Den politiske bus er kørt af vejen, og mens spinmaskinen kører i højtryk, sidder vi andre tilbage med en dårlig smag i munden. Det her er historien om et projekt, der ville det nye, men endte i de ældste og mest beskidte tricks i bogen, hvor mandater blev forsøgt handlet som var de brugte biler i en kælder.
Når telefonen kimer i sommerferien
Det her bliver et rekordlangt indlæg, som vel mest af alt minder om en lille gratis bog. Men jeg har brug for at gå på sommerferie uden tusinde daglige opkald fra journalister, som jeg alligevel ikke har tænkt mig at deltage i. Der er kommet endnu en bog om Moderaterne, og det kan jeg mærke på min telefon, der altid kimer løs, hver eneste gang bussen tager et sving i retning af rabatten. Jeg følger selvfølgelig tæt med i, hvad det parti, jeg startede, er endt med at være, men jeg har ikke behov for at fodre pressen med nye historier, når de er på fisketur. Jeg afviser gang på gang de forkerte historier, men bekræfter sørme også de gange, hvor jeg kan dokumentere, at en historie er korrekt, og pressen har alle detaljer fra andre kilder. Det er vigtigt, at sandheden kommer frem, men jeg vil ikke være budbringeren. Det, jeg ville ud med selv, er allerede med i den bog, Axel Boisen udgav om mig, Jeppe på Borgen.
Moderaterne leger tydeligt med de demokratiske principper. De behandler folk modbydeligt og har skabt en usund kultur, hvor enhver kritik fra baglandet afvises. Lars er egenrådig og vil endda holde ting hemmeligt for både folketingsgruppen og bestyrelsen, hvilket han selv fortæller på en lydoptagelse. Partiet gradbøjer regler, der giver mulighed for at skjule regnskaber og føre folk bag lyset. Det var ikke det parti, vi ønskede at starte, og det er ikke et parti, der skal lede Danmark, når de ikke engang kan lede sig selv. Forleden fik jeg et opkald fra en journalist, der fiskede efter nyt om Løkke, men sådan fungerer det ikke. Jeg har afvist over halvtreds historier det sidste år, som var ren sladder, men når pressen ringer med håndfaste og sande historier, som jeg kan dokumentere, ville det være at lyve ikke at bekræfte dem. Det, der kommer frem nu, ryster mig, og det viser, at partiet slet ikke bør genvælges.
Omsorgen for den lille pige som dække
Lydoptagelserne fra Mike Fonseca viser ikke bare en villighed til at gradbøje vores demokratiske spilleregler, de viser også selve kulturen. Det viser, hvordan man agerer tæskehold over for dem, der peger på, hvad vi egentlig havde planer om at være, men aldrig blev. Når jeg lytter til ledelsens råhed på de optagelser, får jeg flashbacks til diskussioner undervejs, hvor jeg selv skulle sættes på plads med trusler og anekdoter for at redde partiet fra en dårlig historie. Jeg mindes utallige gruppemøder, hvor alle folkevalgte, der stillede spørgsmål, blev lukket ned af en mødeleder, der aldrig gav samtalerne tid. En Løkke, der bankede hårdt i bordet og råbte af mig, da jeg påpegede, at man ikke bare kan ændre partiets EUpolitik ved et skrivebord for at tækkes en ønsket halvkendt kandidat. Det kræver et bagland og et årsmøde. Den slags gav kun råberi, og med Henrik Frandsens hjælp blev det næsten altid, som formanden krævede. I bakspejlet kan jeg se, at jeg slugte for mange dråber undervejs. Mink, koranlov og store bededag var kameler, jeg lod fare, og det har jeg kun mig selv at bebrejde.
Nu forklarer Britt Bager og Løkke, at de forsøgte at købe Mike Fonsecas mandat udelukkende for at beskytte den lille pige. Det lyder som den rene omsorg, men det var tydeligvis ikke pigen, de ville beskytte. De ville have et mandat og kimede hendes forældre ned med fortællinger om den død og ødelæggelse, der ville følge, hvis ikke de overtalte Mike til at forlade Folketinget. Historien var allerede ude, og det ville blive præcis lige så slemt for pigen, uanset om han blev eller gik. Partiet afslører sig selv her, da deres fokus var på mandatet og ikke på at beskytte et barn. I det sekund Mike ikke makkede ret, gik partiet ud med en voldsom retorik, hvor Monika Rubin ligefrem anklagede ham for grooming. Det splittede os alle totalt, og det viser med al tydelighed, at partiet var ligeglade med pigen i det øjeblik, mandatet var tabt. Hævn og vrede erstattede hensynet.
Løkke og de 43 liv
Lars Løkke har ikke bare kattens ni liv, han er vel på liv nummer 43. Hans form er altid enten at svare udenom, trække en enkelt ting ud af kontekst eller vise den joviale fyr med det skæve smil, der mener, det hele er en storm i et glas vand. Han påstår, at det er sådan, det er at være iværksætter, men jeg kan hilse og sige fra tusinder af rigtige iværksættere, at det ikke passer. Iværksættere har styr på reglerne og kæmper for at skabe noget ordentligt. De køber ikke mandater i kældre. I denne sag, som er alvorlig for folkestyret, joker han sig igennem det, mens han venter på, at vælgerne glemmer det hele igen. Det er dog ikke noget liv, han har fået, det er noget, vælgerne har givet ham.
Der er forskel på at købe underbukser eller flyve for dyrt og på at ryste folkestyrets grundpiller. Der er forskel på at være rå over for en politisk modstander og på at være rå over for sine egne medarbejdere. Det må vælgerne bedømme, men jeg håber, at vi danskere bliver bedre til demokrati og rent faktisk har et ståsted, der ikke kan rokkes af kampagner, men kun af virkeligheden. Resten af persongalleriet er gemt væk, mens Ulla Østergaard og Kirsten Munch Andersen er flyttet til nye poster, og Moderaterne fortsat er utæt som en si. Det er tydeligt, at flere lækker fra hovedbestyrelsen og gruppemøderne, præcis som de gjorde med min egen mail dengang. Intet er ændret i den kultur.
Jon og den famøse million
Senest har både Frihedsbrevet og Berlingske fået alle på sporet af, at Jon Stephensen også skulle være blevet tilbudt en million for sit mandat. Det afviser Britt Bager med, at hun ikke har kunnet få det bekræftet, men jeg ved, at hun ved bedre. Jeg forstår ikke, at partiet tør gå ud med den slags, når vi er en del, der kender historien. Det var ikke kun et møde på en båd, men også et baglokale på Apollo senere, og kronologien til trods er historien rigtig nok. Jeg ved det fra ekstremt troværdige kilder, og jeg kan kun bekræfte, at jeg har hørt præcis samme historie og samme detaljer. Hvor pengene skulle komme fra, ved vi ikke, men vi ved, at Moderaterne som det eneste parti skjulte deres første års regnskab.
Når man har arbejdet med krisekommunikation i årtier, ved man, at spin kan virke, fordi folk glemmer. Men spørgsmålet er, om det er den slags “dygtighed”, vi vil ledes af i Danmark. Da Axel Boisen skrev bogen om mig, dykkede han ned i min dokumentation for at fortælle historien om et naivt politisk projekt, og hvad der sker, når et græsrodsparti møder borgens tykke mure. En politisk kommentator sagde til mig, at jeg var ved at trække strømstikket ud på det køleskab, alle kommentatorer spiser fra, fordi de er afhængige af adgangen til Løkke. Derfor freder man en væremåde, som jeg ikke mener, Danmark skal ledes af. Jeg accepterer ikke folk, der siger, at “sådan er politik”, for sådan behøver politik ikke at være.
Pia Møller Søe og sandheden om medstifterne
Nu er der en ny bog på trapperne, Nu skal det handle om nogen, skrevet af Jakob Kanne Bjerregaard og Pia Møller Søe. Britt Bager og resten af koret forsøger at nedgøre bogen som et partsindlæg fra en “forsmået ekskone”, men det er løgn fra ende til anden. De glemmer helt, at Pia var medstifter af Moderaterne og med helt fra januar 2021 i den inderste kreds. Hun var den allerførste ansatte i partiet, længe før mange af de nuværende ansigter overhovedet var på banen. Hun sad med til alle møder, var på alle mails og skrev med på værdigrundlaget. Hun ved næsten mere, end jeg selv gør, og hun har ikke brug for mig til at fortælle historien om Moderaterne.
Pia har tætte bånd til de medarbejdere, der har mærket kulturen på egen krop, og bogen giver med sikkerhed et svar på, hvorfor det hele er gået så galt. At partiet forsøger at reducere hende til blot at være min ekskone, er et forsøg på at fjerne fokus fra de rystende sandheder, bogen indeholder. Man skal aldrig være bange for sandheden, medmindre der er noget, man ikke er stolt af. Jeg er stadig stolt af det, vi oprindeligt ville, men jeg er lykkelig for ikke længere at være passager på den bus.
Demokrati er besværligt
Bagland er måske træls at skulle forholde sig til, men det er altså dem, der ejer partiet. Som formand er man ikke partiejer eller direktør for en fabrik, man er valgt af medlemmerne. Det var det, vi startede, men alt det, jeg forlod, er nu dokumenteret på lydoptagelser, så alle kan høre, hvordan tingene råbes igennem. Respekt for græsrødderne er det, der bærer et parti, og topstyring må aldrig råbes igennem. Det fungerede måske for femten år siden, men det dur ikke i dag, hvor folkevalgte vælges på deres holdninger og er i daglig kontakt med deres vælgere.
Jeg vil ledes af samtale, debat og ordentlighed, ikke af magtens rå metoder. Den dag vi gradbøjer folkestyrets spilleregler, er det sat ud af kraft. Nu tager jeg på en tiltrængt sommerferie med mine nærmeste, mens jeg lader spinfolket om at rode rundt i grøften med deres klovnenæser. Man kan forsøge at gemme sandheden væk, men før eller siden kommer den altid frem i lyset. God sommer til jer alle.
Fokusord: Moderaterne, Lars Løkke, Mike Fonseca, politisk kultur, folkestyre.
SEO-beskrivelse: Jeppe Søe tager et endeligt opgør med kulturen i Moderaterne i dette omfattende indlæg om mandat-køb, topstyring og brudte demokratiske løfter.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
