Når solen går ned, og alle de voksne begynder at gabe, findes der en helt særlig havn, som ingen kan se med det blotte øje. Det er her, Drømmevæveren ligger for anker – et skib bygget af det pureste månesølv og de fineste drømme, man kan forestille sig.
Det er ikke et helt almindeligt skib, for det sejler ikke på saltvand eller i dybe fjorde. Drømmevæveren sejler på Mælkevejen, den store, lysende vej af stjernestøv, der strækker sig tværs over nattehimlen. Skibets sejl er vævet af spindelvæv fra nataktive edderkopper og dyppet i flydende nordlys, så de skinner i alle regnbuens farver, selv når det er allermørkest.
Ved roret står Kaptajn Mis. Han er ikke nogen stor og farlig sørøver, men en lille, stribet kat med en sølvhat, der sidder en smule på sned. Han har de skarpeste øjne i hele galaksen, og han ved præcis, hvilken stjerne man skal dreje til højre ved for at finde de sjoveste eventyr. Ved siden af ham sidder Styrmand Stjerne, en lille, klog ugle, der kan læse søkort lavet af lysende prikker på himlen.
En nat, da alle børn på jorden havde lukket deres øjne og var faldet i en dyb søvn, løsnede Kaptajn Mis fortøjningerne. Skibet gav et lille, sølvagtigt suk og løftede sig fra havnen, op gennem de bløde skyer og direkte ind på Mælkevejens glitrende spor. Det kildede lidt i skroget, når stjernestøvet hvirvlede op omkring dem, næsten som om skibet grinede.
De sejlede forbi de store planeter, der lignede gigantiske glaskugler, man kunne spille med. Jupiter lignede en kæmpe bolsje med striber af karamel og fløde, og Saturns ringe sang en svag, summende melodi, hver gang Drømmevæveren sejlede igennem dem. Kaptajn Mis styrede skibet med en sikker pote, mens han mærkede den kølige nattevind i sine knurhår.
Deres første stop var Bomuldsplaneten. Det er en planet, hvor alt er lavet af de blødeste, farvestrålende skyer. Her findes der ingen hårde sten eller skarpe kanter. Hvis man falder, lander man bare i en stor, lyserød sky, der smager en lille smule af jordbær og sommerferie.
På Bomuldsplaneten mødte de en flok sky-får, der hoppede rundt og legede skjul. De hoppede så højt, at de nogle gange blev væk i deres egne uldne skyer. Kaptajn Mis og Styrmand Stjerne hjalp dem med at finde hinanden igen ved at kaste små stykker stjernestøv, som lyste op som små lygter i tågen. Som tak fik de en hel sæk fyldt med drømmeglimt, som de kunne tage med videre på deres rejse.
Da de sejlede videre, mødte de den Store Guld-Måne. Månen var gammel og meget vis, og den havde et ansigt, der altid så ud til at smile, selv når den var helt smal og kun lignede en lille negl på himlen. Denne nat var månen stor og rund og lyste så kraftigt, at skibet kastede en lang, sølvfarvet skygge over universet.
“Hvor skal I hen i nat, små rejsende?” spurgte Månen med en dyb og rolig stemme, der lød som lyden af bølger, der rammer en strand. Kaptajn Mis svarede, at de var på udkig efter det sted, hvor de bedste historier blev til. Månen blinkede med det ene øje og pegede med en stråle af guld mod en fjern, glitrende galakse, som lignede en hvirvel af lys.
De sejlede hurtigere end tanken, og snart var de fremme ved Historie-Hvirvlen. Her svævede tusindvis af små, lysende bobler rundt. Hver boble indeholdt en historie. Nogle handlede om drager, der hellere ville bage pandekager end at spy ild. Andre handlede om små mus, der byggede raketter af osteskaller for at besøge osten på månen.
Kaptajn Mis fangede forsigtigt et par af de mest spændende bobler med et net lavet af stråler fra nordlyset. Han vidste nemlig, at disse historier skulle bruges til at fylde børnenes drømme med, når de vendte tilbage til jorden. Uden gode historier ville drømmene bare være grå og kedelige, og det kunne en rigtig kaptajn naturligvis ikke tillade.
Men natten varede ikke evigt. Langt ude i horisonten kunne de ane en tynd, lyserød stribe, der betød, at solen snart ville vågne og strække sine lange, varme arme ud over verden. Det var tid til at vende næsen hjemad.
Drømmevæveren dalede langsomt ned gennem atmosfæren. Skibet landede så lydløst som en fjer i den skjulte havn, netop som den første fugl begyndte at synge i skoven bag det lille, hyggelige hus. Kaptajn Mis og Styrmand Stjerne listede ind og lagde de indfangede drømmebobler under hovedpuderne hos alle de børn, der stadig lå og sov trygt.
Nu var deres arbejde gjort for denne gang. Skibet blev dækket af en usynlig kappe, så det lignede en helt almindelig, gammel træbåd for dem, der ikke vidste bedre. Kaptajn Mis rullede sig sammen i en lille solstråle og faldt i søvn, mens han drømte om de næste eventyr, der ventede ude blandt stjernerne.
Og hvis du lytter rigtig godt efter en nat, hvor det er helt stille, kan du måske høre en svag, sølvagtig klang. Det er Drømmevæveren, der gør sig klar til at sejle ud igen, så snart du lukker øjnene.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: #349 – Pindsvinet der ville lære at flyve
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
