Noget af det skønneste ved at køre meget er, når der i vejkanten står nogle og vifter med enten en tommeltot eller et skilt. Der er altid gode snakke forude, når man samler op – som et samtalens fitnesscenter. I dag stod to unge med et skilt ved færgen på Odden og ønskede at komme til København.
“We are both russians, BUT we do not like Putin” var deres besked gennem vinduet efterfulgt af et blik, der lignede et spørgsmål. Som om jeg skulle godkende deres russiske pas, inden videre rejse. Det var nu ikke nødvendigt.
De besatte bagsædet og snakken gik i 90 minutter. De var to gange blevet afvist af biler, fordi de var russere – og havde nu vedtaget at de hellere måtte tilføje, at de var imod krig. Vi snakkede om Rusland før murens fald, hvor jeg rejste der – og tiden efter, med de baltiske lande og hele opbruddet af jerntæppet, der rustede væk – men nu er genopbygget med omgående virkning.
De havde rejst verden tyndt siden november – utallige lande på tommelfinger og så ellers bare med et telt, med mindre nogle i en app for vandringsmænd ville åbne deres hjem. Den seneste måned havde de været i Aarhus, hvor de havde tilbudt deres hjælp som tolke for ukrainere. Først mødt af skeptiske spørgsmål, indtil hun kunne fremvise bevis på, at hendes mor var ukrainer.
De fortalte om en ungdom i Rusland, som ikke “gave a shit about East and West – only about the Globe”. En ungdom, der var mere oplyste end styret sikkert bryder sig om – fordi de forstår at benytte private-vps og dermed får deres nyheder fra helt andre steder end Putin synes er fedt. En ungdom, der er i daglige interne kampe med de ældre generationer, der forsøger at fortælle dem om gode gamle dage, men uden at det virker specielt godt eller ønskværdigt for dem. Til gengæld fortalte hun, at den russiske ungdom ikke ligefrem var trænet til oprør – og at modet ofte svigtede hos de unge, fordi deres små helte (influencere og sangere mv) var forsvundet eller fængslet, hvilket gjorde at de færreste turde ret meget – og at den forfærdelse de fleste unge føler ikke rigtigt har noget sted at gå hen. Og når man oplever biler, der gasser op i det sekund man fortæller man er russer, føler de også et had til noget, de slet ikke føler de er del af. Et had de endda deler, hvorfor de tilføjer det omgående i deres sætning om russisk oprindelse, mens de føler de skal undskylde sig selv og deres nation.
De fortalte varmt om deres møde med Danmark. Arkitekturen, friheden, glæden og at folk betaler skat med glæde, fordi de ved at alt så til gengæld virker. (Jeg følte en trang til at starte pladen med de ting, vi gerne vil lave om – men tænkte, at det nok i det store hele var så ekstremt små ligegyldige ting i forhold til at være opvokset i en lille by i Sibirien).
Jeg blev så glad for at høre deres ubetingede kærlighedserklæring til vores lille plet på jord, som de kun kendte fra Carlsberg, Lego og HC Andersen. Og noget med nogle vikinger, der havde rejst rundt ligesom de gjorde. Nu kendte de mere til os. Havde fra de landede i Århus mærket at være del af et fællesskab, sammen med de andre der hjælper ukrainere – og en gæstfrihed fra dem alle. I Rusland ville man aldrig tro på folk så hurtigt, fortalte de. Der ville man straks blive mistænksom, hvis nogle kom ind og tilbød gratis hjælp. Var man spioner måske? Sladrede man mon?
Danskerne kom næsten til at lyde godtroende i deres snak, men det er vores åbenhed overfor hinanden de beskrev. Midt i vores sort/hvide skænderier er det fandme rart at høre, at vi stadig har en grundlæggende nysgerrighed overfor andre – og et ønske om at åbne fællesskabet og starte en samtale. Og blive klogere gennem vores nysgerrighed.
Da vi nåede København kørte jeg en lille rundtur med dem. Christiania, istedgade, Tivoli, Rosenborg, Christiansborg, Rådhuspladsen og Det kongelige teater, hvor jeg overlod dem til menneskemylderet. De tog en selfie med Holberg og vinkede, mens de gik mod Nyhavn, hvor næsten hele befolkningen sad på kajen i solens sidste stråler med en Carlsberg.
Hvis du en dag kommer kørende og ser nogle med tommeltotten ude i fri dressur, så brems og byd dig selv på en samtale med nogle, du ikke kender. Der er uendeligt mange gode snakke – og viden – når man åbner sit lille forsamlingshus på bagsædet. Og denne gang blev jeg fuld af glæde over vores land – set udefra – og fyldt med en grundlæggende tro på, at der kommer nye generationer i Rusland, som ikke deler verden op – men ønsker samvirke. Naivt måske, men indtil jeg kører med andre, bliver jeg i den tro. Og glæde.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
