Vi er lige landet i Danmark efter fire uger på fortryllende Sri Lanka. Et land, der har været endeligt meget igennem. Stadig stærkt plaget af den tsunami der ramte øen og efterlod en virkelighed med død og ødelæggelse i kølvandet. En stor del af det, de levede af, var og er turismen. Den var langsomt på vej op – da bomber som bekendt dræbte turister i 2019 og vi alle så hjerteskærende billeder – også af tre små kister på dansk grund.
Ligesom de fleste andre overvejede vi også kort, om det skulle ha indflydelse på vores valg af ferieoplevelser – men hvor fanden kan man egentlig tage hen, hvis man vil være helt og aldeles trygge? Vi har forlængst valgt, at vores liv ikke skal påvirkes af idioter. At vi fastholder at besøge de steder, vi altid har drømt om. Og således også Sri Lanka, der nu er mere ramt end før, fordi turister vælger dem fra. Dermed lykkedes det endnu engang terrorister at påvirke et lands demokratiske kamp om fremgang, ved at gå efter strategiske mål og landets indtjening.
Vi havde en helt fantastisk tur. Sri Lanka er stadig en drømme-ø at besøge. Går man efter koraller, er de ødelagt af tsunamien – men strandene er helt fortryllende. Befolkningen glade og ved overraskende godt mod. Vi har set fattigdom mange steder i verden, værst i Kenya og Marokko. Her var det som om fattigdommen var kombineret med modløshed. Og dermed ugidelighed. Hvem orker at kæmpe, hvis der ikke er skyggen af mål forude at kæmpe for.
På Sri Lanka er der en underliggende stemning midt i fattigdommen. Og så er troperne jo fulde af mad på hvert træ, så det er ikke en fattigdom der er udmagrende på samme måde. Og buddhister og hinduer har det også med at smile næsten hele tiden. Også selvom der ikke altid er noget at smile af. Hold da kæft hvor var de dog søde. Og de var vilde med at fortælle. Samtalerne stod i kø.
De fleste spurgte “hvad synes I om vores land”. I starten tænkte jeg det var sådan et eller andet turist-spørgsmål, ligesom “hvor er du fra”, som efterfølges af tre ord de har lært på det pågældende sprog – men ofte er på svensk. Det var det ikke. De virkede virkelig interessede i at vide, hvordan vi så på deres land. Og de virkede endda stolte, når vi synes det var amazing. Sjældent har jeg da oplevet samme stolthed over et land, som her.
Vores januar-ferie er altid med oplevelse og afslapning hånd i hånd. Vi startede derfor med 8 dage i Hikkaduwa, syd for Colombo, hvor vi holdt nytårsaften med de lokale. Lækker strand, skønt hotel, havskildpadder i koralrevet som kiggede helt ind i glasset på snorkeludstyret. Surfing, spændende mad – nogle gange lidt for spændende – serveret med fødderne i det indiske Ocean. Her mødte vi Tony, en lokal fyr vi kom tæt på. Vi ansatte ham en uge til en længere tur op i landet – og han var en fortryllende personlig guide, der fortalte levende om landets kultur og steder. Vi kørte i flere dage gennem bjergene, små og store byer. Vi tog toget fra den ene kongeby til den anden – som man skal, da den strækning er verdens smukkeste. Vi var på Safari, besøgte templer – og det lykkedes sørme også at få lov til at besøge lokale skoler og børnehaver, ligesom vi kiggede ind hos SOS Børnebyerne.
Vi sov på mere eller mindre spændende hoteller, et enkelt lidt for spændende, da vi delte værelset med flere dyr og en indendørs pool, der ikke var skiftet vand i siden den blev bygget. En Pool i et soveværelse i de temperaturer gør ikke noget godt for fugtigheden. Dynerne var våde af hussved. Men hold da op det var skægt at se en masse forskelligt. Der var varaner og aber på terrassen når vi spiste morgenmad – og en kongefugl sad og lurede på vores toast. Der var varaner på vejen, elefanter der stoppede trafikken, køer og slanger – og ørne der kredsede højt i luften for at finde et sted at dykke ned.
Efter en uges tid rundt på øen endte vi igen helt sydpå i Unawatuna, der var mere turistet og besynderligt – men på et hotel med jungle i baghaven, som man gik igennem ned til byens kæmpe strand. Her dykkede vi. Malthe og jeg har kursus og måtte det meste – Villum fik en lille tur også. Vi svømmede, spiste god mad og nød hinanden. Og på terrassen sad vi morgen og aften med dyrelyde fra junglen og talte om ideer til vores firma og en masse andet. Tre dage i Colombo, lidt skuffende og mærkelig by – men dog er der nu flueben på den.
Jøsses det hele var fantastisk. Helt helt fantastisk. Folk, naturen, strandene og vandet. Og familien – der her bare kunne være tæt tæt sammen. Vi landede i aftes i Hamborg og trillede hjemad med jetlag i kroppen. Er man heldig kan man finde gode og billige afgange til Colombo, enten fra Danmark eller Hamborg og når man er dernede koster hoteller ikke en dyt. Det gør alt andet heller ikke. Fire mennesker kunne spise to retter med drikkevarer for 150 kroner på restaurant. En chauffør med bil koster 60$ om dagen, så der kan man se sig omkring. Det er selvsagt ikke billigt at rejse – men i forhold til Mallorca og andre destinationer i højsæson, betaler det sig faktisk at vælge et sted, hvor det nærmest intet koster at leve. Dermed er flyet det dyreste. Og der er som sagt noget at spare, hvor man gider lede længe på Momondo.
Da vi kom hjem var det samme sket som i januar 2019, der var ikke piller nok på fyret, så vi gik fra 34 grader på terrassen til 6-8 grader indenfor. Sov i kedeldragt og nu er der ved at komme varme i hus og kinder igen.
Sri Lanka har mine bedste anbefalinger. Vi skal afsted derned en anden gang, i sommertiden herhjemme er det nordlige Sri Lanka nemlig i deres højsæson, mens det sydlige er i vores vinter – så det skal vi klart have set også. Engang. Lige nu skal vi vænne os til at klokken slår, at vinteren er kold, at det koster over 2 kroner for en sodavand. Der går nok lige et par dage… men vi glæder os også vildt til hverdagen. Gudskelov.















Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






