Det er lidt underligt at skulle kommentere her til aften, men telefonen kimer, selvom jeg kun har en enkelt sætning at sige og helst var fri. Her på facebook kan jeg ikke rigtigt leve med, at seneste opdatering er om sekundlim på et jagerfly. Derfor selvsagt en opdatering.
Næsten enhver ved hvilket gensidigt forhold der har været i de sidste 30 år mellem os. Pressen spørger selvfølgelig ind til hele den sag – men den er mig ligegyldig nu. Den har været lukket siden fars død. Hun trak jo bogens påstande tilbage. Fred sænke sig over fortiden.
Lige nu føler jeg kun med hendes søn
og tænker tilbage på barndommens land….
De sidste 30 år kan jeg ikke forholde mig til. Der blev hun pludselig “Synnøve Søe” – en facade af glimmer og stramt nedringet tøj og jeg genkendte ikke denne nye rolle eller hendes historier.
Jeg husker istedet tilbage til barndommen, hvor hun hed Synne – eller Sia som jeg sagde som lille knægt, inden jeg rigtigt kunne tale.
Synne var en glad, sød og varm storesøster.
Vi havde ufatteligt mange gode stunder sammen i familiens favn.
Vi skrev breve til hinanden i store mængder, når vi var adskilte. Jeg har dem alle endnu. Vi beskrev alt muligt for hinanden på mange mange ark papir. Hvad vi så og hvad vi tænkte og ikke mindst grinede af.
Ferier i Lønstrup, sand mellem ballerne på vej ned ad klitterne, to rottehaler og store briller og en kæk bemærkning.
Søskendehygge med radio og osterejer under dynen. Snak med den stoooooresøster om alt det, jeg endnu ikke kendte til. Kærester, piger, sex og teenlivets forvirring. Et betongulv der tog en weekend at bryde op. Besøg i København. Et møde med Kim Wilde. Et par byture med pizza på Peppes og lidt for mange øl for en lillebror. Heldigvis ikke langt til Fredericiagade.
Pludselig skete en forvandling og alt stoppede i 1989 fra søndag til mandag.
Uanset alt det uvenskab der fulgte – og de dæmoner der helt tog magten over Synne – fortjener hun at de første år også får betydning – og får ord med på vejen.
Betydning havde de 18 år for mig – og den fælles barndom tænker jeg mest på i dag.
Den søster vil jeg fortsat savne…
RIP
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






