Der findes mænd, der kan reparere en bil med en sikkerhedsnål og et stykke tyggegummi. Og så findes der mig. Jeg ejer en Weber, men sandheden er, at jeg er en mand af ord, ikke af handling, og min hvilepuls har ikke flyttet sig i tredive år.
Den store tekniske deroute
Det startede med en løgn. Termometeret i låget på min Weber-grill påstod hårdnakket, at vi aldrig kom over 50 grader. Selvom flammerne slikkede op ad siderne, og naboens hæk begyndte at visne af strålevarmen. Jeg kiggede på nålen. Den dirrede sig altid bare op på lidt under de 50. Som om den prøvede at fortælle mig noget, jeg ikke ville høre. Jeg besluttede mig for at være teknisk. Det er en sjælden tilstand. Normalt er de eneste legemsdele, jeg bevæger, fingrene på tastaturet. Men nu skulle der ske noget.
Jeg brugte en måned. En hel måned på at fejlsøge som en besat ingeniør uden uddannelse. Jeg rensede gasslanger, så de skinnede indvendigt. Jeg skiftede gasflasker, som om jeg var i gang med at forberede en ekspedition til Mars. Jeg skruede, jeg bankede, og jeg kiggede dybt ind i grillens mørke indre. Resultatet var det samme. Max 50 grader. Det var som om, grillen var gået i overgangsalderen og bare ikke kunne få varmen. Jeg følte mig utilstrækkelig. Som en mand, der har glemt hvordan man bruger hænderne.
Da grillen blev til Grønland
En aften skete det. Det var koldt. Grillen var slukket. Jeg kastede et blik på termometeret i mørket. Nålen stod ikke på nul. Den var vandret helt over i den anden grøft. Hvis man fulgte skalaen baglæns, stod min grill til at være minus 170 grader varm. Eller kold. Det er koldere end en gennemsnitlig nat på Pluto. Min Weber troede, den var en dybfryser. Det forklarede alt. Når jeg fyrede op på fuldt drøn, kæmpede den sig bare op fra det absolutte nulpunkt til en mild forårsdag i Nuuk.
Jeg følte mig ret dum. Faktisk ret stor i min dumhed. Jeg har brugt uger på at rense mekaniske dele, mens fejlen var en lille metalnål, der havde mistet sit moralske kompas. Det er det, der sker, når man stoler blindt på teknikken. Man ender med at vaske slangen, mens huset brænder.
Nyt grej, samme resultat
I dag har jeg monteret et nyt termometer. Det skinner. Det viser præcis 0 grader, når grillen er slukket. Det føles som en sejr for menneskeheden. Men selvom nålen nu danser præcis der, hvor Weber-ingeniørerne har tænkt det, ændrer det intet på det endelige produkt. Jeg er stadig manden, der serverer pølser, som enten er sorte som kul eller rå som en kold skulder.
Der findes ingen mellemløsning i min verden. Enten dør pølsen af varmechok, eller også får den aldrig lov at forlade sin eksistentielle krise som kølepose-emballeret kød. Termometeret er bare en pynteting. En slags mental svedig søndag, der giver mig den falske tryghed af, at jeg har styr på processen. Det har jeg ikke. Jeg har bare fået et nyt ur til min inkompetence.
Jeg har indset, at grillen er som livet. Vi bruger utroligt meget tid på at kalibrere udstyret, tjekke målingerne og optimere processerne. Men i sidste ende står vi der med en sort pølse og en lang næse. Jeg foretrækker at blive ved mine ord. Der kan jeg i det mindste slette fejlene, før nogen opdager, at min hvilepuls er det eneste, der kører stabilt.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
