Der var engang en by, der hed Skynd-dig. I Skynd-dig var alle altid på vej til noget andet end det, de var i lige nu. Folk løb, når de skulle gå. De spiste deres morgenmad, mens de tog deres støvler på. De talte så hurtigt, at ordene faldt over hinanden som små vildfarne dominobrikker. Ingen havde tid til at kigge op på skyerne, for skyerne bevægede sig alt for langsomt til byens tempo. De voksne havde ure på begge håndled for at være helt sikre på, at de aldrig tabte et sekund, og børnene lærte at løbe, før de overhovedet havde lært at stå stille.
Midt i denne by, gemt væk i en lille gyde, hvor brostenene lå lidt skævt og mosen voksede i revnerne, lå et lille værksted. Her boede Mester Søe. Han var skrædder, men han var ikke en helt almindelig en af slagsen. Mens de andre skræddere i byen syede dragter, der var strømlinede som jagerfly, så man kunne løbe endnu hurtigere til næste møde, syede Mester Søe noget helt andet. Han syede øjeblikke. Hans vinduer var altid duggede af dampen fra en gammel kedel, og inde bag ruderne kunne man ane ham sidde bøjet over sit store træbord med en nål, der glimtede som en lille faldskærm i mørket.
En dag ringede det på døren. Det var en af byens mægtigste mænd, Hr. Hurtig. Han var så travl, at han trådte ind i butikken, før han overhovedet havde åbnet døren helt. Han kiggede på sit ur, så på Mester Søe og så på sit ur igen. Han havde brug for en ny kappe, sagde han. Den skulle være den hurtigste kappe i verden. Den skulle skære gennem vinden, så han kunne nå dobbelt så meget på den halve tid. Hr. Hurtig trampede utålmodigt i gulvet, mens han forklarede, hvordan han ville have kappen til at se ud. Den skulle være stram, blank og glat.
Mester Søe kiggede over sine briller. Han smilede et af de smil, der tager lang tid at folde ud. Han sagde ikke noget med det samme. Han lod stilheden fylde rummet, indtil Hr. Hurtig blev helt urolig og begyndte at tjekke sit ur for tredje gang på et minut. Stilhed er nemlig noget af det mest skræmmende for folk, der altid har travlt. I stilheden kan man nemlig høre sit eget hjerte, og det er ikke altid, at hjertet har lige så travlt som hjernen.
Jeg vil ikke sy dig en hurtig kappe, sagde Mester Søe endelig. Hastighed er for dem, der er bange for at indhente sig selv. Jeg vil sy dig en kappe af tålmodighed.
Hr. Hurtig fnøs. Tålmodighed? Hvad skulle han bruge det til? Tålmodighed var noget for snegle og gamle mænd, der fiskede i søen uden at fange noget. Men Mester Søe insisterede. Han fortalte, at denne kappe ikke ville gøre ham hurtigere, men den ville gøre verden større. Han lovede, at hvis Hr. Hurtig bar den, ville han kunne se ting, som ingen andre i Skynd-dig nogensinde havde fået øje på. Nysgerrigheden overvandt for en gangs skyld travlheden, og Hr. Hurtig sagde ja, mod at kappen var færdig inden næste morgen.
Men sådan virker tålmodighed ikke, forklarede skrædderen. Man kan ikke bestille den til levering i morgen. Den skal gro.
Mester Søe gik i gang med sit arbejde. Han fandt ikke de sædvanlige ruller med stof frem. Han åbnede i stedet en lille skuffe af lyst træ, hvor der lå spoler med tråde, der ikke lignede noget andet. Der var tråde af morgendis, der var plukket på de dage, hvor solen nægter at stå op, før den er klar. Der var tråde af ventetid, opsamlet ved de gamle togskinner, hvor folk engang stod og ventede på deres kære med blomster i hænderne. Og så var der de vigtigste tråde af alle: de gyldne tråde af eftertanke.
Han syede hele natten. For hvert sting han tog, trak han vejret helt ned i maven. Han tænkte på de gamle filosoffer, der vidste, at ånd og dannelse ikke er noget, man downloader, men noget man slider sig til gennem flid og fordybelse. Han tænkte på, hvordan mennesket mister sig selv, når det glemmer at lade tankerne flyve uden et bestemt mål. Han syede lyden af en bæk, der risler over sten, ind i foret. Han syede duften af en gammel bog ind i kraven. Og i knaphullerne placerede han små stykker af ro, så hver gang Hr. Hurtig ville knappe kappen, måtte han tage en dyb indånding.
Da morgenen kom, var kappen ikke færdig. Da ugen var gået, var den heller ikke færdig. Hr. Hurtig kom rasende forbi butikken hver eneste dag. Han råbte og skreg om tabt fortjeneste og vigtige aftaler. Men Mester Søe smilede blot og sagde, at et enkelt sting med kærlighed er mere værd end tusind sting i hast. Han lærte Hr. Hurtig at sidde på en lille taburet i værkstedet, mens han ventede. Først sad Hr. Hurtig og hoppede med benet. Så begyndte han at tromme med fingrene. Men efter nogle dage begyndte han at kigge på, hvordan støvet dansede i sollyset, der faldt ind gennem det lille vindue. Han opdagede, at mosen udenfor faktisk havde syv forskellige nuancer af grøn. Han opdagede, at skrædderens gamle ur ikke bare sagde tik-tak, men lød som et roligt åndedræt.
Efter en måned var kappen færdig. Den var tungere, end Hr. Hurtig havde forventet, men da han tog den over skuldrene, skete der noget mærkeligt. Han følte ikke længere trang til at løbe ud af døren. Han følte ikke behovet for at tjekke sit ur. Kappen føltes som et varmt kram fra tiden selv.
Hr. Hurtig gik ud i gaderne i Skynd-dig. Folk løb stadig forbi ham. De stødte ind i ham og råbte af ham, fordi han gik så langsomt. Men Hr. Hurtig opdagede noget fantastisk. Fordi han gik langsomt, så han den lille pige, der sad og tegnede med kridt på muren. Han så den gamle mand, der fodrede fuglene i parken. Han hørte vinden hviske i de blade, som ingen andre havde lagt mærke til. Han indså, at verden ikke var en bane, man skulle løbe igennem for at nå i mål, men en have, man skulle opholde sig i.
Han vendte aldrig tilbage til sit gamle liv med to ure på håndleddene. Han beholdt sin kappe af tålmodighed resten af sine dage, og hver gang han mødte et andet menneske, tog han sig tid til at kigge dem i øjnene og spørge: “Hvordan har din sjæl det i dag?”. Folk i Skynd-dig begyndte at stoppe op. De kiggede på Hr. Hurtig og hans smukke kappe, og langsomt, meget langsomt, begyndte byen at skifte rytme. De fandt ud af, at man når meget længere, når man ikke har så travlt med at komme frem, at man glemmer, hvor man er.
Mester Søe sidder stadig i sit værksted. Han syer stadig øjeblikke til dem, der tør vente. For som han altid siger: Den største rigdom er ikke at have tid, men at eje den.
Læs det næste eventyr i serien her: Øen uden facit
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
