Jeg har selv Meta-brillerne. Med almindelige glas. Ikke kun som solbriller. Jeg bruger dem mest som hørebøffer, til at svare på beskeder uden at tage mobilen frem og til at få viden om det, jeg står og ser på. I Kina og Indien har jeg brugt dem til liveoversættelse. Jeg tager ikke billeder med dem. Kameraet er simpelthen for dårligt.
Det er lidt komisk, at brillen nu bliver behandlet, som om selve stellet er forbrydelsen. Som om moral sidder i hængslet. Hvis bare vi får sværtet et par Ray-Bans hårdt nok, så vender privatlivet tilbage som det var i 1990.
Det gør det ikke. Hvis nogen filmer andre uden samtykke og hænger dem ud, er det dårlig opførsel. Komplet utilgiveligt og det skal kritiseres hårdt. Men et uordentligt menneske kan misbruge alt. Telefoner, skjulte mikrofoner, kameraer i knapper, tasker, bamser, ure, biler og dørklokker, droner, kameraer på huset og deling af billeder uden samtykke. En mobil filmer ovenikøbet bedre, zoomer bedre og gør det uden at lyse. Brillen blinker i det mindste, mens mobilen bare passer sit arbejde i stilhed. Skal vi forbyde mobilen?
Det virkelig mærkelige er den folkelige prioritering. Danskerne lever allerede midt i en overvågning, som mange enten accepterer eller overser, så længe den kommer i pænt design og med en app. Unge viser frivilligt deres position på Snap Map. Kameraer filmer i det åbne rum. Telefoner med fremragende kamera og zoom ligger i alles hænder fra morgen til aften. Samtidig diskuteres chatkontrol, scanning af private beskeder og mere gennemlysning af digital kommunikation med forbløffende lidt folkelig modstand. Det hele glider ofte ned som endnu en teknisk justering, der sikkert er tænkt for vores eget bedste.
Men et par briller, der kan misbruges af enkelte med onde hensigter, udløser straks krav om forbud og moralpanik. Der er altså en grotesk forskel i reaktionen. Den brede og systematiske kontrol af almindelige menneskers digitale liv bliver mødt med et skuldertræk, mens en gadget på næsen pludselig gøres til et teknologisk moralsammenbrud.
Smart glasses er kommet for at blive. Det samme er telefonen. Der findes gode anvendelser. Ansvar skal placeres hos mennesket, ikke hos brillen. Og i forhold til ansvar og digital dannelse, skal vi til at vågne op som samfund – frem for altid at kalde på forbud.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






