Jeg sidder i Beijing på min tredie dag og kigger på en robot, der tråder en nål hurtigere, end jeg kan nå at stave til “kunstig intelligens“. Herovre virker alting. Der er en hotline til det hele, og hvis man ringer, tager et menneske telefonen. Eller måske er det en robot, der lyder som et menneske, men pointen er, at den løser problemet. Kineserne er i gang med at bygge fremtiden, mens vi andre stadig diskuterer, om vi skal have sugerør af pap eller plastik.
Men så tænder jeg for nyhederne fra NATO-topmødet i Ankara. Og pludselig føles fremtiden meget langt væk. Det føles mere som et afsnit af “Luksusfælden” krydset med en dårlig ejendomsmægler-reklame fra Florida.
Donald Trump er tilbage i sin yndlingsrolle som geopolitisk ejendomsmægler. Han står midt i Ankara og forsøger at bytte tyske militærbaser for den grønlandske indlandsis. Det er ikke diplomati. Det er et loppemarked for folk med alt for store slips og alt for små tanker om suverænitet.
Det er en mærkelig tid, vi lever i. I Beijing ser jeg teknologisk overskud og en effektivitet, der gør en dansk sagsbehandler misundelig. I Ankara ser jeg en mand, der tror, at man kan købe et folkestyre som en brugt golfbane. Trump har tilsyneladende glemt, at Grønland ikke er en strandgrund i West Palm Beach, som man bare kan smide en gylden facade på og kalde for “Trump Glacier Resort & Spa”.
Han kobler det hele sammen med de amerikanske tropper i Europa. Det er ren afpresning forklædt som forretningssans. “Hvis I ikke giver mig øen med isbjørnene, så tager jeg mine soldater med hjem fra Ramstein,” lyder logikken. Det er som at true med at tage bolden med hjem fra frikvarteret, hvis man ikke må bestemme, hvem der skal være målmand. Bare i en skala, hvor indsatsen er verdenskrig og atomparaplyer.
Mette Frederiksen står i baggrunden og ryster på hovedet. Det har hun gjort før. Sidst Trump fik den her idé, kaldte hun det “absurd”. Dengang blev han så fornærmet, at han aflyste et statsbesøg. Nu er vi her igen. Det er som en dårlig genudsendelse af en serie, man aldrig bad om at se færdig.
Problemet er ikke bare de vilde idéer. Problemet er manglen på dannelse. Dannelse handler om at forstå, at alt ikke er til salg. At et folk, en kultur og et landområde ikke er brikker i et spil Matador for voksne mænd med dårlig hårpleje. Man kan ikke bare købe sig til indflydelse ved at true med at flytte sine tropper, hver gang man ser en hvid plet på landkortet, man gerne vil eje.
I Beijing tråder robotten stadig nåle. Her handler magt om produktion, teknologi og en iskold plan for de næste halvtreds år. I Ankara handler magt om, hvem der kan råbe højest om prisen på isbjerge. Kontrasten er til at få øje på. Det er forskellen på at bygge en civilisation og at prøve at flå en eksisterende én for dele.
Jeg løfter mit glas med Baijiu. Det er stærkt nok til at fjerne maling fra en skibsside, men det er nødvendigt i aften. Jeg udbringer en skål for dannelsen. Den dannelse, der tilsyneladende døde i en konferencesal i Ankara. Den dannelse, der vidste, at man ikke bytter sikkerhedsgarantier for grundskyld.
Man kan ikke købe Grønland. Men man kan åbenbart godt købe sig til en plads ved bordet, hvor man kan sidde og udstille sin egen ignorance for åbent tæppe. Det er trist. Det er småligt. Og det er i hvert fald ikke visionært.
Skål for det grønlandske nej. Og skål for robotten i Beijing. Den ved i det mindste, hvad den laver. Den prøver ikke at købe Grønland. Den nøjes med at overtage verdensmarkedet, mens vi andre kigger på ejendomsannoncer fra Mar-a-Lago.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
