Kaffekoppen er lunken, og postkassen bugner af breve fra folk, der har fundet ud af, at verden ikke drejer hurtigt nok af sig selv uden en ny papirstrimmel.
I dag træder de nye regler i kraft. Fra og med i dag skal alt indhold skabt af kunstig intelligens mærkes, stemples, registreres og forsynes med digitale vandmærker, så ingen nogensinde kommer til at forveksle en robot med en rigtig person.
EU har talt. Bruxelles har besluttet, at maskinerne skal have et lille skilt om halsen, hvor der står, at de er lavet af kode og ikke af rugbrød og morgensurhed.
Det er rørende så meget omsorg, systemet lægger for dagen, når det gælder de binære tal.
For lad os nu lige stoppe op et øjeblik og kigge på den gave, som teknologien egentlig er for os alle sammen.
Kunstig intelligens er jo i bund og grund et fantastisk og vidunderligt værktøj. Den kan skrive digte, analysere enorme mængder data på et splitsekund og hjælpe med at rydde op i bunkerne af ubrugeligt papir, som det offentlige apparat elsker at producere i metervis.
Maskinen brokker sig aldrig over overarbejde, den kræver ikke kaffepauser med lune kanelsnegle, og den forlanger ikke en treårig efteruddannelse i samarbejdskultur og tværfaglig synergi. Den gør bare det, den får besked på, hurtigt og effektivt.
Problemet opstår ikke, når en algoritme hjælper med at regne et regnskab igennem eller tegner en flyvende kat med tre hoveder. Problemet opstår, når vi som mennesker glemmer, hvad vi selv er sat i verden for.
Når vi begynder at outsource vores egen sunde fornuft, vores dømmekraft og vores evne til at tale sammen til en kold server.
Når ledere overlader fyringssedler, svære samtaler og menneskelig medfølelse til en skærm, fordi de ikke selv tør tage det nødvendige ansvar.
Men det er åbenbart ikke dér, bureaukraterne ser den største fare for samfundet. Faren lurer i pixelene.
Fra i dag skal ethvert billede af en helt almindelig solnedgang, der er genereret af en computer, forsynes med et digitalt stempel. Hvis du laver et maleri af en ko i en luftballon ved hjælp af kode og fantasi, skal der blinke en advarselslampe, så hr. og fru Danmark ikke tror, at køerne rent faktisk har lært at flyve i rutefly.
Det er beskyttertrang båret ud i det fuldstændig absurde.
Og helt sygt er det jo, at de mennesker der vil snyde os næppe følger reglerne alligevel! De markerer jo ikke deres spam med en advarsel. Det hele er skabt for at skabe en falsk tryghed. Det er politikernes evige svar på alt digitalt.
Man kan næsten se embedsmændene sidde der i de polerede glasbure med lup og lineal, klar til at afsløre den næste slemme chatbot, der har vovet at skrive en høflig e-mail uden at oplyse sit CPR-nummer eller sin maskinelle oprindelse.
Imens kan virkelighedens virkelige løgne og polerede salgstaler flyve frit omkring uden ét eneste vandmærke.
Ingen kræver, at politikere får et digitalt neonrør i panden, hver gang de lover guld og grønne skove foran et tændt kamera for derefter at glemme alt om det, så snart valgurnen er lukket og stemmerne talt op.
Ingen stempler de store konsulenthuse, når de pakker gammeldags svada ind i smukke powerpoints og sælger det som banebrydende strategisk nytænkning.
Der er ingen usynlige pixels i en mundtlig aftale, der bliver brudt, før kaffen er nået at blive kold.
Den slags bløde, menneskelige manipulation kræver ingen licens. Det glider lige igennem systemet uden kontrol.
Vi har skapet et samfund, hvor vi frygter koden mere end karakteren.
Hvor vi tror, at hvis blot vi sætter nok mærkater på skærmene, så forsvinder uærligheden af sig selv.
Men virkeligheden er jo, at den farligste form for kunstig intelligens ikke findes på en server i Californien eller i en avanceret sprogmodel. Den findes i mødelokaler, hvor folk siger ét og mener noget helt andet, mens de smiler pænt og kigger på deres ure.
En computer lyver ikke af ond vilje. Den regner bare ud, hvad du gerne vil høre, fordi den er opdraget af os.
Når en maskine spytter nonsens ud, er det fordi, den har lært det af de levende mennesker, der fodrer den med data hele døgnet.
Alligevel lader vi som om, at selve maskinen er den store synder. At det er koden, der truer demokratiet, og ikke den manglende dømmekraft hos dem, der trykker på send-knappen.
Nu skal alt mærkes. Hver en streg, hver en lyd, hver en tanke i binær form.
Lad os bare gøre det. Lad os hænge skilte op på alle servere og male advarselstrekanter på printerne.
Men så må vi også indføre det samme på Christiansborg og i bestyrelseslokalerne.
Forestil dig et lille blinkende digitalt vandmærke i øjenkrogen på enhver, der lover mere velfærd for færre penge. Et lille mærkat i bunden af skærmen, hver gang en offentlig chef forklarer, at det hele skyldes uforudsete omstændigheder.
Så ville vi endelig få fuld gennemsigtighed i det offentlige rum.
Indtil det sker, må vi nøjes med at vide, at maskinerne nu har fået papir på deres oprindelse, mens resten af løgnene i samfundet må klare sig selv uden stempel.
Hvilket de sikkert også gør helt udmærket.
Kaffen er kold, skærmen blinker, og solen går ned uden vandmærke. Mine fotos til Søeforklaringer er tydeligvis lavet af AI som satirisk svar på tiltale. Det gider jeg sgu ikke skrive hver gang. Jeg har intet ondt i sinde, andet end at sige hvad jeg mener. Hermed gjort.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
