Danmark har igen lagt sig i fosterstilling foran de digitale butiksruder, mens vi venter på, at det næste gule prismærkat skal forløse os fra hverdagens ulidelige lethed. Vi er ramt af en kollektiv amnesi, en form for åndeligt hukommelsessvigt, der indtræffer præcis på dette tidspunkt hvert år, hvor vi glemmer alt om overforbrug, klimakrise og det faktum, at vi egentlig havde lovet os selv at være mere til stede i nuet. Nuet er nemlig lige nu på tilbud til minus tyve procent, og hvis du ikke slår til inden midnat, er du enten en helgen eller bare ualmindeligt dårlig til at regne.
Jeg sidder her og kigger på skærmen, mens de blinkende bannere kæmper om min opmærksomhed som ivrige gadehunde i en baggård. Det er fascinerende, hvordan vi som folkefærd kan gå fra at diskutere dannelse, ånd og det gode liv den ene dag, til at ligge i virtuelt slagsmål over en køkkenmaskine den næste. Det minder mig om den gamle devise om, at mennesket er det eneste dyr, der kan falde over den samme sten to gange – eller i dette tilfælde, den samme airfryer tre år i træk.
Da airfryeren blev vores nye nationalhelgen
For to år siden var airfryeren den ubestridte konge af Black Friday. Det var maskinen, der skulle redde vores sundhed, vores elregning og sandsynligvis også vores ægteskaber ved at trylle frosne pommes frites om til sprøde guldklumper uden brug af olie. Sidste år var det de samme maskiner, bare med to skuffer i stedet for én, fordi vi åbenbart var blevet så effektive, at vi skulle tilberede både kylling og broccoli simultant i hver sin zone. I år fortæller alle statistikker os, at trenden er stendød. Markedet er mættet. Alle, der har brug for at lade en blæser tørre deres mad ved høj varme, har allerede anskaffet sig grejet. Også jeg.
Men kig så ud i de digitale gader i dag. Butikkerne har lagrene fulde, og de skal tømmes. Så nu sælger de os ikke længere en revolution, de sælger os en opgradering. Vi bliver bildt ind, at vores nuværende model med fem liters kapacitet er direkte pinlig, og at man i 2025 naturligvis skal op på syv liter, hvis man vil tages seriøst som menneske. Det er her, amnesien for alvor sætter ind. Vi glemmer, at den gamle maskine står og samler støv bagerst i skabet ved siden af bagemaskinen fra 2004 og juiceren fra 2012. Vi ser kun de tyve procents rabat og det faktum, at alle andre også løber mod udgangen med en papkasse under armen.
Jeg fangede mig selv i det i morges. Jeg har absolut ikke brug for en ny airfryer. Faktisk er jeg ret sikker på, at min nuværende fungerer upåklageligt de to gange om måneden, jeg rent faktisk bruger den til at varme et par rundstykker. Men da jeg så, at en Ninja-model – og navnet alene antyder jo, at den kan snige sig ind i dit køkken og lave mad i mørket – var sat ned med otte hundrede kroner, mærkede jeg det velkendte ryk i aftrækkerfingeren. Det er en form for primitiv jagtinstinkt, der er blevet kortsluttet af moderne markedsføring. Vi jager ikke længere for at overleve; vi jager for at føle, at vi har snydt systemet. Problemet er bare, at systemet altid vinder, så længe vi køber ting, vi ikke vidste, vi manglede, for penge, vi hellere skulle have brugt på en god middag med dem, vi holder af.
Systemets kynisme og menneskets længsel
Det mest ironiske ved det der Sort Fredag er, at den falder lige før advent. Lige før vi skal til at tænde lys i mørket og tale om nærvær og eftertænksomhed. Vi starter julemåneden med at gå i krig med hinanden om materielle goder. Det er en form for kulturel udrensning af ånden, hvor vi erstatter samtale med forbrug. Vi taler ofte om, hvordan vi skal genfinde det gode folkestyre og den ordentlighed, der binder os sammen, men det er svært at være ordentlig, når man sidder klar ved tasterne klokken 00.01 for at sikre sig en robotstøvsuger før naboen.
Der er noget dybt kynisk over den måde, vi bliver manipuleret på. Vi får at vide, at dette er årets største fest, men det er en fest uden værter og uden gæster – kun kunder. Vi bliver talt til som segmenter, ikke som mennesker. Og vi hopper på den hver eneste gang. Måske er det fordi, det er nemmere at købe sig til en hurtig lykkefølelse end at gøre det hårde arbejde, det kræver at finde indhold i tilværelsen. En ny gadget giver et dopamin-fix, der varer præcis indtil postbuddet ringer på døren, og man indser, at man nu ejer endnu en ting, der skal støves af.
Som Grundtvig måske ville have sagt, hvis han havde haft en internetforbindelse og en overvældende mængde nyhedsbreve i sin indbakke: “Ånd er det, som gør os til mennesker.” Men i dag føles det som om, at “Kunde” er det, som gør os til danskere. Vi har erstattet fællessangen med prissammenligningssider. Vi har erstattet højskolens reflekterende pauser med scroll-hjulets endeløse jagt. Det er ikke fordi, jeg er imod handel eller gode tilbud. Jeg er bare imod den bevidstløshed, der følger med. Den der følelse af, at man mister sin kritiske sans, så snart der står “Black Week” med fede typer.
Den store oprydning i det indre lager
Måske burde vi indføre en “Hvid Lørdag”. En dag, hvor vi ikke købte noget som helst, men i stedet kiggede på alle de ting, vi allerede har, og spurgte os selv, hvorfor de ikke er nok. Vi har huse fyldt med gadgets, der skulle gøre vores liv lettere, men vi føler os mere stressede end nogensinde før. Vi har maskiner, der sparer os tid, men vi ved ikke, hvad vi skal bruge den vundne tid til, andet end at kigge efter flere maskiner.
Jeg kigger på min computer igen. Kurven er stadig tom, men overvejelserne kører. Skal jeg købe den airfryer? Skal jeg være en del af den kollektive amnesi? Der er noget trygt ved at være som de andre. Der er noget fællesskabsagtigt i at brokke sig over, at hjemmesiden er nede, eller at varen blev udsolgt for næsen af en. Det er den moderne form for lejrbål, hvor flammerne bare er de blå lys fra vores skærme.
Men jeg tror, jeg lader være. Jeg tror, jeg vil prøve at huske i stedet for at glemme. Huske, at den bedste investering sjældent findes i en tilbudsavis, men i de samtaler, vi glemmer at have, mens vi leder efter den billigste strømtransformer. Vi har brug for en pause fra støjen. Vi har brug for at genopdage glæden ved det, der ikke kan sættes på formel eller nedsættes med tyve procent.
Som en klog mand engang sagde (og nej, det var ikke en marketingchef fra Elgiganten): “Det er ikke den, der har lidt, men den, der ønsker mere, som er fattig.” Vi er måske det rigeste folkefærd i verden målt på antallet af airfryers pr. indbygger, men vi risikerer at blive de fattigste på ånd, hvis vi ikke snart vågner op af vores forbrugskoma.
Jeg lukker browseren nu. Luften i mit køkken er måske ikke så cirkulerende og varm, som den kunne have været med en Ninja Foodi Max, men til gengæld er der ro. Og ro er nok det eneste, man aldrig finder på udsalg på en sort fredag.
Jeg gemte indlægget som kladde. Skulle lige have rettet nogle ting. Nu er klokken 22. Og jeg købte den airfryer… Damn.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
