Jeg har lige stået en time med nakken bagud. Et sted langt oppe kom en perlerække af små satellitter – den ene efter den anden, som en andemor på vej over Vesterbrogade med sine små.
Jeg har hele mit liv elsket at glo op i intetheden. Som dreng var jeg optaget af det dersens uendelige – som er så pokkers uforståeligt. Alt det, der var her før os og er der efter os. Man bliver så lille – men føler sig også som del af noget større.
Når rumfærgerne skulle sendes afsted sendte DR live hele dagen fra opsendelsen. Jeg sad i stuen med min far og så det hele. Jeg fik lov at blive hjemme fra skole. Det var faktisk bare et billede af en raket – men vi så stædigt på livebilledet fra NASA hele dagen. Da første rumfærge skulle op i 1981, havde DR sat en tekst midt i billedet med tidspunktet for opsendelse. Om fire timer. Jeg sagde til min far, at det var irriterende at den stod midt i billedet. Far sagde til mig, jeg da bare kunne ringe til DR. 10 år gammel ringede jeg til gyngemosen, 2860 Søborg. Jeg fortalte om teksten og blev stillet om. En mandestemme lyttede til mig og sagde “er det der, du vil ha den”. Jeg kiggede ind i stuen – teksten var nu nederst i billedet. Jeg var pavestolt. Tænk at jeg havde medvirket til at opsende en rumfærge.
Det hjælper at blande sig, hvis man synes noget er forkert.
En stjernehimmel er en stillestående oplevelse. Hele vores liv handler om at skynde sig. Vi skal springe på toget, inden det kører. Vi skal nå en masse, inden vi dør. Men glemmer måske at leve, mens vi drøner afsted.
For mig er netop nattehimmelen mit stillestående element. Den bevæger sig ganske vist – eller vi gør – men det går så langsomt, at man oplever et stillbillede af dragende prikker. Det får mit hjerte ned i gear. Jeg glor bare. Og mærker stilheden.
Men der… pludselig… et lysglimt i en øjenkrog. Et stjerneskud.
Selvom man ved med fornuften, at det nok ikke er virkelighed, at en fårekylling med hat og stok lander på ens skulder og giver nyt liv, så ønsker man alligevel. For en sikkerheds skyld. Og så står man der igen og glor.
Indtil man ser en lille ensom prik bevæge sig langsomt over himmelen. Man kigger nærmere efter for at se, om prikken er hvid eller om den blinker. Blinker den rødt og hvidt, vinker man lige til en flok på vej til ferie et sted. Man tænker, gid det var mig. Og får vi nogensinde lov at rejse igen. Men blinker den ikke, er det en sattelit der giver os enten internet, telefon eller måske kan hjælpe os med at finde vej. Please make a u-turn. Vi har vænnet os til det hele. Det naturlige og det menneskeskabte.
Men så i nat. Fulgtes prikkerne ad på den sydlige himmel. 60 små prikker – de første af 12.000 – opsendt af en mand, der har solgt biler på batteri – som en perlerække af små forunderlige landvindinger helt deroppe på verdens tag. Det virkede unaturligt – men ramte mig med et smil. Tænk at vi kan. Og hvad vi kan. Hvis vi vil.
Hernede på kloden sidder vi lige nu i hvert vores hus, fordi en enkelt lille usynlig virus tuller rundt fra dør til dør. Kloden er på pause. Vi kan synes til tider, det hele virker håbløst. Men så – deroppe på nattehimlen er tydeligt bevis på, hvor meget vi egentlig kan, hvis vi vil.
De små prikker på rad gav mig pludselig fornemmelsen af, at det hele nok skal gå. Vi skal nok finde en vej. En udvej. En løsning. Vi er – egentlig – ret kloge og samtidig ikke rigtigt kloge. En god kombination.
Det er klart en anden og ny nattehimmel. Der er noget der bevæger sig og hele tiden siger, at vi er her. At vi findes. På den ene side fantastisk at blive mindet om – på den anden side ærgerligt, fordi mine øjnes himmelflugt til universets fjerneste kroge nu ikke længere er ligeså uforstyrret som før. Det må jeg lære at se igennem. Ligesom når der er reklamer for en Pampers ble midt i en krimi. Så kan man lige tage sig en kort pause, mens andemor passerer på perlerækken – og derefter forsvinde derudaf igen. Ud i det ukendte, hvor vi ikke er. Endnu.
Den sidste prik i toget er lige passeret. Tror jeg. Det er muligt der kommer en vogn, der er sakket bagud. Er forsinket. En lille forsinket lysende prik vi navngiver DSB. Derfor bliver jeg lige stående lidt endnu. Man vil jo nødig gå glip af noget. Og kommer den ikke, bliver jeg i stilheden… flytter enhver tekst på skærmen… og savner min far.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
