Langt ude, hvor horisonten bukker sig som en venlig ryg, og hvor himlen altid har farve som en moden fersken, ligger en banegård, som de færreste voksne kender til. Det er ikke en banegård med kolde metalsæder, forsinkelsesrapporter og sure højttalerstemmer, der skælder ud over signalfejl. Nej, dette er Drømmestationen. Her er perronerne belagt med blødt mos, og skinnerne er ikke lavet af jern, men af spundet sølvtråd, der glitrer om kap med nordlyset.
På denne station holder Fantasiekspressen. Det er ikke et almindeligt tog. Det har ingen motor, ingen kulkasse og ingen elektriske ledninger over sig. Hvis man kigger godt efter, vil man se, at lokomotivet har små, nysgerrige øjne i lygterne, og at skorstenen ikke sender sort røg ud, men i stedet puster tusindvis af glitrende sæbebobler, der dufter af nyslået græs og varme vafler. Men det mest mærkelige ved toget er brændstoffet. Det kører nemlig hverken på benzin eller batterier. Det kører udelukkende på de ting, folk forestiller sig.
En tirsdag morgen, da duggen stadig lå som små diamanter på de svævende skyer omkring perronen, stod en lille flok passagerer og ventede. Der var Anton, som havde en hat på, der lignede en omvendt tekande, og der var Lulu, som altid bar på en kuffert, der var så fuld af gode historier, at den hoppede og dansede i hendes hånd. Der var også en meget alvorlig mand i en grå frakke. Han kiggede hele tiden på sit ur og sukkede dybt, mens han mumlede noget om procenter og regneark.
Stationsforstanderen, som var en ret tyk og meget blød kat med en lille rød kasket på det ene øre, spankulerede hen til den alvorlige mand. Katten mjavede højt og pegede med sin hvide pote mod toget.
”Det kommer ikke til at køre, hvis du bliver ved med det der,” sagde Anton og kiggede op på den voksne mand.
”Hvad mener du, lille ven?” spurgte manden og rettede på sine briller. ”Toget mangler vel bare sin fører, eller også venter de på grønt lys.”
”Nej,” forklarede Lulu og åbnede sin kuffert en lille smule, så en flok lysende sommerfugle slap ud. ”Det venter på dig. Toget har brug for en tanke. Noget vildt. Noget, der slet ikke findes. Ellers kan sølvskinnerne ikke mærke, hvor vi skal hen.”
Manden i den grå frakke rynkede panden. Han prøvede virkelig at tænke på noget vildt, men det eneste, der dukkede op i hans hoved, var en opskrift på leverpostej og prisen på nye dæk til sin bil. Toget stod helt stille. Dampen fra skorstenen blev grå og kedelig, og lygterne begyndte at blinke svagt, som om de var ved at falde i søvn.
Det er nemlig sådan med Fantasiekspressen, at den kræver, at alle ombord bidrager med en lille smule magi. Hvis man glemmer at drømme, bliver toget tungt som en sten, og så kan selv de stærkeste sølvskinner ikke bære det. Anton og Lulu vidste præcis, hvad de skulle gøre. De satte sig på hug på perronen og begyndte at hviske til hinanden.
”Forestil dig,” hviskede Anton, ”at havet var lavet af hindbærbrus, og at fiskene kunne synge opera.”
Lige så snart han havde sagt det, gav toget et lille ryk. En lilla boble steg op fra skorstenen og sprang med et muntert ”pling”.
”Og forestil dig,” fortsatte Lulu, ”at alle træer havde vinger og fløj sydpå om vinteren, mens de sang vuggeviser for stjernerne.”
Nu begyndte toget at spinde som en glad maskine. Lygterne lyste op i alle regnbuens farver, og de små øjne i lokomotivet begyndte at rulle forventningsfuldt rundt.
Den alvorlige mand så forbløffet til. Han kunne mærke en mærkelig kildren i maven. Det var længe siden, han havde tænkt på flyvende træer eller operafisk. Han havde haft alt for travlt med at være voksen og seriøs. Men da han så, hvordan toget vågnede til dåd, lukkede han øjnene et kort øjeblik. Han tænkte tilbage på dengang, han selv var lille og troede på, at han kunne hoppe så højt, at han kunne røre ved månen.
”Jeg forestiller mig,” sagde manden pludselig med en stemme, der ikke længere lød spor alvorlig, ”at mine sko i virkeligheden er to små rumskibe, der bare venter på at tage mig med til Mars.”
I det øjeblik lød der et mægtigt fløjt fra toget. Det var ikke et skarpt fløjt, men lyden af en hel flok glade elefanter, der trompeterede i kor. Sølvskinnerne begyndte at lyse så kraftigt, at det lignede en vej af rent lys, der førte direkte op i himlen.
Dørene gled op med en lyd af kildrende latter, og de tre passagerer steg ombord. Indenfor var sæderne lavet af de blødeste kumulus-skyer, man kan forestille sig. De formede sig efter ens krop, så man følte, man svævede. Vinduerne var store og runde, og de viste ikke bare landskabet udenfor, men alt det, de tænkte på. Da Anton tænkte på en by lavet af chokolade, dukkede der straks tårne af mørk chokolade og veje af nougat op i vinduet. Da Lulu tænkte på en jungle med usynlige tigre, kunne de se planterne bevæge sig, mens de små hjerter bankede af spænding.
Toget kørte hurtigere og hurtigere. Det kørte hen over dale af vat og over bjerge, der var så høje, at de kilede stjernerne under fødderne. Den grå mand sad nu helt forrest og smilede. Hans frakke var ikke længere grå, men var begyndt at skifte farve til en dyb, lysende blå, hver gang han fik en ny idé. Han opdagede, at jo mere han gav slip på de kedelige tanker, jo lettere følte han sig.
De kørte gennem en tunnel lavet af frosset musik, hvor hver eneste istap spillede en tone, når toget kørte forbi. Det lød som det smukkeste orkester i verden. Toget dansede næsten af sted på de tynde sølvtråde, og ingen var bange for at falde ned, for de vidste, at så længe de troede på vejen, så var vejen der.
Undervejs mødte de andre rejsende. De så en sky-hval, der transporterede post fra den ene side af månen til den anden, og de vinkede til en flok drager, der holdt picnic på toppen af en tordenvejrssky. Hver gang de så noget nyt, voksede deres fantasi, og toget fik endnu mere fart på. Det var som en cirkel af glæde; fantasien drev toget, og toget gav dem mere at fantasere om.
Da solen begyndte at gå ned – hvilket her betød, at den dyppede sig i en stor spand med guldmaling, før den lagde sig til at sove – trillede Fantasiekspressen stille og roligt ind på en ny station. Det var ikke den samme, som de var startet fra, men en der lignede den. Den alvorlige mand, hvis frakke nu var helt stribet i alle regnbuens farver, trådte ud på perronen.
Han kiggede på sit ur. Men det viste ikke længere procenter. Nu viste det små billeder af ting, han skulle huske at drømme om i nat. Han smilede til Anton og Lulu og takkede dem for turen. Han vidste nu, at selvom man bor i en verden med regneark og grå frakker, så kan man altid finde sølvskinnerne, hvis man bare tør lukke øjnene og tænke på noget, der er en lille smule umuligt.
For sådan er det med dannelse og ånd. Det handler ikke kun om at vide, hvad to plus to er, eller hvordan man staver til ”virksomhedsstrategi”. Det handler om at bevare evnen til at se det, der ikke er der endnu. At turde bygge broer af tanker og køre tog på fantasi. Det gør os ikke bare klogere, det gør os mere menneskelige.
Anton og Lulu vinkede farvel til toget, mens det forsvandt ind i aftenrøden og efterlod en duft af vanilje og eventyr. De vidste, at toget ville være der igen i morgen, klar til at køre alle dem, der husker at drømme, ud på de vildeste rejser.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Onkel Jeppes læsebod #50 – Dragerne i baghaven]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
