Danmark er i gang med sin årlige, kollektive folkevandring mod syd. Vi står i indkørslerne med sved på panden og et blik, der pendler mellem bagagerummets begrænsede kubikmeter og de bjerge af habengut, vi insisterer på at slæbe med. Det er her, tagboksen gør sin entré som feriens uundgåelige monument over vores manglende evne til at give slip.
Jeg sidder her i varmen og betragter fænomenet. Det er fascinerende, hvordan vi som moderne mennesker har udviklet en form for separationsangst over for vores materielle ejendele, så snart vi krydser den tyske grænse. Vi skal have alt med. Og jeg mener alt. Det er ikke længere nok med et par shorts og en god bog. Nej, vi pakker, som om vi planlægger at kolonisere en fremmed planet, hvor der hverken findes supermarkeder eller basal civilisation.
Den hvide kiste på taget
Tagboksen er jo i virkeligheden en mærkelig opfindelse. En stor, hvid plastik-kiste, der bliver spændt fast på taget af bilen og ødelægger enhver form for aerodynamik. Det er som at køre mod Italien med et kæmpe sejl, der er vendt den forkerte vej. Man kan mærke vindmodstanden helt ind i sjælen – og på strømforbruget. Men vi gør det med glæde, for inde i den boks ligger sikkerheden. Der ligger de ekstra fire par sko, vi aldrig får på, tre forskellige typer solcreme (hvis nu den ene giver udslæt) og måske ligefrem vores egne dyner, fordi tanken om en fremmed madras i Toscana er for meget for den danske tryghedsnarkoman.
Vi kalder det ferie, men pakningen minder mere om en logistisk militæroperation. Der er dem, der mestrer Tetris-kunsten til fulde, hvor hver eneste sprække i bagagerummet bliver udfyldt med en sammenrullet bademåtte eller en pose med tørshampoo. Og så er der os andre, der bare maser og håber på, at låget på tagboksen ikke springer op ved 130 kilometer i timen på Autobahn, så en kaskade af crocs og klapstole lægger sig som et tæppe over trafikken.
iPads og den tabte horisont
Inde i bilen er stemningen en historie for sig. Bagsædet er transformeret til et digitalt cockpit. Mine børn – og jeg mistænker, at det gælder for de fleste i disse uger – sidder begravet i hver deres iPad. Det er den store ferie-ironi: Vi kører tusindvis af kilometer gennem nogle af de smukkeste landskaber i Europa, men de eneste landskaber, der bliver betragtet, er dem i Minecraft eller på YouTube.
“Se, nu kører vi over Elben,” siger jeg med en entusiasme, der ville gøre en rejseleder misundelig. Svaret er et monotont “Mmh”, mens de ikke engang løfter blikket fra skærmen. Vi har pakket underholdning nok til at overleve en atomvinter, men vi har glemt at pakke evnen til bare at kigge ud af vinduet og lade tankerne flyde i takt med de hvide striber på asfalten. Det er prisen for den totale opkobling. Vi er sammen, men vi er i hver vores galakse.
Ritualet ved rastepladsen
Og så er der kaffen. Den obligatoriske landevejs-kaffe. Man ved, man er rigtigt på vej, når man står ved en tysk rasteplads og betaler fem euro for noget, der mest af alt minder om opvaskevand med et strejf af brændte bønner. Men det smager af frihed. Eller i hvert fald af bevægelse.
Der er en helt særlig poesi i rastepladserne. Her mødes vi, de håbefulde nordboere med vores tagbokse og vores sammenbidte ferie-ansigter. Vi står der ved kaffemaskinerne og nikker indforstået til hinanden. Vi kender alle sammen turen. Vi kender alle sammen de ømme rygge, de utålmodige spørgsmål fra bagsædet om “er vi der ikke snart?”, og den mærkelige følelse af, at vi er på flugt fra hverdagen ved at tage så meget af den med os som muligt.
Hvorfor er det så svært at rejse let? Måske handler det om kontrol. I en verden, der føles uforudsigelig, er tagboksen vores fort. Hvis vi har vores egne ting med, kan intet gå helt galt. Men sandheden er jo, at de bedste ferieoplevelser ofte opstår der, hvor vi mangler noget. Der, hvor vi må improvisere, købe en mærkelig lokal solcreme eller læse en bog, vi fandt i en støvet bogkasse på et hostel, fordi vi glemte vores egne.
Kunsten at give slip på tagboksen
Måske skulle vi prøve det næste år. At lade den hvide plastik-kiste blive i garagen. At begrænse os til det, der kan være i et almindeligt bagagerum uden at bruge vold. Det ville betyde færre ting, men måske mere plads til det, vi egentlig kører efter. Roen. Den der svære størrelse, som man ikke kan pakke ned i en kuffert, men som man skal skabe plads til i hovedet.
Lige nu ruller vi videre. Tagboksen suser i vinden, iPads’ne lyser op i mørket, og kaffen er kold. Vi er på vej. Og selvom vi har pakket for meget, er det trods alt bedre end slet ikke at komme afsted. For selv med en unødvendig tagboks på taget, er der noget smukt ved den danske sommerferie-optimisme. Vi tror på, at hvis vi bare kører langt nok mod syd, så finder vi det. Overskuddet, varmen og den samtale, vi ikke fik taget i hverdagen.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
