STILLEZONE – ET RULLENDE KAPEL

Det her skulle jeg da ALDRIG ha gjort. Her er total ro. Næsten andægtigt. Som et rullende kapel, hvor kisten snart rulles ind i midtergangen. En afløser for den vogn med guf, der i gamle dage ramte dig på skinnebenet. Jeg har stadig ar. Medpassagerer ligner tavse voksdukker. Man bliver nakkeskudt hvis man nyser.

En henna-farvning har helt klart taget overhånd. Jeg kan egentlig godt se det frække pippi-agtige i den røde farve på toppen. Ikke ibi-pippi, men hende med hesten. Det kan dog overdrives!

Hende her stod på i Hobro. Godt 35 år. Henna var super hot i 60'erne. Det er kun på efterskoler, det stadig lever. Og i Hobro. Der oppe er farven til gengæld ekstra koncentreret. Næsten som at bære socialdemokraternes logo som hat. Vi skal videre.

Hende overfor mig er minimum 60. Hendes hår er leverpostej som mit eget. Men med et herligt tydeligt hjemmelavet twist af lyse striber. Hjemmelavet afsløres altid af, at der er flest striber foran. Hvor man kan nå.

Husker i dem? Jeg havde dem i 80'erne. Købte et sæt med dum gummihætte og hæklenål. Trak håret ud af de små huller, smurte radioaktivt syre på og sad så i 30 kløende minutter og lignede en forsømt teletubbie i gang med at bore skifer. Det forsatte jeg med at ligne, da hætten blev taget af. Længe. Til lortet voksede ud og delte frisuren midtpå hovedet i kridhvid bund og mørk top.

Sådan ser hende her ikke ud. Hun er stadig en friskmalet teletubbi. Det har aldrig været kønt. Og så stod hun faktisk på sammen med mig i Aalborg! Det hår. I en metropol. Det fattede jeg ikke i min fordomsfulde verden. Indtil hun skulle af. I Randers.

Henna-tøsen sidder og taler med en fyr, der hedder Kent. Det er mest ham der taler til hende. Med mellemrum. Hun har noget, hun konstant skal se ud af vinduet.

Han er fra København. Den slags kan man høre. Især da han allerede ved Randers udbryder "Jylland er faktisk ret lang". Jeg kom til at sprutte af grin, men lod som om det var noget på min mobil. Henna grinede ikke, men gav ham stiltiende ret. Det er jo også en stillekupe.

Kent har tydeligt ikke opfundet den dybe tallerken. Heller ikke den flade. Han er sådan en, der pludselig udbryder "kæft en skoddag, mand" i ønsket om, at nogle siger "hvad da, søde".
Lidt som dem der skriver en status på Facebook alla "åh nej, nu igen" eller "æv, det var så den tur". Så sidder man der som "ven" og tænker, kommer der mere? Er hun selvmordstruet? Eller er ensomheden bare så stor, at du trænger til en masse venner der i panik skriver "åh nej, hva nu søde. Tænker på dig. Knuzzer".
Typisk er det jo bare fjernsynet der er gået ud. Paradise er på Kl 12. Nu skal du igen ringe til Peter og hende Lissi.

Nå men. Sådan en er Kent. Når man møder den slags, tænker man altid, om demokratiet virkelig kan kapere, at alle skal have stemmeret. Han har tre gange forsøgt at få Hennas opmærksomhed med de der "fuck altså" udråb. Jeg må til hendes ros sige, at hun er en stolt tøs. Der skal mere end et højt suk til, for at score hende. Hun kigger ud af vinduet. Overholder stille-reglen.

Jeg har snuppet Metro Express på stationen. Den er mere avis end montecarlo er tv. I mangel af bedre altså. Da jeg slår op i avisen larmer papiret helt vildt i det her rullende kapel. Man kigger lige rundt, om der er lynchstemning. Efter min sidste status skal jeg jo passe på ikke selv at bryde togets uskrevne lovgivning.

Jeg kan jo se, hvordan folk reagerer på Kents høje suk. Det gør man bare ikke herinde! Man passer sig selv og kigger olmt på de, der ikke forstår det fællesskab vi her har i logen.

Hende den lyse stribe forsvarede ihverfald territoriet! Når Kent sagde noget forandrede hun sit blide milde ansigt, på en måde som kun kvinder kan, og omdannede det til en tro kopi af Woldemort, med et twist af striber, der gustent nedstirrede Kent. Hun kan jo selvfølgelig ikke tale vredt til ham midt i vores kollektive stille begravelse.

Nu er striben jo stået af i Randers. Gad vide om det så overgår til mig at holde standarden i logen højt? Jeg er den ældste i kupeen. Jeg kan ikke lave en Woldemort som striben kunne – men prøver at sende et Frank Aaen-ansigt afsted, som jeg normalt bruger når indre mission ringer på. Og til fastelavn.

Kent fatter ikke en dyt. Og Henna vil ikke ha et. Dyt. Derfor er han nu på telefonen. iPhone 6. I guld. Sefølig. Maskulint Kent. Meget maskulint.

Toilettet er gået i stykker. En plade vælter ned på knæet når man sidder ned. Der er frit udsyn til en boks der blinker. Og nogle ledninger. Burde man ringe til nogen? Jeg mener, hvis det er en bombe bliver stillekupeen da virkelig rasende. Bør man som logens ældste afmontere den selv, ledning for ledning. Den ser ud som om, den hører til. Den er DSB agtig. Ligesom sporarbejdet på Fyn, der gør at vi skal regne med 30 minutters mere lidelse. Og så er den lidt snasket at røre ved.

Lidt ligeså snasket vægmaleriet er at se på i kapellet. Hvem har dog tænkt, at noget menneske trives bedst med en grøn baggrund, opdelt i firkantede og trekantede felter, med lidt streger tilfældigt kastet på, med barnehånd fra gul stue. Selv Per Arnoldi ville krybe til korset og indrømme, at det var lige lovligt enkelt løst.

En passager spørger togkonduktøren hvor man kan købe kaffe. Automaterne er nemlig installeret men slukket i toget. "Man skal købe i 7/11", oplyser hun. "Det er bleven udliciteret ud fra os til dem", formuleres det. Den retning går det jo. "Hvilken vogn er de så i", spørger kunden. Man blir træt.

Tilbage i sædet. Et hvil inden dagens møder måske. Nu der er ro. Blunder kort, "DING DONG – vi gør venligst opmærksom på at bagage ikke må stå i midtergangen". Jeg kigger forbløffet op – stilheden brydes vel kun i absolutte nødsituationer. Kan kisten nu ikke komme frem? Men der er ingen bagage. Det var sådan en automatisk ting, der skal vække os hvert tiende minut. "NÆSTE STATION". DING. "VELKOMMEN OMBORD". DONG. "BAGAGE MÅ IKKE…" BOING "SPORARBEJDET…"

Selv Kent er dybt rystet. "Hold nu kæft", siger han og tager jakken over hovedet. Woldemort ville have nydt dette sekund, hvor selv Kent ønskede ro. Fra mig får han medlidenhed. Der er langt til København. Når Jylland også er så langt.

Jeg elsker forskellighed og jeg nyder at møde forskellige mennesker. Det misforstod mange sidst. Fred være med dem. De må videre. Problemet er netop, at vi ikke mødes mere. Vi er et samfund, men har ikke fundet sammen. Vi sidder online og på telefonen og taler med alt det derhjemme, selvom vi er taget ud. Som om vi frygter at opleve noget nyt.

Jeg vælger ALDRIG stillekupe igen. Både fordi jeg jo netop gerne vil lytte og snakke med livet – og fordi jeg stadig er på side 2-3 i avisen, fordi jeg ikke tør bladre midt i andagten.

Woldemort er væk. Henna stod af i Vejle. Kent sover. Æret være hans minde. Amen.