Der findes steder, hvor man glemmer at kigge efter det vigtigste, fordi man har alt for travlt med at kigge på det nemmeste. I den lille by Blankeby var alle indbyggerne eksperter i at se på det, der var lige foran næsen på dem.
I Blankeby var hver eneste facade malet i de klareste farver, hver eneste havegang var fejet for selv det mindste støvgran, og vigtigst af alt: Enhver borger bar rundt på et lille spejl i lommen. De brugte deres spejle hele tiden. De tjekkede, om deres hat sad præcis, som den skulle, om deres smil var helt symmetrisk, og om der måske var kommet en lille plet på deres fine, nystrøgne skjorter. Hvis man gik en tur ned ad hovedgaden, kunne man høre en konstant lyd af små “klik”, når spejl-etuerne blev åbnet og lukket.
Folk i Blankeby var meget stolte af deres udseende. De mente, at hvis bare overfladen var pæn, så var alt andet også i orden. Men der var én dreng, som ikke helt passede ind. Hans navn var Viggo. Viggo glemte tit at kigge i sit spejl. Faktisk havde han mistet det for flere uger siden, sandsynligvis da han lå på ryggen i det høje græs og kiggede på skyer, der lignede elefanter med vinger. Hans hår stritter til alle sider, og hans knæ var næsten altid grønne af græs, men hans øjne var altid fyldt med nysgerrighed.
En dag, da regnen trommede mod de fine, malede tage, søgte Viggo ly i byens gamle bibliotek. Det var den eneste bygning i Blankeby, som folk sjældent besøgte, for bøger kræver tid, og tid var noget, folk hellere ville bruge på at polere deres knapper. Biblioteket var fyldt med støv og en duft af gamle eventyr, og Viggo elskede det. Han klatrede helt op på det øverste loft, hvor ingen havde været i årevis.
Deroppe, bag en bunke gamle søkort og kasser med glemte briller, fandt han noget mærkeligt. Det lignede et almindeligt gulvspejl, men rammen var anderledes. Den var ikke lavet af guld eller sølv som de dyre spejle i byen, men af mørkt træ, der var udskåret med motiver af rødder, stjerner og små, bankende hjerter. Et tungt, støvet klæde dækkede det meste af glasset.
Viggo trak klædet til side. Han forventede at se sit eget ansigt med de filtrede krøller og den lille klat syltetøj, han vidste, han havde på hagen fra morgenmaden. Men spejlet viste ham ikke det. I stedet så han et varmt, gyldent lys, der bølgede som en rolig sø. Inde i lyset glimtede små billeder af de gange, han havde hjulpet en fugl med en brækket vinge, eller da han havde delt sin madpakke med en, der var sulten.
Han rakte hånden ud og rørte ved glasset. Det var ikke koldt som et normalt spejl, men føltes lunt, som om det havde stået i solen hele dagen. Viggo indså hurtigt, at dette ikke var et spejl, der viste, hvordan man så ud. Det var et spejl, der så ind i hjertet.
Dagen efter besluttede Viggo at tage spejlet med ned på byens torv. Det var ikke let, for spejlet var tungt, men han fik bakset det ned ad trapperne og ud på den brostensbelagte plads, præcis midt i den travle morgentrafik af folk, der var i gang med at tjekke deres spejlbilleder.
“Kom og se!” råbte Viggo. “Jeg har fundet et nyt spejl! Det mest fantastiske spejl i verden!”
Folk stoppede op. De elskede nye spejle. Borgmesteren, en mand med en mave så rund som en julekugle og en vest med sølvknapper, trådte frem som den første. Han rettede på sin store hat og stillede sig foran Viggos spejl. Han forventede at se en mægtig mand med autoritet og glans. Men spejlet viste ham noget helt andet.
Borgmesteren så en tør, grå ørken. Der var ingen planter, intet vand og ingen fugle. Der var kun tomhed, fordi han i så mange år kun havde tænkt på sig selv og på, hvordan andre så på ham. Han var blevet så optaget af sin egen facade, at han havde glemt at plante godhed i sit hjerte. Borgmesteren blegnede og trådte hurtigt tilbage. “Det spejl er i stykker!” hvæsede han. “Det er et fupnummer!”
Men de andre borgere var blevet nysgerrige. Den gamle bagerkone, som altid så træt og rynket ud, og som folk tit gik udenom, fordi hendes forklæde var melet, trådte forsigtigt frem. Hun havde aldrig følt sig pæn nok til de fine spejle i Blankeby. Da hun så ind i Viggos spejl, gav hun et lille gisp fra sig.
Hun så ikke rynker. Hun så ikke mel på kinderne. Hun så en sprudlende have fyldt med de mest fantastiske blomster og frugter. Hver eneste blomst repræsenterede et brød, hun havde bagt med kærlighed, og hver eneste frugt var et venligt ord, hun havde givet til en ensom sjæl. Spejlet lyste så kraftigt op, at hele torvet blev badet i et varmt, lyserødt skær.
En efter en begyndte folk at træde frem. Nogle blev skræmte over det, de så – små grå skyer af misundelse eller kolde isbjerge af ligegyldighed. Men andre fandt ud af, at de gemte på store skatte, som de aldrig selv havde lagt mærke til. Den lille pige, der altid var genert, så en kæmpe, stærk løve, fordi hun havde et modigt hjerte. Den strenge lærer så en varm pejs, der lyste op i mørket, fordi han inderst inde brændte for at hjælpe sine elever.
Det gik op for folk i Blankeby, at man kunne have den flotteste hat i verden, men hvis hjertet var en ørken, hjalp hatten ikke meget. Omvendt betød et beskidt knæ eller en plet på trøjen ingenting, hvis man bar på en solstråle indeni.
Viggo lod spejlet stå på torvet. Han behøvede det ikke selv, for han vidste nu, at det ikke er glasset, der tæller, men de ting man gør, når ingen kigger. Langsomt begyndte byen at ændre sig. Folk holdt op med at bære deres små spejle i lommerne hele tiden. I stedet begyndte de at kigge hinanden i øjnene. De holdt op med at bruge timer på at polere deres facader og begyndte i stedet at plante blomster i deres egne og andres hjerter.
Blankeby var stadig farverig, men nu kom farverne ikke kun fra malingen på husene. De kom fra den varme og det lys, folk bar med sig, fordi de endelig havde lært at se det, der virkelig betyder noget. Og Viggo? Han lå stadig i græsset og kiggede på skyer, men nu gjorde borgmesteren ham nogle gange selskab, og de fandt sammen ud af, at en sky også kan ligne et hjerte, hvis man kigger med de rigtige øjne.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #40 – Skyen der ville være en paraply
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
