Her sidder vi så, midt i den danske højsommer, hvor solen endelig har fundet vej gennem de tunge skyer, og hvor vi alle sammen drømmer om at trække vejret helt ned i maven. Men i år er indåndingen ikke helt så fri, som den plejer at være, for før vi overhovedet må mærke sandet mellem tæerne eller duften af saltvand, skal vi gennem bureaukratiets fintmaskede net. Friheden er ikke længere noget, vi bare har; det er noget, vi skal dokumentere med en digital stregkode på en lysende skærm. Det er sommerferien med stregkoder, og det er en sommer, der fortæller os mere om vores samfund, end vi måske har lyst til at indrømme over en kold øl.
Der er noget fundamentalt mærkeligt over at stå i en kø til en isbod eller en færge og se folk febrilsk fumle med deres telefoner for at bevise, at de har ret til at være der. Vi er gået fra at være medborgere til at være brugere af et system, der kræver konstant validering. Coronapasset er blevet vores vigtigste rejsemakker, men det er en makker, der hele tiden minder os om, at vores frihed er betinget. Den er ikke længere en medfødt ret i et frit folkestyre, men en tilladelse, der gives fra centralt hold, så længe vi kan fremvise de rette data.
Jeg har de sidste uger betragtet det her cirkus, mens jeg har passet mit arbejde med at rådgive og holde foredrag. Folk spørger mig ofte, om jeg ikke bare er glad for, at vi overhovedet kan rejse igen. Jo, selvfølgelig er jeg det. Men jeg er bekymret for den pris, vi betaler i form af vores fælles ånd og forståelsen af, hvad det vil sige at være et frit menneske. Når vi gør adgangen til det sociale liv afhængig af en teknologisk løsning, så taber vi noget af det, der gør os til et samfund. Vi bliver til små enheder i et regneark, og det er præcis den kynisme, jeg altid har kæmpet imod.
Søren Kierkegaard sagde engang noget i retning af, at jo mere man glemmer sig selv i mængden, jo mindre bliver man som menneske. I denne sommer er vi blevet mængden under stregkodeadministration. Vi står i de samme køer, viser de samme skærme og nikker til de samme kontrollører. Vi har glemt at spørge, hvad det gør ved os som folk, at vi nu accepterer, at staten skal godkende vores frokostaftale på en café eller vores besøg i zoologisk have.
A- og B-holdet i køen til friheden
Det mest smertelige ved denne sommer er dog den opdeling, der er opstået. Vi taler om et A- og et B-hold, som om det var en naturlig ting i et demokrati. Der er dem, der er vaccinerede, og som glider let gennem systemet med deres grønne skærme. Og så er der dem, der af den ene eller anden grund ikke er der endnu – eller som måske aldrig bliver det – og som må underkaste sig et regime af test hver anden eller tredje dag for bare at få lov til at deltage i det allermest basale.
Det er en farlig vej at gå. Når vi begynder at graduere medborgerskabet, så ryster vi fundamentet under vores samfund. Et demokrati lever af, at vi er lige for loven, og at vi har de samme rettigheder uanset vores sundhedsstatus. Men denne sommer er rettighederne blevet til privilegier for de få, mens resten må stå i kø ved testcentrene i håb om en negativ pind i halsen, der kan give dem 48 timers frihed. Det er bureaukrati i sin mest rendyrkede og menneskefjendske form.
Jeg ser det også i det politiske landskab, hvor jeg sammen med mange gode folk har arbejdet på Det Politiske Mødested. Vi har brugt foråret på at tale om, hvordan vi får samtalen tilbage i politik, og hvordan vi skaber et alternativ til den kynisme, der gennemsyrer systemet. Da vi i juni annoncerede navnet ‘Moderaterne’ for vores projekt, var det netop med ønsket om at finde en midte, der ikke bare handler om at tælle mandater, men om at finde ind til kernen af det, vi er sammen om. Men det er svært at tale om fællesskab, når systemet insisterer på at dele os op efter stregkoder.
Systemet over mennesket
Der er en tendens i tiden til, at systemet altid vinder. Vi ser det i krisekommunikationen, vi ser det i markedsføringen af de politiske budskaber, og vi ser det nu i vores sommerferie. Alt skal kunne måles, vejes og scannes. Men ånd kan ikke scannes. Medborgerskab kan ikke gøres op i en PCR-test. Og den tillid, der burde være limen i vores samfund, er ved at blive erstattet af en kontrolinstans, der aldrig holder ferie.
Når jeg rådgiver virksomheder eller organisationer, taler jeg ofte om vigtigheden af at bevare det menneskelige ansigt, selv når tingene brænder på. Men i sommeren 2021 har staten mistet sit menneskelige ansigt. Den er blevet til en app, der enten lyser grønt eller rødt. Det er den ultimative fremmedgørelse. Vi har fået en hverdag, hvor vi skal retfærdiggøre vores eksistens i det offentlige rum over for en algoritme.
Vi burde i stedet bruge denne sommer på at genopdage hinanden. Vi burde tale om, hvordan vi genopbygger de broer, der er blevet brændt undervejs i denne pandemi. Men det er svært at bygge broer, når vi står på hver sin side af en stregkoderegler. Vi har brug for en politisk vision, der tør sige nej til systemets tyranti og ja til menneskets frihed – også når det er besværligt, og også når det ikke kan føres ind i et Excel-ark.
Den tabte spontanitet
Det, jeg savner allermest denne sommer, er spontaniteten. Den der følelse af, at man bare kan sætte sig ind i bilen og køre mod horisonten, stoppe ved en kro, man aldrig har hørt om, og få en bid mad uden først at skulle tjekke, om ens test stadig er gyldig, eller om man har husket at downloade den nyeste opdatering af passet. Spontaniteten er frihedens lillesøster, og hun er blevet kvalt i bureaukrati.
Vi lever i en tid, hvor alt skal planlægges ned til mindste detalje. Vi skal bestille tid til test, bestille bord uger i forvejen og hele tiden have øje for de skiftende farvekoder i Udenrigsministeriets rejsevejledninger. Det er en mental belastning, som vi måske ikke mærker i nuet, men som slider på vores overskud og vores lyst til at være sammen med andre. Vi bliver trætte, og når vi er trætte, bliver vi mere villige til at acceptere begrænsninger, vi aldrig burde have sagt ja til.
Men midt i alt dette bureaukrati findes der stadig små oaser af det, jeg vil kalde den danske ånd. Jeg ser det, når folk hjælper hinanden med at få appen til at virke, eller når en tjener ser gennem fingre med en lille forsinkelse i et testsvar, fordi menneskeligheden trods alt vinder over systemet i det korte øjeblik. Det er de øjeblikke, vi skal holde fast i. Det er dér, modstanden mod kynismen bor.
Jeg vil fortsætte med at råbe vagt i gevær. Jeg vil fortsætte med at bruge min stemme til at minde os om, at vi er borgere, ikke undersåtter. Og når sommerferien er slut, og vi igen skal tilbage til hverdagen, håber jeg, at vi tager en vigtig lektie med os: At frihed ikke er noget, man får udleveret som en stregkode. Det er noget, man skal kæmpe for hver eneste dag, især når systemet forsøger at gøre det til en handelsvare.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
