Skærmovervågning, panik i gymnasiet og den store tjek-hver-anden-elev-feber

Ministerierne har rystet posen Og ud triller den nyeste model af kollektiv panik Gymnasierne skal reddes fra kunstig intelligens med strakspakker skærmovervågning og tvangsindlagte mundtlige forhør af enhver teenager der har præsteret at skrive mere end tre sætninger om HC Andersen uden at besvime Det er interessant at overvære hvordan den politiske refleks altid er

Ministerierne har rystet posen. Og ud triller den nyeste model af kollektiv panik. Gymnasierne skal reddes fra kunstig intelligens med strakspakker, skærmovervågning og tvangsindlagte mundtlige forhør af enhver teenager, der har præsteret at skrive mere end tre sætninger om H.C. Andersen uden at besvime.

Det er interessant at overvære, hvordan den politiske refleks altid er identisk, uanset hvilken teknologi der rammer landet. Når der dukker noget op, vi ikke forstår, reagerer systemet som en middelalderlandsby, der opdager ild. Først råber man ad det. Så forbyder man det. Og når det ikke virker, ansætter man en flok til at stirre intenst på alle skærme i landet med et blik, der emmer af mistillid.

Nu skal der overvågningssoftware på gymnasieelevernes computere. Enhver skriftlig opgave skal forsvares mundtligt over for en lærer med lup og sved på panden. I min kommende bog “TÆND” skriver jeg netop om denne mistillid. Vi møder digital udvikling med en ubændig trang til at spionere, kontrollere og spærre folk inde i procedurer fra fortiden.

Teknologi er ikke en snigmorder. Det er et redskab. Men når man fjerner tillid og erstatter den med overvågning, sender man et signal til de unge: Systemet stoler ikke på dig. Du er en potentiel snyder, indtil det modsatte er bevist. Og hvis du er så dygtig til at bruge værktøjerne, at din opgave er for god, skal du igennem et forhør, hvor du skal bevise, at der ikke sidder en algoritme og taler i din hjerne.

Vi har skabt et skolesystem, hvor målet ikke længere er at lære noget, men at undgå at blive taget i at ligne én, der har fået hjælp. Lærerne forvandles fra inspirerende formidlere til digitale fangevogtere, der scroller igennem historik og tastetryk som mistænksomme efterforskere. Det er ikke dannelse. Det er mistillid i systemstørrelse.

Læs også:
Storytelling uden sjæl og nationen der glemte sine rødder

Samfundet lærer de unge, at de er små kriminelle, der venter på en chance for at snyde. Imens klapper ministeriet hinanden på skuldrene over at have løst et pædagogisk problem med teknik. Det er som at stoppe regnvejr ved at uddele paraplyer til alle på fortovet og bagefter give bøde til folk med vådt tøj.

Vi diskuterer ikke længere, hvordan man lærer unge at tænke kritisk eller bruger teknologi intelligent. Vi diskuterer, om overvågningssoftwaren overtræder loven, og om læreren må tjekke, om eleven havde ChatGPT åbent i tre sekunder.

Tillid er ikke noget, man praktiserer, når det er nemt. Det er fundamentet for alt, der gør skolen værd at opholde sig i. Hvis vi møder enhver ny opfindelse med panisk overvågning, ender vi med et samfund, hvor ingen tør tænke selv. Skiftende regeringer forstår ikke dannelse – eller automatreagerer i jagten på popularitet.

Lad os få stillet de rigtige spørgsmål. Børn og unge er ikke fjender af staten, fordi de kan trykke på de rigtige knapper. Og hvis vi insisterer på at møde fremtiden med et forstørrelsesglas og en politianmeldelse, fortjener vi den skærmvæg, vi som land er ved at bygge omkring os selv.

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.