Langt oppe over de højeste bjerge, der hvor luften smager af vaniljeis og skyerne er bløde som nyvaskede dyner, boede en lille mand ved navn Glimmer-Gorm. Han var ikke en helt almindelig mand, for han havde det vigtigste job i hele galaksen. Han var nemlig Stjernerysteren.
Hver eneste aften, præcis når solen var gået ned og havde trukket sit orange tæppe med sig, kravlede Glimmer-Gorm ud på sin yndlingssky. Med sig havde han en stor kost lavet af månestråler og en lille sølvklokke. Hans opgave var at ryste alle stjernerne fri for dagens støv. For ser du, i løbet af dagen lægger der sig et fint lag af hverdagsstøv på alt det, der glimter – det er støv fra biler, der har travlt, fra folk der glemmer at smile, og fra fjernsynsskærme, der lyser alt for kraftigt. Hvis Glimmer-Gorm ikke rystede stjernerne, ville de til sidst holde op med at lyse, og så ville natten blive lige så sort som indersiden af en gammel støvle.
En tirsdag aften skete der dog noget mærkeligt. Glimmer-Gorm stod og rystede den store Nordstjerne, men uanset hvor meget han ruskede i den, forblev den mat og grå. Den lignede mest af alt en kedelig rullesten, der var faret vild i mørket. Glimmer-Gorm sukkede så tungt, at en lille regnsky ved siden af ham begyndte at småtude. Han følte sig træt. Måske var der ingen, der kiggede op længere? Måske var stjernerne blevet ligeglade, fordi menneskene alligevel bare kiggede ned i deres små firkantede telefoner?
En pige med kig på evigheden
Nede på jorden, i et lille hus med grønt tag og en have fuld af vilde hindbær, boede Mia. Mia var en pige, der altid havde lommerne fulde af spændende ting som flade sten, mærkelige blade og en enkelt gang en meget forvirret bille. Mens alle andre i byen var i gang med at børste tænder eller se nyheder, sneg Mia sig ud på sin altan. Hun havde nemlig opdaget, at Nordstjernen så lidt træt ud.
Mia vidste godt, at når noget er træt, har det brug for hjælp. Hun fandt sin gamle lommelygte frem, den som hun brugte, når hun læste under dynen, og begyndte at blinke op mod himlen. Tre korte blink, tre lange og tre korte igen. Det var den hemmelige kode for: “Jeg ser dig, og du er vigtig”.
Oppe på sin sky spærrede Glimmer-Gorm øjnene op. Han så det lille lys dernede fra jorden. Det var ikke et lys fra en lygtepæl eller en bil. Det var et lys med et hjerte bagved. Han rettede ryggen og mærkede med ét en varme sprede sig helt ud i sine sølvfarvede fingerspidser.
Kunsten at ryste posen – eller stjernen
Glimmer-Gorm tog fat i Nordstjernen med begge hænder. Han vidste nu, at det ikke bare var støv, der tyngede den. Det var ensomhed. Han begyndte at nynne en gammel melodi, som hans oldefar, en gammel kometstøvsuger, havde lært ham. Han rystede ikke bare stjernen; han dansede med den. Han svang den rundt i store buer, så den tegnede striber af lys over himlen, og pludselig sagde det pling!
Nordstjernen eksploderede i det smukkeste, klareste lys, man kan forestille sig. Støvet hvirvlede væk og forvandlede sig til stjerneskud, der dryssede ned over hustagene. Mia klappede i hænderne nede på altanen, og Glimmer-Gorm vinkede med sin kost. Han vidste nu, at så længe der var bare én person som Mia, der huskede at kigge op og sende et lille lys af sted, så ville hans arbejde aldrig være forgæves.
Han fortsatte hele natten med at pudse og ryste hver eneste lille prik på himlen, indtil hele universet lignede en nypudset stue før en stor fest. Han vidste nemlig noget vigtigt: Vi har alle brug for at blive rystet lidt engang imellem for at huske, hvor meget vi egentlig kan lyse.
Da de første solstråler begyndte at kildre Glimmer-Gorm i næsen, lagde han sin kost på plads under skyen og lagde sig til at sove med et smil. Han vidste, at næste nat ville Mia igen stå klar på sin altan, og så længe de passede på hinanden – ham deroppe og hende dernede – ville mørket aldrig vinde.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Skyggehestens natlige galop
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
