Langt ude på den anden side af de bjerge, der er lavet af blødt skumfidus-græs, og endnu længere væk end den flod, der løber med flydende hindbærbrus, findes et sted, som kun de vildeste hjerter kender til. Det er her, alle de historier, vi nogensinde har fortalt hinanden, bor, når de ikke er travlt optaget af at blive læst højt i en hyggelig seng under en varm dyne. Dette sted kaldes Hjertekammerets Have, og det er her, Silas Stjernekigger har sit helt særlige arbejde. Silas er ikke ret stor, faktisk er han ikke meget højere end en mellemstor termokande, men hans skæg er så langt, at det ligner halen på en komet, og det glimter med små, ægte stjerner, hver gang han griner. Silas har en meget vigtig opgave, for han er nemlig den, der holder øje med, at alle verdens drømme og eventyr bliver passet godt på, så de aldrig løber tør for magi eller glemmer, hvordan man kildrer i maven på en god måde.
Silas stod denne morgen i sit tårn, der er bygget af gennemsigtige krystaller, som skifter farve alt efter, hvilket humør vejret er i. Han kiggede ud gennem sit store, gyldne teleskop, der ikke kigger på planeter, men på menneskenes verden. Gennem linsen kunne han se små lysglimt, der skød op fra jorden som usynlige raketter. Hvert eneste lysglimt var et barn, der lige nu sad og fandt på noget helt utroligt. Han så Malthe, der i sin stue havde bygget et slot af sofapuder og nu var helt overbevist om, at hans hund var en farlig, men meget venlig drage. Han så Mia, der sad i haven og talte med en mariehøne om, hvordan det mon føltes at have prikker på ryggen. Og han så Villum, der lå under sit sengetæppe med en lommelygte og forestillede sig, at han var kaptajn på et skib lavet af gamle aviser, der kunne sejle på mælkevejen. Alle disse små lysglimt fyldte Silas med en helt særlig varme i maven, og han vidste, at det var tid til at gøre noget helt særligt.
Silas vidste nemlig noget, som vi voksne nogle gange glemmer at fortælle. Han vidste, at uden alle de vilde hjerter – de hjerter, der tør tro på, at alt kan lade sig gøre – så ville magien i Hjertekammerets Have visne og blive til gråt støv. Han besluttede derfor, at det var på tide at sende en kæmpe tak tilbage til alle børnene. Han fandt sin store sølvfløjte frem, som kan lave lyde, der kun kan høres af dem, der stadig tror på enhjørninger og flyvende cykler. Han piftede en lang, krøllet tone, og øjeblikkeligt begyndte tingene i haven at røre på sig. Fra skovens dyb kom en stor, prikket drage luntende, mens den prøvede at lade være med at nyse ild, fordi den var så spændt. En lille kat med vinger, der lignede små stykker candyfloss, landede på Silas’ skulder, og en gående tepotte med små, tynde ben kom løbende så hurtigt, den kunne, mens den fløjtede af bar glæde.
Silas samlede alle de magiske væsner omkring et stort lejrbål, der ikke brændte med almindelig ild, men med lyset fra alle regnbuens farver. Han fortalte dem, at de var her, fordi de skulle hjælpe med at sende en hilsen til Villum, Malthe, Mia og alle de andre vilde hjerter, der hver dag holder liv i eventyrene. Dragen kiggede ned i flammerne og sagde med en dyb, men meget blid stemme, at han var så glad for, at nogen stadig turde forestille sig, at han elskede varm kakao med ekstra mange skumfiduser, for det gjorde han nemlig. Tepotten nikkede ivrigt og sagde, at hun var taknemmelig for, at børn vidste, at tepotter også kan have eventyrlyst, selvom de for det meste bare står i et skab. Sammen besluttede de sig for at lave en kæmpe fest, som skulle mærkes som et lille, varmt kram i hjertet hos alle de børn, der lukkede øjnene og drømte den nat.
De gik i gang med at forberede den største tak, verden nogensinde havde set. De rejste ned til den gyldne springvand midt i skoven, hvor vandet ikke er vand, men flydende latter, der bobler og sprutter, så man slet ikke kan lade være med at smile, hvis man bare står i nærheden af det. Her byggede de tusindvis af små papirbåde i alle mulige farver. Nogle var røde som jordbær, andre var blå som en sommerhimmel, og nogle var endda stribede som en cirkusvogn. På hver eneste båd skrev de med usynlig blæk navnet på et barn, de ville takke. Silas skrev “Villum” på en båd med store sejl, så han kunne sejle hurtigt på sine drømme. Han skrev “Mia” på en båd fyldt med blomsterstøv, så hendes fantasi altid ville dufte dejligt. Og han skrev “Malthe” på en båd, der var ekstra stærk, så han altid kunne føle sig modig.
Da solen begyndte at gå ned i vores verden, og stjernerne begyndte at tænde deres små lamper, satte Silas og hans venner alle bådene ud i springvandet. Vandet af flydende latter førte bådene ud på en flod af lys, der løb direkte op mod nattehimlen. Her blev de til små, lysende hjerter, der fløj afsted som en sværm af magiske ildfluer. Silas stod i sit tårn og vinkede, mens han så de tusindvis af takkehilsner forsvinde ud i mørket. Han vidste, at hver gang et barn i nat ville vende sig om i søvne og smile, så var det fordi, en af bådene var landet i deres drøm. Det var en tak for, at de tør se verden med vilde øjne. En tak for, at de ved, at en papkasse kan være et rumskib, og at en gren kan være et magisk sværd.
Da den sidste båd var sendt afsted, blev der helt stille i Hjertekammerets Have. Silas Stjernekigger satte sig ned og tørrede en lille tåre af glæde væk fra sit skæg. Han vidste, at så længe der findes børn, der tør bevare deres vilde hjerter, så vil verden aldrig blive kedelig eller grå. Han lagde sit teleskop fra sig og kiggede op på den store måne, der lignede en skive frisk ost. Han vidste, at i morgen ville der komme nye lysglimt fra jorden, nye drømme og nye eventyr, som han skulle passe på. For det er nemlig sådan med det umulige – det er kun umuligt, indtil der er et barn, der beslutter sig for, at det er muligt. Og i det øjeblik bliver verden lidt større, lidt sjovere og meget mere magisk for os allesammen.
Så når du lægger dig til at sove i aften, skal du huske at lytte rigtig godt efter. Måske kan du høre den svage lyd af en sølvfløjte i det fjerne, eller måske mærker du et lille puf af flydende latter i din drøm. Det er bare Silas, dragen og den gående tepotte, der kigger forbi for at sige tak, fordi du er præcis, som du er, og fordi du aldrig lader dit vilde hjerte falde i søvn. For uden dig ville krystalslottet falde sammen, og stjernerne i Silas’ skæg ville gå ud. Du er den vigtigste del af ethvert eventyr, og derfor skal du love mig altid at tro på, at det næste hjørne gemmer på noget helt fantastisk.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Villum og fløjten der kunne kalde på dyrene
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
