Der var engang en dreng, der hed Silas. Silas var en ganske almindelig dreng med pjusket hår og knæ, der altid havde mindst ét lille skramme efter eventyr i haven. Men Silas havde noget, som ikke alle andre drenge havde. Han havde et hoved, der var fuldstændig proppet med tanker. Det var ikke bare små, stille tanker om, hvad han skulle have til morgenmad, eller om hans strømper sad rigtigt. Nej, Silas’ tanker var som en hel flok vilde fugle, der baskede med vingerne på samme tid.
Nogle tanker var store og tunge som gråsten, mens andre var hurtige og glitrende som små sølvfisk. Om dagen gik det egentlig meget godt, for der var så meget andet at kigge på. Men når mørket faldt på, og Silas skulle sove, begyndte tankerne at larme. De hviskede om alt det, han ikke havde nået, alt det, han glædede sig til, og alt det, han måske var en lille smule bange for. En aften blev det simpelthen for meget. Tankerne snurrede så hurtigt rundt, at Silas følte, han næsten kunne lette fra sengen. Han stod op, listede forbi sin sovende hund og gik ud i den lune sommernat.
Ude på marken, bag den store bakke, stod en gammel vindmølle. Silas havde set den mange gange før, men i nat så den anderledes ud. Den lignede ikke en almindelig mølle af træ og sten. Dens store vinger drejede langsomt rundt, selvom der ikke var den mindste smule vind. Og hver gang vingerne skar gennem luften, efterlod de et spor af gyldent støv, som om de fangede selve stjernernes lys. Silas blev så nysgerrig, at hans egne tanker for et øjeblik holdt op med at larme. Han begyndte at gå mod møllen, mens græsset kildede hans bare tæer.
Da Silas nåede foden af bakken, hørte han en lyd. Det var ikke den knirkende lyd, en gammel mølle plejer at sige. Det lød mere som en dyb, rolig stemme, der nynnede en sang uden ord. Silas stoppede op og kiggede op på de enorme vinger. De fangede ikke vind, indså han nu. De fangede små, svævende lysglimt, der kom flyvende gennem luften fra alle retninger.
"Velkommen, Silas," sagde en stemme. Den var dyb og varm, som lyden af en kontrabas, der bliver spillet meget blødt. Silas kiggede sig omkring, men der var ingen andre end ham. "Det er mig, Møllen," fortsatte stemmen. "Jeg kan se, at du har taget hele din samling af larmende tanker med dig i nat."
Silas spærrede øjnene op. "Kan du mærke mine tanker?" spurgte han hviskende. Møllen lo en lydløs latter, der fik jorden til at vibrere blidt. "Jeg maler ikke mel, lille ven. Jeg sorterer tanker. Verden er fuld af dem. De flyver rundt som frø fra mælkebøtter, og nogle gange sætter de sig fast i hovedet på folk og bliver så mange, at man slet ikke kan finde ro. Kom indenfor, så skal vi se, om vi ikke kan få skabt lidt plads i det kloge hoved."
Døren til møllen åbnede sig med et lille suk, og Silas trådte ind. Han havde aldrig set noget lignende. Der var ingen tunge møllesten eller støvede sække. I stedet var hele rummet fyldt med store, lysende tandhjul af lyst egetræ, der drejede lydløst mellem hinanden. Fra loftet hang tusindvis af små, flettede kurve i alle regnbuens farver. I midten af det hele stod en stor tragt, der glimtede som sølv.
"Stil dig bare under tragten," sagde Møllen venligt. Silas gjorde, som der blev sagt. Med det samme mærkede han en let brise omkring sine ører. Det føltes som om en usynlig hånd nænsomt løftede de tungeste tanker ud af hans hoved. Én efter én svævede de op i tragten. Der var tanken om den drillepind i skolen, tanken om den tegning, han ikke kunne få helt rigtig, og tanken om, hvorvidt monstre virkelig findes under sengen.
Tandhjulene begyndte at snurre hurtigere, og en fantastisk lyd af klangfulde klokker fyldte rummet. Silas så forundret til, mens hans tanker blev sorteret. De vrede tanker blev forvandlet til små, røde gnister, der straks slukkede sig selv. De bange tanker blev til små, grå skyer, som Møllen pustede ud gennem vinduet, hvor de opløste sig i nattens mørke. Men de sjove og gode tanker – de tanker, der handlede om leg, om varme knus og om lyden af regn på taget – de blev til det fineste, gyldne stjernestøv.
"Hvad sker der med stjernestøvet?" spurgte Silas og rakte hånden ud efter en glitrende stråle. "Det gemmer vi her i kurvene," svarede Møllen. "Det er det, vi kalder for dannelse og ånd. Det er de tanker, der gør dig til lige netop dig. Men husk, Silas, at tanker er ligesom vinden. De skal have lov til at blæse igennem. Man skal ikke holde fast i dem alle sammen. Nogle skal bare have lov til at passere, så der bliver plads til nye ideer."
Silas følte sig pludselig meget lettere. Det var som om hans hoved var blevet vasket rent af en frisk sommerregn. Han kunne stadig huske alt det, han havde tænkt på, men det larmede ikke mere. Det føltes nu som en rolig strøm i stedet for et vildt vandfald. Han satte sig ned på det varme trægulv og lyttede til de syngende tandhjul. Han lærte i det øjeblik, at man ikke behøver at løse alle verdens problemer på én gang, og at det er helt okay at lade nogle af de svære tanker flyve videre med vinden.
"Du er klar til at gå hjem nu," sagde Møllen efter et stykke tid. "Men husk, at jeg altid står her på bakken. Hver gang dit hoved føles for fyldt, så kig op mod stjernerne og træk vejret dybt. Så skal jeg nok fange de vilde tanker for dig."
Da Silas trådte ud af møllen, var natten ved at blive til dag. Himlen var ikke længere sort, men dyb lilla og blød orange. Verden så helt ny ud, og for første gang i meget lang tid var der helt stille inde i Silas. Han gik langsomt ned ad bakken, mens han nød følelsen af det dugvåde græs. Han vidste, at han aldrig ville glemme den talende vindmølle, og han vidste nu, at han selv havde magten til at bestemme, hvilke tanker der skulle blive til mel, og hvilke der bare skulle have lov til at flyve væk.
Han nåede hjem til sit hus, lige som de første fugle begyndte at synge i haven. Han listede ind på sit værelse, lagde sig under sin lune dyne og mærkede den behagelige ro sprede sig i hele kroppen. Før han vidste af det, faldt han i en dyb og drømmeløs søvn, mens vindmøllen på bakken passede på alle de tanker, der stadig svævede rundt i sommernatten.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #103 – Sofia og den forsvundne ekko-dal
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
