Jeg står i Gansu-provinsen, midt i en støvet ørken, og kigger ind i fremtiden, mens vi hjemme i Vesten stadig diskuterer, om Kina overhovedet har opfundet andet end billigt plastik og TikTok-danse. Virkeligheden herude i Gobi-ørkenen er bare en anden – den er science-fiction, der er vågnet til dåd, mens vi sov i timen.
Den vestlige blindgyde af fordomme
Det er en mærkelig følelse at stå her med fødderne i det kinesiske sand og mærke sin egen indre europæer få et gedigent gok i nødden. Vi har en tendens til at se på Kina som en slags gigantisk kopimaskine. En nation, der bare venter på, at vi i Vesten får en god idé, så de kan lave den billigere og dårligere. Men når man står foran Dunhuang Molten Salt Solar Thermal Power Plant, helt konkret 100 MW-anlægget i Fase II, så dør den fortælling hurtigere end en billig batteridrevet legetøjsbil fra halvfemserne.
Det, jeg ser på, er ikke bare energi. Det er magt. Det er vilje. Og det er en teknologisk overlegenhed, som vi slet ikke har fattet rækkevidden af endnu. Mens vi i Danmark bruger årevis på at diskutere placeringen af en enkelt vindmølle, fordi naboens udsigt til en mark måske bliver forstyrret, har de herude i ødemarken bygget et spejlkabinet, der kan få solen til at makke ret – selv når den er gået i seng. Og ja, ørkenen snyder øjet. Afstandene er så voldsomme, at alting først ser mindre ud, end det er. Men tallene lyver ikke. Det her er massivt på en måde, som næsten fornærmer ens vestlige målestok.
Det handler om dannelse. At turde se verden, som den rent faktisk er, og ikke som vi har brug for, at den er, for at vi selv kan føle os vigtige. Vi tror stadig, vi er verdens navle, mens navlen herude i Gansu er flyttet 263 meter op i luften og lyser kraftigere end noget, vi har præsteret i årtier.
200 fodboldbaner af rent lys
Lad os lige få proportionerne på plads, for de er fuldstændig absurde. Vi taler stadig om 100 MW-anlægget i Fase II. Anlægget her består af 12.121 heliostater. Det lyder måske bare som et tal, men det er kun fordi vores hjerner er opdraget i parcelhusmål og parkeringspladser. Lagt sammen dækker spejlene et areal på 1,4 millioner kvadratmeter. Det svarer til cirka 200 fodboldbaner. Og hele grundarealet er endnu mere grotesk. Over 800 hektar. Altså mere end 1.100 fodboldbaner.
Det er netop her, ørkenen narrer én. Det hele står så langt fra hinanden, himlen er så stor, og perspektivet er så brutalt, at øjet tror, det ser noget håndterbart. Det gør det ikke. Jeg står selv derude med mine egne billeder og kan mærke kontrasten helt fysisk. Kameraet forsøger at gøre det pænt. Kroppen forstår bedre, at det er kolossalt. Hvis man skal oversætte det til den universelle måleenhed for alt i dansk journalistik, så er det altså ikke bare et smart grønt projekt. Det er et spejlimperium. Et syn så voldsomt, at man automatisk begynder at lede efter instruktøren på en sci-fi-film, men der er ingen instruktør. Der er kun kinesisk ingeniørkunst og en vestlig selvforståelse, der står og hoster lidt i sandet.
I midten af det hele rejser tårnet sig. Det er 263 meter højt. For at give jer en idé om, hvad det vil sige, så er pylonerne på Storebæltsbroen lavere. Vi taler altså om en konstruktion midt i en ørken, der rager højere op end et af de mest ikoniske højdepunkter i dansk infrastruktur. Og det står der bare og bader i det reflekterede lys fra 12.121 spejle, indtil toppen gløder så kraftigt, at det gør ondt i øjnene at kigge direkte på det.
En termokande med 565 grader varmt salt
Men det stopper ikke ved de mange spejle. Det smarte – og det, der virkelig burde få os til at spærre øjnene op – er “molten salt”-teknologien. Det lyder som noget fra en kemitime i helvede, men det er genialt. Det fungerer som en gigantisk termokande.
I stedet for bare at lave strøm, mens solen skinner (hvilket jo er problemet med de fleste solceller, vi klistrer på tagene derhjemme), så varmer spejlene salt op til 565 grader. Dette flydende salt bliver gemt i enorme tanke. Det betyder, at når mørket falder på over Gobi-ørkenen, og spejlene holder fyraften, så fortsætter værket med at producere strøm. Det kan gemme energi nok til 11 timers fuld drift uden en eneste solstråle.
Det er løsningen på det evige problem med vedvarende energi: Lagring. Mens vi venter på, at nogen opfinder det perfekte batteri, har de her bygget en termokande af dimensioner, der gør, at de kan fange solen 24/7. Det sparer atmosfæren for 350.000 tons CO2 om året. For at sætte det i relief svarer det til den mængde CO2, som over 600 hektar skov ville opsuge. Det er ikke bare symbolpolitik; det er tung, industriel virkelighed.
Vi må ikke sove i timen
Hvorfor skriver jeg det her? Fordi vi i Vesten lider af en form for kollektiv blindhed. Vi har travlt med at moralisere og fortælle andre, hvordan de skal indrette deres samfund, mens vi selv er ved at blive overhalet indenom af nationer, der tænker i generationer i stedet for i fireårige valgperioder.
Når jeg holder mine foredrag om fremtidens kommunikation og teknologi, støder jeg ofte på en skepsis over for AI, Kina og teknologisk udvikling generelt. Folk er bange for, at vi mister vores sjæl. Men jeg vil påstå, at vi mister endnu mere, hvis vi mister evnen til at blive imponeret og lære af dem, der rent faktisk bygger fremtiden.
At stå her i Dunhuang handler om mere end blot solenergi. Det handler om dannelse i sin reneste form: At erkende sine egne begrænsninger og udvide sin horisont. Hvis vi fortsætter med at tro, at Kina er bagud, så vågner vi en dag op til en verden, hvor vi ikke længere er relevante. Ikke fordi de har snydt os, men fordi de har gjort deres hjemmearbejde, mens vi har diskuteret ligegyldigheder.
Den mentale observation fra sandet
Jeg står her med mine egne billeder og en følelse af, at jeg er vidne til noget historisk. Og måske endnu mere: til noget, der prikker hul på vores hjemlige forestilling om, at vi stadig er klodens naturlige overlærere. Kontrasten til de 1.600 år gamle Mogao-huler, jeg lige har besøgt, er total. I hulerne brugte man pensler og tålmodighed på at male Buddhaer til evigheden. Her bruger man spejle og flydende salt til at sikre fremtiden. Begge dele kræver en vision, der rækker langt ud over ens eget liv.
Vi har brug for at genfinde den form for ambition. Vi skal ikke nødvendigvis kopiere alt, hvad der sker her, men vi skal stoppe med at tro, at vi automatisk sidder på sandheden. Verden bevæger sig, og lige nu bevæger den sig rigtig stærkt her i Gansu.
Det er på tide, at vi pudser vores egne briller (eller spejle) og ser virkeligheden i øjnene. Kina har fanget solen, og de har tænkt sig at beholde den. Hvis vi vil være med i legen, kræver det, at vi dropper vores vestlige selvfedme og begynder at tage dannelse og teknologisk indsigt alvorligt igen. Ellers bliver vi bare de her sjove, analoge typer i en digital verden, der har glemt os.
Kilde til de tekniske data: SolarPACES – Dunhuang 100 MW CSP Project
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
