Silke fandt en dag en kuffert, der lignede noget, som tiden havde glemt alt om, gemt bag bunker af gamle aviser og kasser med knækkede julekugler. Men da hun åbnede den, opdagede hun hurtigt, at det ikke var en helt almindelig kuffert, for dens inderside gemte på mere plads, end hele verden udenfor overhovedet kunne drømme om.
Hjemme hos Silke var alting ellers meget firkantet og meget rigtigt. Hendes far var ekspert i at sortere ting efter størrelse, og hendes mor kunne få en vasketøjskurv til at se ud, som om den var tegnet med en lineal. Der var ikke meget plads til rod, og der var slet ikke plads til ting, der ikke havde et formål. Men oppe på loftet, i det fjerneste hjørne under det skrå tag, boede støvet og de glemte sager. Det var her, Silke mærkede et lille ryk i maven, som om noget kaldte på hende. Den gamle læderkuffert var dækket af mærkelige klistermærker fra steder, der lød som nys: “Tjubang-distriktet”, “Måneskins-bjergene” og “Skov-søen-hvor-alle-sover-længe”. Låsene var rustne, men de sprang op med et lille “pling”, da Silke blot tænkte på en historie om en flyvende elefant.
Det første, der mødte hende, var duften af nyslået græs og candyfloss. Silke kiggede ned i kufferten og så ikke en bund af stof, men en uendelig blå himmel, hvor skyerne lignede små hunde, der legede tagfat. Uden at tænke sig om, kravlede hun over kanten. Det føltes som at træde gennem en usynlig hinde, og pludselig stod hun på en bakke af blødt, lilla græs. Selvom kufferten kun var en meter bred på loftet, strakte denne verden sig så langt, øjet rakte. Der var skove, hvor træerne bar modne lakridspiber, og floder, der rislede med iskold hindbærbrus. Silke forstod med det samme, at denne kuffert ikke var til for at gemme på sokker, men for at gemme på alt det, de voksne havde glemt, de havde mistet.
Længere inde i kuffertens uendelighed mødte Silke en flok voksne i meget stive skjorter. De lignede præcis de voksne, hun kendte fra byen, dem der altid kiggede på deres ure og sagde “vi har ikke tid til det pjat”. De gik rundt med små notesbøger og forsøgte at måle afstanden mellem stjernerne i kufferten. En af dem, med briller så tykke som bunden af en sodavandsflaske, kiggede strengt på Silke. Den voksne forklarede, at de var i gang med at organisere kufferten, fordi den var alt for rodet. De ville bygge små kasser til hver eneste fantasi og sætte etiketter på dem, så man altid vidste, hvad man havde med at gøre. “Man kan ikke bare have en kuffert, der er større indeni end udenpå,” sukkede den voksne. “Det bryder med alle regler for god orden og fornuft.”
Men Silke lo bare. Hun viste ham, hvordan man kunne bruge en af de stive notesbøger til at folde et papirfly, der ikke bare faldt til jorden, men som fløj hele vejen op til den lilla skov og vendte tilbage med en pose fuld af drømmestøv. De stive mænd kiggede forundrede på hinanden. De havde glemt, at man overhovedet kunne folde papir til andet end regneark. Langsomt, én efter én, begyndte de at løsne deres slips. De mærkede, hvordan den friske luft fra kuffertens indre fik deres grå ansigter til at få farve igen. De huskede pludselig de eventyr, de selv havde drømt som børn, før de lærte, at verden skulle være praktisk og effektiv.
Silke forklarede dem, at kufferten aldrig kunne blive fuld, så længe man huskede at bruge sin fantasi. Jo mere man forestillede sig, jo mere plads blev der i kufferten. Det er nemlig det magiske ved et barnesind; det har ingen vægge og ingen låg. Verden udenfor prøver måske at fortælle, at drømme skal pakkes væk i små, overskuelige kasser, men indeni bærer vi alle på en kuffert, der er uendelig stor. Man skal bare turde åbne den og lade de stive skjorter opdage, at der altid er plads til en flyvende elefant eller en flod af hindbærbrus.
Da Silke kravlede ud af kufferten igen og lukkede låget på det støvede loft, føltes loftet ikke længere så lille og mørkt. Hun vidste nu, at hun altid havde adgang til de magiske verdener, og hun lovede sig selv aldrig at blive en af de voksne, der kun tænker på ure og orden. For dem, der bærer barnet i sig, er der ingen grænser for, hvor stor verden kan blive, selv når man bare kigger ned i en gammel, slidt kuffert. Man skal blot huske, at fantasien er det eneste værktøj, der vokser, jo mere man bruger det, og at man aldrig må lade de grå tanker lukke låget for alt det sjove.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
