Der var engang en skildpadde, der hed Sivert Sneglefart, som havde fået en meget mærkelig idé. Han ville nemlig vinde over tiden, fordi han syntes, den altid løb fra ham, selvom han selv bevægede sig så langsomt, at græsset næsten nåede at vokse ham over hovedet, før han havde taget tre skridt.
Sivert boede i den dybe, grønne Tick-Tock-Skov, hvor bladene på træerne lignede små tandhjul, og hvor duggen om morgenen faldt som små, gennemsigtige stopure. Mens de andre dyr i skoven havde travlt med at samle nødder eller bygge huler, sad Sivert ofte og kiggede mod øst. Han havde hørt, at tiden kom rullende derfra hver eneste morgen, og han var fast besluttet på at fange den, så han kunne gemme den i sit skjold og aldrig mere have for travlt til ingenting.
Jagten på det hurtigste sekund
Sivert Sneglefart havde brugt mange år på at forberede sig, og han havde fundet et gammelt, forgyldt lommeur, som en glemsom skovhugger engang havde tabt i en bregne. Han havde spændt uret fast på sit skjold med solide lianer, og hver gang viserne sagde tik, følte Sivert, at han kom tættere på sin store sejr. Han mente nemlig, at hvis han bare kunne gå hurtigt nok, ville han til sidst overhale selve dagen og nå frem til i morgen, før solen overhovedet var gået ned.
En dag mødte han Malthe, en lille dreng med krøllet hår og røde gummistøvler, der sad ved en bæk og kiggede på vandet. Malthe var ude på eventyr, men han sad helt stille, hvilket Sivert fandt meget mistænkeligt. Sivert prustede og stønnede, mens han forsøgte at sætte farten op, så hans tunge skjold med det store ur gyngede faretruende fra side til side. Han standsede kun lige akkurat længe nok til at spørge drengen, om han havde set tiden løbe forbi for nylig.
Malthe kiggede op med et smil og svarede, at han ikke havde set tiden løbe, men han havde mærket den sidde lige her ved siden af ham på stenen. Sivert rystede på hovedet, så hans rynkede hals lavede sjove lyde. Han forklarede Malthe, at det var umuligt, for tiden var en hurtigløber, der aldrig standsede for at hvile sig. Sivert fortalte vidt og bredt om sin plan om at overhale minutterne og måske endda snige sig udenom timerne, så han kunne blive den første skildpadde i verdenshistorien, der aldrig blev ældre.
Da uret gik i baglås
Mens Sivert talte, begyndte det store ur på hans ryg at opføre sig mærkeligt. Viserne begyndte at dreje rundt i vildskab, og den lille fjeder indeni gav sig til at pibe som en forskræmt mus. Sivert blev helt nervøs og forsøgte at dreje på den lille knap i toppen, men jo mere han rodede med det, jo hurtigere tikkede det. Det lød efterhånden som et helt orkester af små hammere, der bankede løs på en ambolt, og skovens fugle holdt op med at synge for at lytte til det larmende urværk.
Pludselig mødte de Ur-Ulla, en klog gammel ugle med briller lavet af polerede kvartssten. Hun landede på en gren over dem og kiggede strengt på Siverts blinkende ur. Hun forklarede ham, at tid ikke er noget, man kan vinde over, og slet ikke noget, man kan spænde fast på ryggen. Hun fortalte om den store hemmelighed, som kun skovens ældste vidste: At tiden er ligesom vandet i bækken – hvis man forsøger at knuge det i hånden, løber det ud mellem fingrene, men hvis man lader hænderne hvile i det, mærker man dets styrke og ro.
Sivert Sneglefart ville ikke høre efter i starten. Han var sikker på, at han bare skulle have mere fart på. Han begyndte at løbe – eller hvad en skildpadde nu kalder at løbe – ned mod bakkens fod. Men jo hurtigere han prøvede at bevæge sig, jo tungere føltes det store ur. Det var som om, hver eneste sekund, han forsøgte at indhente, blev til en lille sten, der lagde sig oven på hans skjold. Til sidst var han så tæt på at vælte, at Malthe måtte løbe hen og støtte ham med sine små hænder.
Kunsten at stå helt stille
Malthe foreslog forsigtigt, at de måske skulle prøve at tage uret af. Sivert strittede imod først, for han var bange for, at han ville miste alt, hvis han ikke kunne se sekunderne passere. Men da de endelig fik løsnet lianerne, og det tunge ur faldt til jorden med et dump, skete der noget magisk. Sivert følte sig pludselig så let som en mælkebøtte, der svæver i vinden. Lyden af den larmende tikken forsvandt, og i stedet hørte han lyden af bækken, vinden i bladene og Malthes rolige vejrtrækning.
Det viste sig, at det ikke var tiden, der løb fra Sivert, men Sivert, der løb fra sit eget liv. Da han stod der helt stille sammen med Malthe, opdagede han, at verden var fyldt med små vidundere, som han aldrig havde lagt mærke til, fordi han altid kiggede på skiven af sit ur. Han så en mariehøne med præcis syv prikker, han duftede til de vilde skovjordbær, og han mærkede den varme sol på sit skjold. Han indså, at han slet ikke behøvede at vinde over tiden, for når man er til stede lige nu, så ejer man al den tid, der findes.
Sivert Sneglefart besluttede sig for aldrig mere at bære et ur. Han blev i stedet verdensmester i at være langsom på den helt rigtige måde. Han lærte de andre dyr i skoven, at man ikke kommer hurtigere frem til glæden ved at skynde sig, og at man nogle gange finder de største skatte, når man slet ikke leder efter dem. Malthe og Sivert blev de bedste venner, og hver gang Malthe kom på besøg i Tick-Tock-Sloven, sad de i timevis ved bækken og så på vandet, der løb forbi, mens de nød, at de ikke skulle nå noget som helst.
Sivert fandt ud af, at skildpaddens skjold ikke er en tung byrde, men et hjem, man altid har med sig. Og i det hjem er der altid plads til et øjeblik mere, så længe man husker at trække vejret helt ned i maven. Selvom solen gik ned, og månen kom frem som en lysende ost på nattehimlen, følte Sivert sig aldrig bagud. Han vidste nu, at det smukkeste ved tiden er, at den altid giver os en ny chance for at starte forfra, hver eneste gang hjertet slår sit rolige slag i takt med skovens dybe ro.
Læs næste eventyr: Den glemte drage i kælderen
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
