Der findes et sted i Danmark, hvor stilheden er tungere end andre steder, selvom larmen er øredøvende. Det er de halvanden meter, der adskiller gulvhøjden i folketingssalen fra det ophøjede podie, hvor formandsstolen troner. Som tingsekretær har jeg med jævne mellemrum den ære at indtage denne plads – ikke som magthaver, men som en slags pædagogisk opsynsmand for landets mest velsmurte debat.
At sidde deroppe er som at få adgang til en hemmelig biograf, hvor filmen altid er den samme, men skuespillerne konstant prøver at overbevise publikum om, at de improviserer noget genialt. Udsigten er formidabel. Man ser de blankpolerede isser, de dyre jakkesæt, der krøller på de forkerte steder, og de evigt rødglødende skærme på de bærbare computere, hvor halvdelen af salen er i gang med at bestille dagligvarer eller svare på vrede beskeder fra vælgere, mens de lytter til en ordførertale om kvælstofudledninger.
Demokratiets kontrollerede kaos
Når man sidder “deroppe”, opdager man hurtigt, at demokratiet ikke lyder som en symfoni. Det lyder nærmere som en mærkelig blanding af en kaffemaskine, der trænger til afkalkning, og en flok teenagere, der diskuterer, hvem der skal tømme opvaskemaskinen. Der er en konstant summen. En mumlen i krogene. En rastløshed, der forplanter sig i det grønne tæppe.
Min opgave er enkel på papiret: Giv ordet, hold øje med tiden, og sørg for, at folk taler pænt til hinanden. Det lyder overkommeligt, indtil man indser, at “tale pænt” i politisk forstand betyder, at man må fornærme hinanden på de mest kreative måder, så længe man husker at sige “Hr.” eller “Fru” foran. Det er en disciplin i sig selv at sidde der med klokken og bevare en mine af ophøjet ro, når en ordfører bruger fem minutter på at forklare, hvorfor modpartens forslag er det tætteste, Danmark nogensinde er kommet på et totalt sammenbrud, alt imens modparten sidder og scroller på Instagram.
Det er her, den store erkendelse rammer én. Heroppe fra ser man ikke partier eller ideologier. Man ser mennesker. Mennesker, der er trætte. Mennesker, der er forfængelige. Mennesker, der inderligt ønsker at gøre en forskel, men som er fanget i et system, hvor de skal tale uafbrudt for at bevise, at de eksisterer.
Stilheden bag klokken
Der er en sær kontrast mellem larmen “dernede” og stilheden “deroppe”. Når jeg ringer med klokken eller kalder til orden, er det ikke bare et signal til salen. Det er også en påmindelse til mig selv om absurditeten i det hele. Jeg sidder her, midt i magtens hjerte, og min største bekymring er ofte, om hr. eller fru. har talt ti sekunder over tid, eller om en minister har taget sin kaffe med ind i salen.
Man får en enorm lyst til at gøre som de gamle filosoffer. At rejse sig op og citere Piet Hein eller måske bare råbe: “Kan I ikke selv høre det?”. Men reglerne er regler. Man er bundet af forretningsordenen, ligesom en dirigent er bundet af noderne, selvom orkestret har besluttet at spille hver sin melodi.
Jeg kommer ofte til at tænke på Benny Andersens ord om det danske smil – det der lurer under overfladen. For der er meget at smile af, hvis man tør se det. Det er jo dybest set smukt, at vi har bygget et samfund, hvor vi kan bruge timer på at skændes om detaljer i en lovtekst, mens verden udenfor buldrer afsted. Det er en luksus. Men det er også en komedie, hvor kostumerne er dyre, og suffløren ofte er væk.
Den ensomme opsynsmand
At være ordstyrer i folketingets debatter kræver en vis form for emotionel distance. Man skal være neutral. Man skal være retfærdig. Men mest af alt skal man have en massiv portion selvironi. For hvem er jeg egentlig til at svinge taktstokken over folk, der har vundet valg og bærer nationens fremtid på deres skuldre? Jeg er bare ham, der holder øje med uret. En demokratisk parkeringsvagt i en bygning fuld af racerbiler, der kører i tomgang.
Når mødet er slut, og salen tømmes, sidder jeg ofte et øjeblik alene tilbage. Stilheden indfinder sig lynhurtigt. Lugten af gammelt papir og ambitioner hænger i luften. Det er her, refleksionen for alvor bider. Vi taler så meget om magt, men magten er i virkeligheden bare summen af alle de små ord, der er blevet sagt dernede fra talerstolen, mens ingen rigtig hørte efter.
Jeg pakker mine ting, kigger en sidste gang ud over de tomme stole og tænker på, om vi i morgen kan gøre det bare en lille smule mere ordentligt. Eller om vi bare fortsætter teaterstykket.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
