Der findes en særlig form for kollektivt selvbedrag i Danmark, som folder sig ud hver gang kalenderen rammer juni. Vi pakker bilen med unger, ugeblade og urealistiske forventninger om “kvalitetstid”. Vi kører mod sommerhuset med en forestilling om, at vi skal sidde i en dækstol og kigge ud over en vild eng, mens vi læser store romaner og genfinder vores sjæl. Men sandheden rammer som en våd karklud, så snart vi drejer nøglen i låsen. Det første, man møder, er ikke duften af hybenroser, men lugten af indelukket kælder og synet af en græsplæne, der i løbet af de sidste to uger har udviklet sig til en uigennemtrængelig jungle, som selv en ekspedition fra National Geographic ville tøve med at træde ind i.
Hvorfor er det egentlig, at vi i hverdagen brokker os over at skulle tømme opvaskemaskinen eller støvsuge bag sofaen, men så snart vi træder ind på matriklen i Odsherred eller Blåvand, transformeres vi til hyperaktive håndværkere? Jeg ser det overalt. Mænd og kvinder, der til daglig sidder i glasbure og flytter Excel-ark eller holder strategiske møder om “synergieffekter”, står nu i knæhøjt ukrudt og kæmper en desperat kamp mod en mælkebøtte-invasion. Det er som om, vi har brug for at bevise noget over for naturen. Eller måske over for os selv.
Græsplænen der er større end Jylland
Jeg har selv stået og kigget ud over min matrikel. Græsset var så højt, at jeg overvejede at købe en flok geder i stedet for at starte benzinmonstret af en plæneklipper. Der er noget dybt ironisk over, at vi bruger vores dyrt optjente feriedage på at pleje en monokultur af græs, som vi alligevel kun bruger til at gå på, når vi skal hen og hente en ny pensel. Men vi gør det. Vi går der i timevis, frem og tilbage, mens tankerne flyder. Det er vel det, man i moderne kommunikations-lingo ville kalde for “mindfulness”, men lad os nu bare være ærlige: Det er hårdt fysisk arbejde, og vi hader det en lille smule, mens vi gør det, for bagefter at prale af det over for naboen over hækken.
Naboen er i øvrigt i gang med at male sit stakit. Det er det samme stakit, han malede for tre år siden, men nu skal det have “den rigtige glød”. Det er her, det danske sommerhusmareridt for alvor viser sit ansigt. Det starter altid med et lille projekt. “Jeg skal bare lige fixe den løse bræt på terrassen,” siger vi til vores bedre halvdel. To timer senere står man i det lokale byggemarked – sommerferiens virkelige katedral – og køber en slagboremaskine, tre liter træbeskyttelse og en ny tagrende, fordi man “alligevel lige så godt kunne tage det hele med”. Jeg har ikke sommerhus mere. Jeg rejser, og lander et sted, der har malet træværket inden jeg kom.
Arbejdslejren forklædt som idyl
Vi taler tit om at finde balancen. Men i sommerhuset findes der ingen balance. Der findes kun “bare lige”. Og det er her, vi mister os selv. Vi arbejder mere i vores ferie, end vi gør på kontoret. På kontoret holder vi pauser, går til frokost og tjekker uret. I sommerhuset arbejder vi fra solopgang til solnedgang, kun afbrudt af korte sekvenser, hvor vi indtager en lunken pilsner og tørrer sveden af panden med en beskidt arbejdshandske. Vi har gjort sommerhuset til en præstationsarena, hvor det gælder om at have det mest velholdte udhus eller den mest snorlige hæk. Vi flygter fra hverdagens stress for at skabe en ny form for stress, der lugter af terpentin og nyslået græs.
Den tabte kunst at lave ingenting
Måske handler det om, at vi har glemt, hvordan man er menneske uden at være produktiv. I vores moderne samfund skal alting have et formål. Hvis vi slapper af, skal det være “aktiv restitution”. Hvis vi går en tur, skal det trackes på et ur. Og hvis vi er i sommerhus, skal vi “lave noget på huset”. Det er som om, vi ikke tør mærke efter, hvad der sker, hvis vi bare sidder helt stille i en time og kigger på en humlebi, der besøger en kløverblomst.
Vi angriber naturen med vores maskiner og vores vilje til orden, fordi vi ikke kan holde ud, at den er ligeglad med os. Græsset gror, uanset om vi slår det eller ej. Stakittet rådner, uanset om vi maler det. Der er en dyb kynisme i systemet, der fortæller os, at vi skal eje, vedligeholde og optimere. Men ånden – den ægte danske sommerhusånd – burde handle om det stik modsatte. Den burde handle om at lade tingene forfalde en lille smule med ynde. Om at acceptere, at edderkopperne også skal bo et sted, og at en mælkebøtte i virkeligheden er en ret flot blomst, hvis man kigger efter.
En bøn om lediggang
Jeg foreslår, at vi indfører en ny regel for resten af juni og juli: Stop arbejdet. Læg penslen fra dig. Lad græsslåmaskinen løbe tør for benzin og lad den stå midt på plænen som et monument over din nye frihed. Vi har brug for at finde tilbage til den tid, hvor sommerferie betød, at man blev væk i en bog, glemte hvilken dag det var, og kun bevægede sig for at flytte sig efter skyggen.
Sommerhuset skal ikke være en filial af Silvan. Det skal være et fristed. Et sted, hvor vi tør være uordentlige, dovne og helt igennem uduelige til praktisk arbejde. For det er i de øjeblikke, hvor vi intet laver, at de gode ideer opstår. Det er dér, vi rent faktisk får talt med vores børn uden at have en hammer i hånden. Det er dér, vi mærker, at vi lever.
Så næste gang du får lyst til at “lige fixe noget”, så sæt dig ned i stedet. Mærk solen på din næse. Lyt til vinden i marehalmen. Og hvis samvittigheden nager, så husk på, at stakittet også står der næste år. Men det gør denne specifikke junidag ikke. Den er her lige nu, og den fortjener bedre end at blive brugt på at male en planke, som alligevel skaller af før jul.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
