Der findes mange måder at bevæge sig på, men hvad gør man, hvis ens egne fødder slet ikke vil lystre den musik, alle andre hører? Snurre lærte, at den smukkeste dans er den, man finder helt inde i sig selv.
Langt inde i den del af skoven, hvor bladene glitrer som nyslåede mønter, og hvor vinden altid lugter lidt af nystegte pandekager med sukker, boede Snurre. Snurre var ikke et helt almindeligt væsen, hvis man overhovedet kan tale om almindelige væsener i en skov, hvor buskene nyser i tide og utide. Han lignede mest af alt en krydsning mellem et meget blødt egern og en gammeldags snurretop af træ. Han havde en stor, busket hale, der var helt flad i bunden, og når han virkelig fik fart på, kunne han balancere på spidsen af den og snurre rundt så hurtigt, at han lignede en lille, stribet hvirvelvind.
I Snurreskov var der orden på tingene. Hver eneste tirsdag, præcis når duggen var fordampet fra de lilla klokkeblomster, mødtes alle skovens beboere til den store Tirsdags-tramp. Det var en begivenhed, som de store Taktslag-tudser stod for. De sad i en halvcirkel på nogle flade sten nede ved bækken og kvækkede i en meget præcis og meget bestemt rytme. Bum-tji-bum. Bum-tji-bum. Det var en takt, som alle forstod. Egernene hoppede fra gren til gren i takt. Rævene trippede afsted med deres elegante poter i takt. Selv de små skovmus marcherede to og to, mens de holdt hinanden i halerne og sørgede for, at deres små pip faldt præcis på “tji”-lyden.
Snurre ville så gerne være med. Han stod ofte i kanten af lysningen og mærkede, hvordan rytmen forplantede sig i hans krop. Men der var et problem. Snurres krop hørte ikke “Bum-tji-bum”. Når han lukkede øjnene, hørte han noget helt andet. Han hørte vinden, der hviskede gennem de visne blade, han hørte vandet, der klukkede mod stenene i bækken, og han hørte de små billers ben, der kradsede mod barken. For Snurre lød verden ikke som en march. Den lød som en vild, hoppende og snurrende symfoni, der konstant skiftede fart.
Hver gang han forsøgte at trampe med tudserne, gik det galt. Når de andre sagde “Bum”, så snurrede Snurre. Når de sagde “Tji”, så hoppede han tre gange baglæns, fordi han lige havde hørt en drossel fløjte en særlig trille. Resultatet var altid det samme. Han stødte ind i rævene, så deres pæne haler blev filtrede. Han væltede musenes lange række, så de trillede rundt som små grå garnnøgler. Til sidst sukkede den største af Taktslag-tudserne, en gammel fyr med vorter, der lignede små perler, og sagde med sin dybe stemme: “Snurre, du ødelægger hele systemet. Hvis vi ikke alle sammen danser ens, så er det jo slet ikke en dans. Så er det bare… rod.”
Snurre følte sig meget lille, selvom han stod på sin flade hale og prøvede at se høj ud. Han sneg sig væk fra lysningen, mens de andre fortsatte deres “Bum-tji-bum”. Han følte sig som en forkert brik i et puslespil, hvor alle de andre brikker var firkantede og grønne, mens han selv var rund og plettet. Han trillede og hoppede dybt ind i skoven, derhen hvor træerne stod så tæt, at de lignede gamle mænd, der holdt hemmeligheder for hinanden.
Her mødte han Gammel-Grumle. Gammel-Grumle var en stentrol, der havde siddet det samme sted i så mange år, at der var vokset mos på hans næse. Han lignede mest af alt en stor, grå sten, indtil han åbnede sine øjne, der lyste som to små stykker rav. “Hvorfor snurrer du ikke, lille hvirvelvind?” spurgte Grumle med en stemme, der lød som sten, der ruller mod hinanden på havets bund.
Snurre forklarede, hvordan hans fødder og hans hale altid hørte en anden musik end de andre. Han forklarede om tudsernes takt og om, hvordan han bare var et stort rod. Grumle tav længe. En lille fugl satte sig på hans øre, og han lod den sidde. “Ved du,” sagde han til sidst, “at skoven ville være et frygteligt kedeligt sted, hvis alle fugle sang den samme tone? Forestil dig, hvis alle blomster var nøjagtig lige høje og havde nøjagtig samme farve. Det ville ikke være en skov. Det ville være en køkkenhave.”
Snurre kiggede op på den store trold. “Men de siger, at hvis vi ikke danser ens, så er det ikke en dans.” Grumle lo, så mosset på hans næse rystede. “Det er kun dem, der er bange for at snuble, der kræver, at alle andre træder i deres fodspor. Men den, der finder sin egen rytme, snubler aldrig. De danser bare deres egen vej.”
Snurre tænkte over det. Han lukkede øjnene og lyttede. Han hørte ikke tudserne herinde, men han hørte alt det andet. Han mærkede en kildren i sin hale. Først begyndte han at vippe langsomt fra side til side. Så satte han af og lavede et kæmpe spring over en væltet træstamme. Da han landede, begyndte han at snurre. Hurtigere og hurtigere. Han lignede en farverig top, der hvirvlede gennem skovbunden. Han dansede efter humlebiernes brummen, efter solstrålernes dans gennem bladene og efter sit eget bankende hjerte. Det var ikke en march. Det var en Snurre-dans.
Han følte sig pludselig meget stærk. Han besluttede sig for at vende tilbage til lysningen. Da han nåede frem, var Tirsdags-trampen stadig i fuld gang. Bum-tji-bum. De andre så trætte ud. Det var hårdt arbejde at marchere så præcist hele tiden. Snurre ventede ikke på en invitation. Han hoppede direkte ind i midten af cirklen. Men denne gang prøvede han ikke at passe ind. Han dansede sin egen dans.
Han hvirvlede udenom tudserne, han lavede saltomortaler over rævene, og han snurrede så hurtigt omkring musene, at der opstod en lille, lun vind, der kildede dem bag ørerne. Først stoppede alle op i chok. Taktslag-tudserne glemte helt at kvække. Men så skete der noget mærkeligt. En af de mindste mus begyndte at hoppe lidt skævt. En ræv begyndte at logre med halen i en helt ny rytme. Og snart opdagede de alle sammen, at Snurres rod faktisk var det mest vidunderlige, de længe havde set. Det var liv. Det var glæde. Det var dannelse i sin fineste form – at turde være sig selv og give plads til, at andre kan være det samme.
Siden den dag blev Tirsdags-trampen omdøbt til Skovens Store Svingom. Nu var der plads til både dem, der ville gå i takt, og dem, der ville snurre rundt til deres egen indre musik. Og hvis man nogensinde kommer forbi den del af skoven, kan man høre en lyd, der er meget smukkere end “Bum-tji-bum”. Det er lyden af en hel skov, der har fundet ud af, at den bedste rytme er den, man skaber sammen, når man hver især tør danse sin egen dans.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Klokken der glemte at ringe]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
