I Ret-Byen vidste alle præcis, hvad klokken var, og hvordan man gik i takt. Men Birk drømte om noget, ingen andre kunne se – og pludselig stod der en stige af stjernestøv midt i alt det grå.
I Ret-Byen var alt, som navnet sagde: helt og aldeles ret. Husene var firkantede kasser uden dikkedarer, og de stod på snorlige rækker som soldater, der ventede på inspektion. Fortovene var grå, vejene var grå, og selv de små blomster i parken var blevet bedt om at vokse i præcis samme højde, så de ikke skyggede for hinanden. Folkene i Ret-Byen var meget glade for deres regler. De vidste altid, hvad der skulle ske i morgen, for det var præcis det samme, som der skete i går. Hvis man spurgte en voksen i Ret-Byen, hvad de drømte om, svarede de som regel: “Jeg drømmer om, at bussen kommer til tiden,” eller “Jeg drømmer om, at min blyant ikke knækker.”
Men Birk var ikke som de andre. Han boede i et lille loftsværelse øverst oppe i et af de mest firkantede huse, og her havde han en hemmelighed. Birk samlede nemlig på “utænkte tanker“. Det var de tanker, som de voksne havde glemt at tænke færdig, fordi de havde for travlt med at gå i takt. Han fandt dem i krogene bag radiatorerne, i duften af regn på en varm sommerdag og i den mærkelige stilhed, der opstår, lige før man griner. Birk lagde de utænkte tanker på små glas, og om natten lyste de med de mærkeligste farver – farver, der slet ikke fandtes nede i de grå gader.
En aften sad Birk og kiggede ud af sit vindue. Han hørte tit de voksne tale om at være i “den syvende himmel”. Det betød vist, at man var rigtig glad. Men Birk tænkte: “Hvorfor stopper de ved nummer syv? Hvad nu hvis der er en ottende? En himmel, som ingen har opdaget endnu, fordi de har haft for travlt med at kigge ned i deres snørebånd?”
Han besluttede sig for, at han ville finde den ottende himmel. Men man kan ikke bare tage en bus til en himmel, der ikke er tegnet på kortet. Han vidste, at han måtte bygge sin egen vej derop. Han fandt alle sine glas med de utænkte tanker frem. Der var tanken om, hvordan det føles at flyve som en mælkebøtte, og tanken om, hvorfor tidsler egentlig er så vrede, og tanken om en sang, der kun kan høres under vand. Da han lukkede op for glassene, begyndte de forskellige farver at hvirvle rundt i hans lille værelse. De blandede sig til det fineste, mest glitrende stjernestøv, Birk nogensinde havde set.
Birk begyndte at væve stjernestøvet sammen. Han brugte ingen hammer eller søm, for man kan ikke bygge en drøm med jern. Han brugte sin fantasi til at knytte små knuder af lys. Hver gang han tænkte på noget, der var helt skørt og umuligt – som en giraf med rulleskøjter eller en sky lavet af candyfloss – blev stigen lidt længere.
Næste morgen, da solen stod op over de grå tage i Ret-Byen, skete der noget mærkeligt. Midt på det store torv, lige foran rådhuset, stod der en stige. Men det var ikke en stige af træ eller metal. Den var gennemsigtig og glitrende, og dens trin så ud til at være lavet af frosne nordlys. Den startede nede på de kedelige brosten og fortsatte lige op gennem den blege morgenluft, indtil den forsvandt helt oppe i skyerne.
Folk i Ret-Byen stoppede op. De glemte helt at gå i takt. Borgmesteren kom ud med sin store målestok og prøvede at måle stigen, men målestokken gled bare lige igennem de lysende trin. “Det her er ureglementeret!” råbte han. “En stige uden bagkant og uden gelænder? Den står ikke i planen! Hvor fører den hen?”
Birk trådte frem fra mængden. Han var ikke bange, selvom alle de voksne kiggede på ham med deres alvorlige, grå øjne. Han vidste, at de slet ikke kunne se den rigtige stige. De så bare noget rod i luften, fordi de ikke turde tro på den ottende himmel. “Den fører derop, hvor man må være lige præcis det, man er,” sagde Birk stille. “Også selvom man er den eneste.”
Han satte sin fod på det første trin. Det føltes varmt og kildrende, som at træde på en solstråle. Folk gispede, da Birk begyndte at klatre. For dem så det ud, som om han svævede i den tomme luft. Højere og højere klatrede han, forbi de firkantede skorstene, forbi de vaskede vinduer og helt op, hvor de grå gader lignede små blyantsstreger på et papir.
Jo højere Birk kom op, jo mere ændrede verden sig. Skyerne var ikke længere hvide og kedelige. De var lyserøde og guld, og de smagte af vaniljeis, når han trak vejret dybt. Han klatrede forbi den første himmel, hvor fuglene sover, og den anden, hvor vinden bliver lavet. Han klatrede gennem den syvende himmel, hvor alt var pænt og rart, men han stoppede ikke. Han ville videre. Han ville finde det sted, hvor de vildeste drømme bor.
Pludselig stoppede stigen. Birk stod på det øverste trin, og foran ham åbnede den ottende himmel sig. Det var det smukkeste, han nogensinde havde set. Her var øer, der svævede i luften, og vandfald af flydende stjernelys, der løb opad i stedet for nedad. Træerne voksede ikke blade, men små sæbebobler, der sang, når de brast. Her var ingen firkanter og ingen regler for, hvordan man skulle se ud eller gå. Birk så en lille hund med vinger, der legede med en sky, og en blomst, der skiftede farve, hver gang han blinkede.
I den ottende himmel følte Birk sig for første gang helt hjemme. Han mærkede, hvordan hans eget grå tøj langsomt begyndte at få farve. Hans venstre ærme blev himmelblåt, og hans bukser fik mønstre som fjerne galakser. Han forstod nu, at den ottende himmel slet ikke var et sted, der lå langt væk. Det var et sted, der altid havde været inde i ham selv – han havde bare haft brug for stigen for at finde det frem.
Han løb rundt på de bløde skyer og legede med de mærkelige væsner. Han opdagede, at her kunne han tænke de største og skøreste tanker, uden at nogen sagde, at det var forkert. “Jeg kan være en opdagelsesrejsende i min egen fantasi,” tænkte han og smilede så bredt, at det næsten nåede hans ører.
Men Birk vidste, at han ikke kunne blive i den ottende himmel for evigt. Han kiggede ned mod Ret-Byen, der lå dernede som en lillebitte grå kasse. Han tænkte på de andre børn, der stadig gik i takt og aldrig så op mod skyerne. Han ville gerne vise dem, at der findes noget andet end gråt.
Han fandt en lille, lysende stjerne i græsset – eller det, der lignede græs, men som føltes som blødt fløjl. Han tog stjernen i sin hånd og begyndte at klatre ned ad stigen igen. Da han nåede jorden, var stigen væk. Den var smeltet tilbage til stjernestøv, så snart hans fødder rørte de grå brosten.
Folk i byen stimlede sammen om ham. De pegede på hans farvestrålende tøj og rystede på hovedet. “Hvor har du været?” spurgte de. “Og hvorfor ser du så mærkelig ud?”
Birk svarede ikke. Han så en lille pige, der stod lidt for sig selv. Hun lignede en, der også havde gemt på en utænkt tanke eller to. Birk gik hen til hende og åbnede sin hånd. Derinde lå den lille, glitrende stjerne fra den ottende himmel. “Her,” sagde han og rakte hende den. “Den er til dig. Hvis du kigger længe nok på den, kan du se stigen.”
Pigen tog forsigtigt imod stjernen. Da hendes fingre rørte det varme lys, skete der noget magisk. Hendes grå kjole begyndte at få små lyserøde prikker, og hendes øjne lyste op som to små sole. Hun kiggede op mod himlen og smilede. Hun så måske ikke en stige endnu, men hun vidste nu, at den var der.
Birk vidste, at Ret-Byen nok aldrig ville holde op med at være firkantet. Men han vidste også, at man ikke behøver at være en firkant, bare fordi man bor i en kasse. Man kan bære sin egen ottende himmel med sig overalt, så længe man tør drømme om det, ingen andre har tænkt på endnu.
Og sådan gik det til, at farverne langsomt begyndte at sprede sig i Ret-Byen. En efter en begyndte børnene – og endda et par af de voksne, der havde glemt at være så alvorlige – at finde deres egne stiger. De lærte, at det smukkeste i hele verden ikke er at gå i takt, men at finde sin helt egen melodi og danse til den.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Onkel Jeppes læsebod #30 – Drageviskeren fra det glemte bibliotek]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
