Der står de så. 15 papkasser midt i stuen som en slags fysisk punktum for et kapitel, der endte med at handle mere om overlevelse end om politik. De er fyldt med alt det, man skraber til sig på Christiansborg: rapporter, talepapirer, et adgangskort der ikke længere virker, og en hel del støv fra de bonede gulve, der viste sig at være betydeligt mere glatte, end jeg havde forestillet mig. Mens jeg sorterer i minderne, mærker jeg tyngden af det stempel, systemet har forsøgt at banke ned i panden på mig. ‘Hævngerrig’. ‘Illoyal’. Ordene hænger i luften som en billig parfume, man ikke kan vaske af, men jo mere jeg pakker ud, jo tydeligere bliver det, at sandheden om loyalitet er noget helt andet end det, man lærer i et partisekretariat.
Når systemet slår igen
Det er en fascinerende proces at se sig selv blive forvandlet til en karakter i en andens spindokumentation. Da jeg valgte at sige stop og forlade Moderaterne, var det ikke en impulshandling født af et såret ego. Det var kulminationen på en tid, hvor jeg så et arbejdsmiljø, der smuldrede, og en kultur, der handlede mere om at beskytte facaden end de mennesker, der byggede den. Men i det øjeblik man træder ud af rækkerne og peger på de nøgne kejsere, aktiveres en forsvarsmekanisme, der er lige så gammel som folkestyret selv. Man skal gøres til problemet for at fjerne fokus fra de problemer, man peger på.
Lars Løkke og Moderaterne var hurtige til at finde de store pensler frem. At blive kaldt illoyal er i den politiske verden det samme som at blive lyst i band. Det er det ultimative forræderi mod ‘projektet’. Men her opstår det interessante spørgsmål, som jeg har brugt mange timer på at reflektere over, mens jeg har flyttet rundt på kasserne: Hvem skylder man egentlig sin loyalitet? Er det til en formand, der nægter at se sandheden i øjnene? Er det til et parti, der ofrer sit eget bagland for at bevare magten? Eller er det til de værdier og de mennesker, man i sin tid gik ind i politik for at repræsentere?
For mig har svaret aldrig været svært, selvom prisen har været høj. Loyalitet over for et system, der er blevet sygt, er ikke loyalitet – det er medløberi. Og da jeg insisterede på en uvildig undersøgelse af forholdene i sekretariatet, var det ikke for at hævne mig på nogen. Det var fordi ordentlighed ikke er noget, man bare kan skrive i et principprogram og så glemme, når det bliver ubelejligt. Sandheden er bare en besværlig gæst i et politisk projekt, der er bygget på hurtige løsninger og strategisk spin.
Sandheden i kasserne
Jeg graver dybere i en af kasserne og finder notaterne fra de måneder, hvor det hele brændte på. Det er her, jeg møder den barske virkelighed. Jeg kan se mine egne frustrationer nedfældet på papir; kampen for at få ledelsen til at lytte, advarslerne om det dårlige arbejdsmiljø og den voksende erkendelse af, at man hellere ville skyde budbringeren end at fikse fejlen. Det er her, min bog ‘Jeppe på Borgen’ finder sit fundament. Det er ikke en hævnbog, selvom det er det mærkat, de forsøger at klistre på den. Det er et vidnesbyrd.
Når man bliver stemplet som hævngerrig, er det i virkeligheden et forsøg på at delegitimere ens oplevelser. Hvis folk tror, at jeg bare er sur og vil have hævn, behøver de ikke at forholde sig til det faktum, at medarbejdere græd på gangene, eller at en rådden kultur fik lov til at bide sig fast. Det er en klassisk afledningsmanøvre. Men sandheden har det med at være tungere end spin. Den fylder mere, og den er sværere at smide ud.
Hver gang jeg tømmer en kasse og placerer en mappe på mit nye hjemmekontor, genvinder jeg en lille del af mit eget narrativ. Jeg er ikke længere en brik i Løkkes spil. Jeg er Jeppe, der valgte at gå, fordi han ikke kunne se sig selv i spejlet, hvis han blev. At blive kaldt illoyal af et system, der vægter magt over mennesker, ser jeg i dag som en hædersbevisning. Det betyder, at jeg ikke lod mig opsluge. At jeg bevarede min integritet, da det gjaldt mest.
Det nye fundament på hjemmekontoret
At bygge et nyt kontor op handler om mere end bare at samle IKEA-møbler og sætte bøger i alfabetisk rækkefølge. Det handler om at skabe et rum, hvor ordene igen kan flyde frit, uden at de skal godkendes af en kommunikationsafdeling med en skjult dagsorden. Her er der ingen ‘spin-doktorer’, der forsøger at rette i mine holdninger. Her er det refleksionen, der råder.
Jeg har tænkt meget over de mennesker, der stadig sidder derinde bag de tykke mure. Dem, der måske også mærker presset, men som ikke har muligheden for at pakke 15 kasser og gå. Min loyalitet ligger stadig hos dem. Det er derfor, jeg bliver ved med at tale om det, selvom det ville være lettere at tie stille og lade støvet lægge sig. For hvis vi accepterer, at prisen for politisk deltagelse er tavshed om uretfærdighed, så har vi mistet selve fundamentet for vores demokrati.
Det stempel, jeg fik i panden, er ved at falme. Ikke fordi jeg forsøger at vaske det væk, men fordi handlinger taler højere end de mærkater, andre forsøger at give en. Når man ser på de 15 kasser, ser man ikke en mand i opløsning eller en hævner på krigsstien. Man ser en oprydning. En nødvendig proces for at kunne starte forfra på et fundament af ærlighed.
At stå ved sig selv
Der er en mærkelig form for frihed i at have tabt alt det, systemet mente var vigtigt – titlen, adgangen, netværket – og opdage, at man stadig står op. De kaldte mig illoyal, men jeg føler mig mere loyal over for mine værdier nu, end jeg har gjort i årevis. De kaldte mig hævngerrig, men jeg mærker ingen trang til at ramme nogen; jeg mærker kun en trang til at fortælle, hvordan det virkelig var.
Prisen for at sige sandheden i et system af facader er ensomhed i en periode. Men ensomheden bliver hurtigt afløst af en dyb ro, når man opdager, at man ikke længere skal bære på andres løgne. Mens jeg placerer det sidste billede på væggen i mit nye kontor, indser jeg, at flyttekasserne ikke bare var transport af ting. De var en transport af sandhed. Fra de bonede gulve til den virkelige verden.
Nu er kasserne tomme, og de skal til genbrug. Det samme skal de stempler, jeg fik med mig fra Borgen. De hører fortiden til. Fremtiden tilhører de samtaler, vi skal have om, hvordan vi skaber et politisk miljø, hvor loyalitet betyder troskab mod idealer, og hvor kritik bliver set som en gave i stedet for et angreb. For hvis ikke vi tør tale om de mørke hjørner, finder vi aldrig vejen ud i lyset.
Jeg er klar til næste kapitel. Foreløbigt uden fornyet medlemskort, men med samvittigheden i behold. Lige nu er min hjemby i ekstase udenfor, fordi AGF er løbet med guldet for første gang i 40 år. Og min bog om Borgen slutter også med Thomas Helmig og citat fra den sang, der synges på stadion om malaga. Ordene er banale, som meget andet god lyrik er det – og som kun en popsang kan… “Nogle døre må man lukke, før at verden ka’ bli’ større. Jeg slutter fred med det hele. Alle sammen, hver og én, mens jeg venter, åh ja – på at komme hjem igen”.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
