Jeg så et politisk interview, hvor ordene var så glatte, at man næsten fik lyst til at lægge grus ud på skærmen. Regeringen har slettet sætningen om, at Danmark er et kristent land, fra sit grundlag. Væk. Som om retning bare var pynt.
Samtidig har Lisbeth Bech-Nielsen fra SF kaldt folkekirken splittende. Hun vil hellere have storytelling. Fodboldklubber. Boligforeninger. Den slags. Det lyder hyggeligt. Det er det også. Lidt på samme måde som saftevand er et beredskab. Det mest opsigtsvækkende er stadig, at modstanden kom fra Frederik Vad i Socialdemokratiet. Han sagde fra. Det klæder ham. For der er trods alt forskel på at opdatere et sprog og at afmontere sit fundament. Det her handler ikke kun om kirke. Det handler om rygrad.
Uenighederne i udlændingepolitikken er ikke bare teori. De har allerede vist sig helt konkret. I Europa-Parlamentet. I Københavns Kommune. Ikke som små fodnoter. Men som virkelige sammenstød. Facaden holdes oppe med pressemeddelelser og stive smil. Men fundamentet er revnet. Man kan godt male hen over en sprække. Man kan bare ikke bo i den ret længe.
For nogle politikere vejer drømmen om ministerbilen og de bløde sæder tungere end de værdier, de gik til valg på. Så længe døren lukker blødt, og chaufføren ved, hvor man bor, må retningen godt forsvinde. Når man sletter kristendommen fra regeringsgrundlaget, sletter man ikke bare en sætning. Man sletter også sin egen retning. Og så står man der og taler om åndelig oprustning med samme glød, som andre bestiller en lun kyllingesalat i loungen. Tom snak. Tomme kalorier. Ren storytelling uden substans.
For splittelsen betyder i praksis, at intet sker. De store ord bliver aldrig til handling. Ingen tør tage den store samtale. Ingen tør sige, hvad landet hviler på. Ingen tør risikere den gode stemning, hvis det betyder, at bilerne måske kører fra dem. Så man vælger varm luft. Det er billigere end mod.
Der tales meget om forsvarsvilje for tiden. Fint. Men her er det jo ikke teori. Forsvarets Efterretningstjeneste peger på en aktuel hybridkrig. På påvirkning. Pres. Angreb under tærsklen for det klassiske militære opgør. Det er her, forsvarsviljen bliver konkret. Og vi har intet at forsvare, hvis vi glemmer, hvem vi er. Ingen dør for en velfærdsydelse. Ingen går i krig for en gratis tandrensning og lidt kortere ventetid i borgerservice. Man dør kun for noget, man har kært. Noget, man hører til i. Noget, der stikker dybere end selvbetjening og refusionsskemaer. Forsvarsvilje kræver rødder.
Undskyld, Grundtvig. Hele æren til ham. Han sagde det præcist: Menneske først, kristen så. Det er ikke en afvisning af kristendommen. Det er dens rette placering i menneskelivet. Først mennesket. Så troen. Men stadig troen. Stadig arven. Stadig det værdigrundlag, som har formet landet, sproget, tilliden og forestillingen om, at frihed hænger sammen med ansvar. Hvis man piller kristendommen ud af Danmarks historie, står man ikke tilbage med neutralitet. Man står tilbage med hukommelsestab i jakkesæt.
Storytelling er et dejligt ord, hvis man sælger sneakers eller yoghurt. Som fundament for et land er det lettere komisk. En nation er ikke en kampagne. Den er erindring. Pligt. Tilhørsforhold.
Det er ikke folkekirken, der splitter. Det er politikere, der bytter rødder for nakkestøtte.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
