Jeg synes det er på sin plads at sende en stor hilsen, med respekt for de mange år i dansk politik.
Du fik banket SF op i større tal, end nogensinde før. Du fik til dels ændret SF fra protestparti til et regeringsparti. Ikke alle har rost dig for det sidste. Mest fordi det ikke er lykkedes helt endnu, da baglandet ikke forstår (eller er enige i) om det er omkostningerne værd. Men at du satte den linje ER noget man må have dyb respekt for.
Jeg har holdnings-mæssigt ikke den store kærlighed til hverken dig eller dit parti – men jeg har altid den dybeste respekt for en politiker, der vier livet til et standpunkt og tør tage de tæsk fra både medløbere og modstandere som man får, når man tager de store beslutninger på partiets vegne.
Du var en af de store. Vi har grinet af dine engelsk-kundskaber og dit herlige jyske stilfærdige tøhø. Du og Fogh havde de herligste debatter med dyb respekt for hinanden og med morsomheder, der aldrig blev populisme, men var reelle politiske debatter med skarp og kærlig humor. At du kunne få robot-Fogh til at virke humoristisk er i det hele taget beundringsværdigt.
Du fortjener, at du ikke bliver bedømt på de sidste par år, hvor både du og dit parti har været i en udvikling og brydningstid. Men at man flyver op i helikopteren og ser, hvad du har været midt i, i den periode. Og her ikke bare de personlige ting – men også de forandringer du satte politisk i gang.
En tak herfra er måske dog lige i overkanten, når man ikke er enig i noget af det, som du står for – men respekt – det skal du fandme ha!
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






