STALKERE HAR FRIT SPIL

Jeg har set Station2s udsendelser fra kærlighed til had og har flere gange næsten hulket Stærkt fjernsyn om noget af det mest forfærdelige man kan opleve som menneske Da jeg ikke aner hvad flow tv er længere er det muligt de er sendt for nogen tid siden   men på TV2PLAY er de endnu De beskriver

Jeg har set Station2s udsendelser “fra kærlighed til had” og har flere gange næsten hulket. Stærkt fjernsyn om noget af det mest forfærdelige man kan opleve som menneske. Da jeg ikke aner hvad flow-tv er længere, er det muligt de er sendt for nogen tid siden – men på TV2/PLAY er de endnu.

De beskriver voldtægt mellem kærester, drab og alskens andre forfærdelige ting. Der er en række af tingene der gudskelov tages hånd om i vores retssystem MEN også nogle, hvor det er aldeles håbløst igen at få oprullet.

Et par modige kvinder stiller sig frem og taler om voldtægt fra en eks – og især den ene sag afslører alvorlige fejl fra myndighederne, der gør at hun sidder tilbage som potentiel løgnagtig i sin påstand, trods beviser fra skadestuen der blot aldrig blev skrevet til rapport. Det må der følges op på omgående, så det også i fremtiden betaler sig at melde den slags svineri.

Men mest rystet var jeg over programmet om STALKERE – og der må Søren Pape Poulsen ganske enkelt i sving med omgående gennemsyn på området!

Vi mødte to kvinder, der oplever grotesk chikane og stalking fra deres eks. Trusler, ydmygelser, overvågning, hærværk. Alligevel tager det over et halvt år at få tilhold – og i nogle tilfælde kan et tilhold overtrædes over 100 gange før der gribes ind!!!
Tilbage sidder kvinder i dyb utryghed, fastlåst i frygt med flere hundrede opkald og grumme SMS dagligt – endda med børn, der er inde i samme utryghed.

Hvad fanden i helvede sker der for et samfund, der ikke kan beskytte borgere mod den slags ret beviselig chikane?? Kan vi ikke hjælpe folk med at få fred?

Læs også:
Vi må have Grundtvig i ryggen.

I mine øjne skal et tilhold kunne laves på en enkelt opringning og på et kvarter! Der er for mig ikke skyggen af retssikkerhed i spørgsmålet! Enhver må da have lov til at sige, at de gerne vil have myndighederne til at meddele en mand, at de skal holde sig væk fra hende?

Der går jo ikke skyggen af frihed fra vedkommende, men der er blot givet besked om, at han skal holde sig fra et andet menneske. Det bør være ret nemt og uden problem. Selv hvis det er kvinden som er tosset og ser spøgelser ville et tilhold jo ikke være et problem, da manden så bare kan ryste på hovedet og meddele, at han alligevel aldrig gør det.

Det burde nærmest være ligeså nemt som at blokere et menneske på facebook.

Og når der så er et tilhold, så kan det da ikke være rimeligt at der skal over 100 brud til, før de får en alvorlig konsekvens. Hvem holder vi med? Hvem er det vi beskytter?

Jeg kender ikke til området og har gudskelov ikke været i nærheden af sådan noget. De stalkere jeg har oplevet har ikke været andet end småtossede kvinder med perverse tilbud eller vrede mænd, der angreb en studievært for et eller andet stupidt – pyt med dem, har aldrig følt mig truet.

Men udsendelsen rystede mig især, da den stakkels kvinde med sin datter gang på gang fik deres liv spoleret af en mand, der endda var dømt for de samme forhold i tre tidligere forhold. Han smurte lim i deres nøglehul så de gang på gang måtte tilkalde låsesmed, han udspionerede og sendte SMS med besked om at han vidste hvad tøj de havde på, han hang rørbomber på terrassen og stjal post fra postkassen… Når man selv i de situationer – med en tidligere dømt mand – lader tiden gå – hvordan er det så ikke, når manden er ukendt.

Læs også:
MANDEN DER HAR SNITTET MADONNAER I 42 ÅR

Jeg håber på ny og strengere lovgivning.
Ethvert menneske har fandme ret til at være i fred. Og kan de ikke, må staten hjælpe dem til at få den fred. Det manglede da bare!

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.