I aften tænder vi bålet og synger om at skræmme hekse mod Bloksbjerg. Vi taler næsten altid om hekse som kvinder. Det er dem, der ryger på toppen af bålet i pap og tradition. Men der var også en mand. Troldpræsten fra Lønne. Ham kender jeg endda alt for godt. Det er hyggeligt, det er dansk, og det er helt ufarligt. Men engang var bålet ikke bare en hyggelig kulisse til en kold fadøl.
Sandet der åd kirken
Jens Hansen Rusk var præst i Lønne. Det lyder som starten på en god vittighed, men det var det ikke. Han var nemlig præst i et sogn, hvor sandet ikke bare lå i skoene, men truede med at begrave hele kirken. Det er svært at prædike om lyset, når man skal grave sig ind til alteret hver søndag. Han var fattig. Sådan rigtig 1611-fattig. Når sognebørnene ikke har andet end sand at give i tiende, må man tænke ud af boksen for at få mad på bordet.
Lønne er ikke bare et navn på et gammelt sogn i en støvet retsprotokol. Det er en egn, jeg har kendt i over 30 år. Min barndoms egn. Min lokale kirke. Og det gør historien en tand mere kras. For prædikestolen i Lønne Kirke blev skænket af Jens Hansen Rusk selv, og hans initialer står der endnu. HR. To små bogstaver skåret ind i træet som en venlig hilsen fra en mand, der senere blev sendt gennem retsmaskinen som troldmand.
Jens blev det, man dengang kaldte en “klog mand“. Han solgte amuletter og skrev små sedler mod sygdom på markederne i Ribe. En slags 1600-tallets alternative behandler, bare med præstekrave og betydeligt mere støv i lungerne. Han forsøgte at redde de syge bønder med husråd og magiske ord, mens han ventede på, at sandet trak sig tilbage fra hans kirkeskib. Han var en mand af Gud, der prøvede at overleve i en tid, hvor overtro og religion var to sider af samme beskidte mønt.
Voksdukken i døbefonten
Problemet opstod, da en lokal kvinde ved navn Gunder Brixes kom i klemme hos ordensmagten. Hun blev dømt som heks. Og i stedet for at gå ned alene, besluttede hun på bålet at trække præsten med sig i faldet. Hun påstod, at Jens havde døbt en voksdukke i selveste Satans navn. Det var den ultimative anklage. Forestil dig scenariet. En sognepræst, der står ved døbefonten og giver en lille voksfigur navn og velsignelse, mens han håber, at ingen kigger ind gennem de sandblæste vinduer.
Det mest tragikomiske er næsten, at en bonde faktisk forsøgte at hjælpe ham. Han vidnede i retten om, at amuletterne virkede. Da han mistede sin amulet eller mønt, kom gigten tilbage. Man skulle tro, det var et forsvar. Ved Ribe Byting blev den slags bare til ekstramateriale for anklagen, fordi det netop var dér, forhørene og vidneindsamlingen foregik. Når en mand siger, at præstens mærkelige dims holdt hans gigt i skak, hører en panisk ret ikke “hjælp”. Den hører “trolddom”. Ribe Ret havde ry for at være landets værste. Den gamle bemærkning siger det hele. “Tak du kun gud min søn for, at du ej kom for Ribe ret”, sagde moderen. Han hang allerede i galgen.
Det var nok til at få ham dømt. Han mistede jobbet, æren og til sidst livet. Først blev han forhørt ved Ribe Byting, men selve den endelige dom blev fældet ved Viborg Landsting, som reglerne krævede efter den Kallundborgske Reces fra 1576. Jens Hansen Rusk blev dermed den eneste danske præst, der endte som hovedperson i en afbrænding på grund af trolddom. Han røg direkte fra prædikestolen til flammerne, fordi en voksdukke og et par amuletter blev tolket som en direkte linje til mørkets kræfter. Det var en tid, hvor man ikke bare fik en advarsel for at have en kreativ sidegesjæft.
Regningen for bålet
Retfærdighed var ikke billig i 1611. Da Jens var brændt færdig, skulle det offentlige regnskab gøres op. Bødlen skulle have sin løn, og han var ikke billig i drift. Det foregik ikke på Ribes Galgebakke, selv om mange roder rundt i det, fordi bødlen kom fra Ribe. Henrettelsen fandt sted ved Kjærgårds Ting, Vester Horne herreds ting, tæt ved Lønne. Mester Mikkel blev kørt derud fra Ribe og fik 7 daler for turen og for at tænde bålet. Det svarer sikkert til prisen på en god grillmiddag til hele familien i dag, men for Jens var det en økonomisk katastrofe, der rakte ud over graven. Hans samlede bo blev nemlig vurderet til 33½ rigsdaler. Det kunne ikke engang dække sagsomkostningerne.
Han var altså fattigere end det bål, han blev brændt på. Det er ironi i sin mest brændbare form. Manden, der forsøgte at kurere sygdom med små sedler og amuletter, endte som en simpel post i et kommunalt regnskab over henrettelser. Hans kirke forsvandt i sandet, og hans navn forsvandt i røg. I aften sender vi en papirheks afsted til Bloksbjerg og synger Midsommervisen med en fadøl i hånden. Det føles godt. Vi er de gode, og heksen er den onde. Det er nemt at være dommer over fortiden, når man sidder i sikker afstand fra flammerne.
Vi er holdt op med at brænde folk på bålet fysisk. Nu gør vi det bare digitalt i stedet. Det sviner mindre i haven, men det svider mindst lige så meget på sjælen. Husk Jens fra Lønne, næste gang du er klar med tændstikken over for en, der bare prøver at få hverdagen til at hænge sammen i sandfygningen.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
