Folketinget har fået sin egen præst. Forslaget var oppe da jeg sad i præsidiet – og selvom jeg er kristen, går i kirke og er opdraget højskolemand var jeg imod forslaget, da vi havde det oppe. Det var jeg ikke ene om at være og forslaget faldt til jorden. Åbenbart ikke i skraldespanden, men i skuffen. Nu er det taget op af et nyt præsidium – og er virkelighed.
Det er ikke en joke. Det er en beslutning. Præsidiet har nikket. Nu kan man gå til præst midt i et lovforberedende arbejde. Man kan få læst og påskrevet mellem to udvalgsmøder. Mens budgetterne skrider og kriserne står i kø, har vi fundet plads til en sjælesørger i magtens maskinrum. Det er åbenbart her, skoen trykker. Det er ikke manglen på sammenhængskraft eller de tårnhøje skatter, der plager. Det er manglen på en krave og en salmebog i kaffestuen.
Ida Auken har lagt en video på Instagram. Hun jubler. Hun sidder i sin ministerbil og ligner en, der lige har vundet i Lotto på vegne af Vorherre. Det er troen som content. Det er den politiske nadver serveret i små bidder til algoritmen. Se mig, jeg er åndelig. Se os, vi har brug for omsorg.
Det er her, filmen knækker for mig.
Personligt elsker jeg kristendommen. Og ikke mindst kæmper jeg for, at vi er et kristent land og fortsat er det. Jeg bruger præster ofte – og gjorde det mens jeg sad i Folketinget. Jeg elsker en samtale med en præst – og kender en del af dem. De er et opkald væk – eller en kop kaffe, hvis jeg smutter forbi. Enhver folkevalgt har deres helt egen præst – hjemme i sognet… som alle andre har. Og skal man akut tale med en præst, ligger Holmens Kirke på den anden side af gaden.
Er man i krise som politiker er der flere at tale med. Der er krisehjælp, som er dygtige og helt klar over den specielle verden Christiansborg er. Får du stress, hvilket nærmest er del af jobbeskrivelsen på borgen, er der også kyndig hjælp. Præsten og religionen er dog en privatsag, som man har fri adgang til derhjemme. Helt som alle andre danskere.
Jeg er med andre ord ikke imod religion eller kristendom – eller at kristendommen er del af dit væsen og dine værdier som menneske og som politiker – eller at en samtale kan være verdens skønneste sag med en boglært erfaren sjælesørger. Men det skal ikke have spor med Borgen at gøre.
Borgen har en andakt, som jeg var med til at skabe og som jeg elskede at komme til. Det er en hyggelig stund med kollegerne, ligesom ølklubben, fitnesscenteret og andre skønne medarbejderforeninger er. Borgen er en by, bestående af i hvert fald 80-90 jyder, der bor på arbejdet i hverdagene, væk fra det sociale og fra familien – mens de københavnske kan komme hjem og kysse deres børn godnat. At denne arbejdsplads laver forskellige aktiviteter – drevet af enkelte medlemmer – er herligt og godt og ude af præsidiets ramme. Men at tilknytte en præst som officielt tilbud er jeg imod. Meget endda. Det er et skred!
Vi har skabt et politisk cirkus, hvor vi tror, at ordentlighed er noget, man kan udlicitere til en præst. Vi har erstattet dannelse med symboler. Hvis en politiker har dårlig samvittighed over en brudt lovning eller en tvivlsom beslutning, kan de tale med lige dem de har lyst til – men de skal de ikke gå til præst med eget kontor på borgen. De skal gå til deres vælgere. De skal handle anderledes. Eller de kan tage i kirke om søndagen hjemme i sognet, hvis det er deres kald.
Det her sender et signal om en politisk klasse, der er blevet så sårbar, at de ikke kan trække vejret uden en åndelig konsulent.
Ateistisk Selskab sidder i den anden grøft. De har fundet lommeregneren frem. De tæller udmeldelser, hver gang en politiker nævner Gud. De frygter, at præstegården flytter ind i Folketingssalen. Det er den anden yderlighed af det samme absurdteater. En kamp mellem dem, der vil have religion ind i alt, og dem, der vil have det renset ud af alt. Begge parter glemmer, at politik handler om det fælles. Ikke om din personlige relation til det hinsides eller din mangel på samme. Gu skal vi ej af med kristendommen. Og politikere er folkevalgte – og vælgerne må jo tage stilling til kandidatens tro, hvis det er vigtigt for dem at fjerne kristendommen.
Vi bygger åndelige bofællesskaber på Christiansborg. Det er et dannelsestab af dimensioner. Vi har glemt, at magt kræver ryggrad, ikke blot en skriftestol. Vi har fået en politisk kultur, hvor vi leder efter “meningen” alle andre steder end i de resultater, vi skaber.
Når vi begynder at blande kirke og stat på den måde, gør vi begge dele en bjørnetjeneste. Kirken bliver et redskab for politisk signalværdi. Politikken bliver en søndagsskole for voksne, der ikke tør tage ansvaret på egne skuldre. Det er en farlig glidebane. Religion er en privat sag. Det er troens styrke. Men når den bliver til et “tilbud” i Folketingets personaleforening, bliver den reduceret til wellness for de privilegerede.
Jeg har tidligere skrevet om, hvordan jeg er træt af folk, der siger, de ikke gider politik. Men når politik bliver til det her, forstår jeg dem godt. Det bliver svært at tage seriøst, når magtens centrum ligner en konfirmationsforberedelse for folk på livstid.
Vi har brug for politikere, der kan tænke selv. Som har deres egne værdier med hjemmefra. Dannelse er ikke noget, man får i en hurtig sjælesørger-samtale. Det er noget, man opbygger gennem livet, gennem litteraturen, gennem mødet med andre mennesker. Ikke gennem en særordning for de 179 udvalgte.
Det er desværre endnu et søm i ligkisten for det klare skel mellem magt og tro. Vi har fået en præst, men vi har mistet retningen.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
