Jeg vågnede i morges til en besked fra en gammel bekendt. “Jeppe, jeg vidste ikke, du var gået ind i kryptovaluta?” Jeg gned søvnen ud af øjnene og tænkte, at han enten havde fået for meget rødvin i aftes, eller at jeg i søvne havde begået mit livs største karrierefejl. Men da jeg åbnede det link, han havde sendt, mærkede jeg en kulde, som ingen morgenkaffe i verden kunne fjerne. Der stod jeg. På min egen telefonskærm. I en video, jeg aldrig har optaget, talende om et investeringseventyr, jeg ikke engang kan udtale navnet på. Mit ansigt, mine briller, min måde at lægge hovedet lidt på skrå, når jeg forklarer noget kompliceret. Det var mig. Og så var det overhovedet ikke mig.
Det er marts 2024, og velkommen til virkelighedens ophør. Det er her, hvor algoritmerne har lært at bage kage på dit ansigt, og hvor sandheden er blevet noget, vi kun kan finde i bunden af en analog kaffekop.
Den digitale gøgeunge i feedet
Jeg bruger selv AI og synes det er et fint værktøj. Jeg bruger det endda i satire, eller til at lave små sjove billeder her på bloggen til mine indlæg. Ingen problemer i at udnytte teknologien… Men det er en mærkelig følelse at blive overhalet af sin egen skygge. Vi har længe talt om kunstig intelligens som noget, der engang ville komme og tage vores jobs, men vi glemte at tale om, at den også ville tage vores ansigter. I denne uge har vi set det ske for Anders Lund Madsen. Over 500 falske annoncer på Facebook har brugt hans ansigt til at narre folk til at købe luftkasteller. Divya Das har fået samme tur, og nu er de små digitale trolde åbenbart nået til mig.
AI-Jeppe er faktisk ret overbevisende. Han taler lidt hurtigere end jeg gør, og han virker mærkeligt begejstret for “passive indkomster”. Han har ikke min naturlige skepsis over for hurtige løsninger, og han mangler den lille snert af jysk ironi, som jeg ellers gør mig umage for at bevare. Men for den hurtige scroller på vej gennem sit feed, er han god nok. Han er troværdig, fordi han ligner en, man kender. Og det er præcis der, kynismen i systemet for alvor stikker sit grimme ansigt frem.
Vi lever i en tid, hvor tillid er blevet en valuta, som tech-giganterne veksler til profit, mens de kigger den anden vej. De lader de her annoncer køre, selvom de bliver anmeldt igen og igen. Det er som at eje en opslagstavle midt i byen, lade folk klistre falske anklager og bedrageri op på den, og så kræve betaling for limen, mens man påstår, at man ikke har ansvar for indholdet.
Når ånden bliver væk i pixels
Filosoffen Søren Kierkegaard talte om, at vi kan fare vild i mængden og miste os selv. Han havde nok ikke forudset, at vi kunne miste os selv til en serverpark i Dublin, men pointen er den samme. Når mit ansigt kan skilles fra min vilje, hvad er der så tilbage af mennesket? Hvis vi ikke længere kan tro på det, vi ser og hører, så smuldrer selve fundamentet for vores samtale.
Det handler om mere end bare snyd med penge. Det handler om ånd. Den menneskelige kontakt, øjenkontakten, den lille tøven før man svarer – alt det, der gør os til mennesker og ikke bare datastrømme. AI-Jeppe tøver aldrig. Han har svar på alt, og han vil så gerne have dig til at klikke på det link. Han er den perfekte version af en sælger, fordi han aldrig sover, aldrig tvivler og aldrig har brug for en pause.
Men han har heller aldrig mærket duften af nyristet kaffe. Han ved ikke, hvordan det føles at sidde i en bil på vej mod et foredrag i Randers, mens regnen pisker mod ruden, og man overvejer, om man overhovedet har noget vigtigt at sige i aften. Han har ingen historie. Han er et ekko af noget, der findes i virkeligheden, men han mangler sjælen.
Modstandskampen begynder i det analoge
Jeg har besluttet mig for at tage kampen op mod min digitale dobbeltgænger. Ikke ved at sagsøge algoritmerne – det er som at fægte mod en tåge – men ved at insistere på det ægte. Jeg vil have mere analog kaffe, flere fysiske møder og flere samtaler, hvor vi kan lugte hinandens efterbarberingsvand eller mærke den lune luft i et fyldt foredragslokale.
I en verden af deepfakes bliver det uperfekte vores stærkeste våben. Det, at jeg indimellem kløjs i ordene, at mit slips sidder lidt skævt, eller at jeg taber tråden midt i en anekdote, er beviset på, at jeg er her. At jeg lever. AI-Jeppe begår aldrig fejl. Han er klinisk renset for menneskelighed, og netop derfor bør vi frygte ham.
Vi skal lære at være kritiske på en helt ny måde. Vi skal lære vores børn, at en skærm ikke er et vindue til verden, men et filter. Og vi skal genopdage glæden ved de ting, der ikke kan kopieres. En håndskrevet seddel, et fast håndtryk, en sang fra Højskolesangbogen sunget i kor, hvor de falske stemmer er dem, der giver varmen.
Det store filter
Jeg tænker tit på, hvad der sker med vores folkestyre og vores sammenhængskraft, når vi ikke længere deler den samme virkelighed. Hvis enhver kan skabe sin egen sandhed med et klik på en mus, så ender vi som isolerede øer i et hav af misinformation. Det er her, rådgivning og ordentlig kommunikation bliver livsvigtig. Vi skal hjælpe virksomheder og organisationer med at navigere i dette kaos, ikke ved at bygge bedre robotter, men ved at styrke den menneskelige kerne.
Når jeg holder foredrag, mærker jeg ofte, at folk er sultne efter noget, der er sandt. De er trætte af polerede facader og strategiske narrativer. De vil have råheden og ærligheden. De vil have en mand af kød og blod, der tør stå ved sine meninger, også når de ikke passer ind i en algoritmes forudsigelser.
Min digitale kopi kan måske sælge dig falsk krypto, men han kan aldrig inspirere dig til at ændre dit liv eller se verden med nye øjne. Han kan ikke mærke stemningen i rummet og justere sin tone derefter. Han er en monolog i en verden, der skriger på dialog.
Den analoge kaffe og det næste skridt
Så her sidder jeg nu, med en kop sort kaffe, der faktisk er varm, og ser på skærmen. AI-Jeppe kører stadig derude i en uendelig løkke på Facebook. Jeg har anmeldt ham, men jeg ved godt, at systemet er langsomt. Imens vil jeg gøre det, jeg er bedst til: Jeg vil pakke min taske, køre ud i landet og tale til rigtige mennesker.
Vi skal tilbage til rødderne. Vi skal turde se hinanden i øjnene og spørge: “Er det virkelig dig?” Og vi skal kunne svare med et smil og et nik, der ikke er genereret af en grafikprocessor.
Hvis du er i tvivl om, hvorvidt det er den ægte vare, du har med at gøre, så kom og hør mig live. Der er ingen filtre, ingen pixels, der glitrer i kanten, og jeg lover, at jeg ikke prøver at sælge dig bitcoins. Til gengæld lover jeg en samtale om det, der betyder noget – om dannelse, om ordentlighed og om at bevare mennesket i en digital tid.
P.S. Hvis du ser mig i en reklame for rynkecreme eller mirakelkure mod skaldethed, så er det (forhåbentlig) stadig AI-udgaven. Hvis jeg derimod står på en scene i dit lokale forsamlingshus eller i din virksomhed og taler om kommunikation, der flytter noget, så er det den ægte Jeppe. Du kan altid booke en session, hvor vi finder ind til jeres kernefortælling – helt uden algoritmer – lige her på jeppe.dk.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
