. Den var stor, lysende og føltes som en gigantisk klump candyfloss lavet af lys.
Signe tog det sidste skridt og landede blødt på månens overflade. Det var ikke støv, hun landede i, men derimod det fineste sølvstøv, der kildede under hendes fødder. Overalt på månen voksede der små, gennemsigtige blomster, der ringlede som små klokker, når hun gik forbi.
Midt på månen mødte hun Månevogteren. Han var en lille mand med et langt, sølvfarvet skæg og briller, der var lavet af stjerneskud. Han sad i en lænestol, der var formet som en nymåne, og læste i en bog uden bogstaver.
"Nå," sagde han og kiggede over kanten af sine briller. "Det var da en usædvanlig måde at rejse på. De fleste plejer at bruge larmende raketter, der lugter af benzin."
Signe smilede og satte sig ned ved siden af ham. "Jeg har strikket mig herop. Det tog lang tid, men det var det hele værd."
Månevogteren nikkede anerkendende. "Fantasi og tålmodighed er de stærkeste kræfter i universet, lille Signe. De voksne tror, at de skal bruge store maskiner for at opnå noget, men de glemmer, at de største mirakler ofte skabes med hænderne og hjertet."
De delte Signes ostemadder og drak den varme kakao, mens de kiggede ned på jorden. Fra månen så jorden ikke ud som et sted med grænser, konflikter eller travle voksne. Den lignede bare en smuk, blå perle, der hang midt i alt det sorte.
Barnet i os alle
Signe lærte meget den nat. Hun lærte, at stjernerne synger, hvis man lytter længe nok, og at månen gemmer på alle de drømme, som folk glemmer at drømme færdige. Månevogteren forklarede hende, at hans job var at samle alle de tabte drømme op og sende dem tilbage til jorden som små lysglimt i natten.
"Hvorfor holder folk op med at drømme?" spurgte Signe.
Månevogteren sukkede. "De bliver travle. De får travlt med tal, med ure og med at være 'fornuftige'. De glemmer at lege, de glemmer at undres, og de glemmer at bære barnet i sig selv. Men så længe der findes børn som dig, Signe, der tør strikke en stige til månen, så er der håb."
Da det begyndte at lysne nede på jorden, vidste Signe, at hun måtte hjem. Månevogteren gav hende en lille gave – en lillebitte glaskugle med et stykke fanget måneskin indeni. "Husk dette," sagde han. "Uanset hvor gammel du bliver, og uanset hvor meget verden forsøger at gøre dig grå og kedelig, så må du aldrig give slip på din fantasi. Det er din superkraft."
Signe klatrede forsigtigt ned igen. Nedturen gik hurtigere, for nu havde hun tyngdekraften og de gode minder med sig. Da hun ramte græsset i sin have, mærkede hun det faste egetræ og hørte morgenfuglenes sang. Hun løb ind til sine forældre, der lige var vågnet.
Hun fortalte dem alt om Månevogteren, om sølvstøvet og om kakaodrikning på kanten af universet. Hendes far og mor kiggede på hinanden og smilede. De troede måske ikke helt på rejsen, men da Signe åbnede sin hånd og viste dem den lille glaskugle, der lyste med et svagt, magisk lys selv i dagslys, blev de helt stille.
I det øjeblik huskede de begge noget fra deres egen barndom. De huskede, hvordan det var at bygge huler, at tale med dyr og at tro på, at alt var muligt. Og Signe? Hun fortsatte med at strikke. Men nu strikkede hun ikke bare stiger. Hun strikkede broer mellem mennesker, så de aldrig skulle glemme at være børn sammen.
For sandheden er, at vi alle bærer en lille drømmer indeni. Vi skal bare huske at finde modet frem og tørre støvet af vores drømme.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
