DER STÅR EN HJEMLØS UDENFOR MIT HOTEL

Jeppe SøeSøeforklaringerSkriv en kommentar

Han vil sælge “Hus Forbi”. De fleste melder bladets navn og passerer. I tavshed. Det er ikke vores bord.

Han ser vildt autentisk ud. Det er utroligt hvad man kan lave nu om stunder. Tøjet har set bedre tider. Til gengæld stort set alle tider. Håret og huen har fundet hinanden i perfekt fedtet forening – og da jeg investerer en for mig ligegyldig sum håndører i hans pamflet, stråler ansigtet og han sender et tandløst smil. Det er næsten som på film.

Jeg bliver altid beruset i København. Ikke af druk. Men af København. Det kunne såmænd være enhver stor by, bare den har plads til forskellighed.

Klokken er over 21. Jeg har siddet på hotellet og forsøgt at få deres “højhastigheds- kvalitets WiFi” til at virke bare nogenlunde, så jeg kunne få lidt fra hånden. Tror ham på værelset ved siden af æder vores båndbredde. Han ser en film lidt for højt. En af de dersens film, som kræver ekstra båndbredde – og som man normalt skruer ned for, så de andre ikke opdager, at man er til sex med dyr. Han er ligeglad, lyder det til. Og han tager mit net. Mens jeg lytter med et glas mod væggen, for at få det hele med.

Glemte fandme aftensmaden. I Restrup Enge havde det efter 20 “bare været ærgerligt” – men her går man bare ud på gaden. Der går nemlig andre. Det myldrer med folk. Og det er endda en almindelig tirsdag! I Restrup har de fleste for længst fundet indenfor på matriklen, da gadelygter er ligeså fjerne som svarene i en spørgetime, og derfor lukker og slukker vi med hønsene. Vi hygger inde. Alene eller med hinanden.

Læs også:  Villums første valghandling

Der er liv på den anden side af den hjemløse. Fortovet er spærret af smidte cykler og de der sølle fortabte udstødte rygere, der står og skutter sig i støvregnen. Smidt ud af cafeen. Eller af lovgivningen. Cafeen er egentlig ligeglade.

Jeg finder en burgerbar. Manden bag disken afventer min bestilling. Der er billeder af maden på væggen. Så kan man bare pege, hvis det er for svært at udtale cheeseburger. Jeg peger tilfældigt. Manden svarer på noget, der minder om dansk. Jeg vælger bare at nikke, selvom jeg ikke fattede en brik. Han skulle jo nødig tro, at jeg var på den der nazi-bølge der kører på plakaterne. Han stikker mig i sukkerfri cola. Konsekvensen af ikke at turde sige fra i tide. Den er i en dåse og han har åbnet den. Orker ikke mere og sætter mig med den sukkerfrie. Blasfemi.

Udover billederne af husets mad er der ikke meget at kigge på. Der ligger et Ekstra Blad. Den er smurt ind i ketchup. Og den er fra igår. Ekstra Bladet. Tørrer op hvor…

Jeg sidder i vinduet på en barstol. Det er så populært med de der vindues-pladser. Det havde jeg ikke tænkt til ende. Det kan til nød gå med kaffekop – men når man skal gnaske en fedtet burger på størrelse med en middelstor håndflade, har man ikke lyst til at være i øjenkontakt med hverken rygere eller den hjemløse. Jeg føler mig som en beskidt mannequin i vinduet på en butik i istedgade, med kinky legetøj da safterne flyder ned ad kinden.

Man skal selv hælde ketchup og remulade i burgeren. Fint skal det være. Det frie valg har virkelig slået igennem, når det bliver så lavpraktisk. Har altid elsket det frie valg og giver den gas med både ketchup og remulade. Opdager for sent, det ikke er remulade. Det er sennep. Må bide det i mig. Man melder ikke hus forbi, når man sidder og ser ud på virkeligheden. Skifter til et bord. Den fornøjelse skal de ikke ha udenfor. Ikke gratis ihvertfald.

Læs også:  BILTOUR18: 2. PIERCING-TERRORISTER, BREIVIK OG EN WIENERSCHNITZEL

Kan ikke anbefale kombinationen af sukkerfri cola og sennep.

Forlader etablissementet. Ham bag disken smiler til mig. Det stivner nok, når han om lidt opdager, at hele dagens fortjeneste er brugt i sennep ved bord 2. Jeg småløber forbi cykler og rygere. Ender i 7/11 hvor jeg havde forestillet mig at investere i en kildevand. Bare for at få den værste sennep ud.

Vand er ikke bare vand. Der er hyldemeter med forskellige former for vand. I alle farver og med en masse forskellige kemiske formler for smag. Ender med en “Fersken” – med efternavnet “antioxidant”. Det lyder lidt som rengøringsmiddel, og bør kunne klare mit gule mund-mareridt. Der er både vitamin C og E i flasken. Alt på samme tid.

Drøner tilbage på Hotel Savoy. Må skrive hvad jeg tænker, inden jeg har glemt det. Mens jeg drikker min fersken-vitamin. Skriver og trykker SLÅ OP og må veeeeente på deres højhastigheds- kvalitets WiFi.

Selv ham med hus forbi har mere kontakt til verden end jeg har. Det har han egentlig også fortjent. Det er jo egentlig alligevel utroligt så lidt vi kan finde ud af nu om dage. Når det kommer til stykket.

/Søe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.