Jeg varmede op til hans indsættelse med at se talerne fra sidste gang han afgav sin ed. Her var han vævende, uden retning og klart overrasket. Der lå ingen planer og folkene omkring ham virkede som om de havde fået et opkald samme nat.
Det er det modsatte vi er vidner til i dette døgn. En mand, der ved hvad han går ind til. En klar plan og folk omkring sig, der er forberedt til tænderne. Han gennemfører hvad han siger og står fast, uanset eventuel modstand. Agerer den stærke mand i front, der ikke ønsker at lytte til modstand eller finde kompromis.
Det undrer mig, at alle vi andre virker mindre forberedte!
Demokratiet har talt i USA – ret tydeligt endda. Vi forstår det stadig ikke. Har vi troet det var en ond drøm? Vi deler nu memes på sociale medier, hvor vi vil vækkes i 2028. Men demokratiet er besværligt – og vi skal være vågne, mere vågne end nogensinde før. Sætte vækkeuret til at vække os en time tidligere hver eneste dag, for verden er ikke den samme i dag som i går.
Regeringen famler og virker som om det først er gået op for dem nu, at det her er virkelighed. Medierne går helt amok i en slags overraskelse, og bad Løkke afbryde sin private ferie for at reagere på ord fra en endnu ikke indsat præsident. Selvfølgelig skal vi ikke gå i panik hver eneste gang Trump åbner munden. Det havde været et voldsomt diplomatisk signal, hvis en udenrigsminister afbrød ferien på baggrund af en enkelt udtalelse – ja faktisk skadeligt. Tungen skal være lige i munden, det er jeg enig i. Men når udtalelsen så gentages, skal alt selvsagt tages BÅDE bogstaveligt og alvorligt. Det skifte skete meget forsinket.
Herhjemme gribes situationen an, som om corona var tilbage. Hummelgaard beder alle folkevalgte rette ind og holde mund, hvis de er uenige i regeringens linje. Vi skal endnu engang forstå, at kriser håndteres bedst med en art diktatur fremfor demokrati. Det var ellers sådan minkene døde.
Morten Messerschmidt inviteres til at holde foredrag i Florida og det kritiseres han for. Turisme-diplomati og landsskadelig virksomhed, kalder man pludselig det, at sige hvad man som folkevalgt mener. Er man på en anden linje end regeringens, skal man udskammes og holde bøtte?
Gudskelov fungerer det ikke sådan denne gang. I tiden op til at Løkke og jeg skabte fundamentet for Moderaterne i januar 2021 var det netop den daværende regeringens håndtering og magtfuldkommenhed, der samlede os. At oppositionen stod som skamstøtter bag Frederiksen på pressemøder uden at turde gå andre veje, selvom man gerne ville. Nu virker det som om V og M har glemt, hvad de prædikede. Koranloven har måske givet dem skyklapper på, men det må helst ikke være den krisestyring der står op imod USAs demokrati.
Demokrati er jo ikke nemt. Og skal ikke være det. Der er forskellige partier og forskellige holdninger blandt de 179 som folket har valgt som deres – og der er frihed til netop den forskellighed. Regeringen kan rase over Jarlov og Messerschmidt alt de ønsker, men de er folkevalgte på lige fod med dem, der har fået en flot bil. Og folkevalgte skal passe deres hverv, som er at gøre og sige hvad de tror på.
Jeg har gennem de seneste to år siddet som udenrigsordfører, i udenrigspolitisk nævn, nordisk råd og i præsidiet. Alle steder har jeg talt med magtfulde ledere fra store lande på egen hånd. Fordi jeg er folkevalgt med mandat. Jeg har åbent og fint talt med statsledere eller ministre om standpunkter og ståsteder. Fordi jeg er folkevalgt. Og ansvarligt løfter mit hverv.
Og det er netop på grund af de poster, at jeg ærligt kan sige, at det er rystende så uforberedt alle virker som om de er!
Statsministeren har lige skrevet, at regeringen jo ikke kan dele hvad de foretager sig. Vi må stole på at de handler. Det er lidt henad “vi kommer til at begå fejl” fra sidste periode, men der er dog også en sandhed indbygget. Der foregår mange ting på borgen og i udenrigspolitisk nævn, som kun kan virke, fordi de holdes fortroligt og kan bruges strategisk i diplomatiet og ikke deles ud til medierne – og dermed direkte med dem, man ønsker at ændre.
Sådan skal det være.
Men regeringen skal da sørme stoppe med at udskamme dem, der måtte mene noget andet. Borgen har 179 folkevalgte og en række forskellige partier, der står forskelligt. Gudskelov for det. Og selvom regeringen ikke deler hvad de foretager sig nu, er det sørme ok at påpege, hvis de ikke har foretaget sig spor optil denne forudsigelige virkelighed.
Uanset hvilket møde jeg har deltaget i de seneste år, hvad enten det er hos heritage foundation i Washinton, Bidens toprådgivere i det hvide hus, medlemmer af Nordisk Råd, EU, Israel, Ukraine, Indien eller hos FN i New York, har der gennem seneste år kun været EET emne fast på alle dagsordener: Verden før, under og efter Trump.
Alle vidste, han ville komme retur med hele dynen af ønsker og krav. Parisaftalen, WHO, FN og måske endda NATO på spil. Indenrigspolitik med voldsomme og store beslutninger, der alle påvirker os. Alle jeg har talt med vidste, at det han ikke kunne sidst, vil han prøve igen. Og da det er hans sidste fire år nogensinde, skyr han næppe nogle midler eller lader sig begrænse af “plejer”.
Alligevel virker vi overraskede over alt han gør og siger. Grønland ikke mindst, som han forsøgte sidst og dermed selvfølgelig vil forsøge igen. Trump er ikke typen der tager et nederlag pænt.
Arktis er sprængfarlig, fordi det geopolitisk er en kampplads. De fleste store vil være der – og det har vi jo vidst i et årti. Samme ved vi om Afrika, som vi af samme grunde har brugt to år på at lave en ny strategi for. Det har vi forsømt på egen bane – vi har vi ikke oprustet i Arktis, og vist verden, at rigsfællesskabet kan man stole på. At vi sammen har styr på de områder, vi deler ansvaret for. Men intet er sket – og nu kan Trump med rette påpege, at der ikke er styr på det. Og mene, at der må komme en voksen tilstede.
Det siger han med samme amerikanske overlegenhed overfor oprindelige folk, som de engang udviste overfor indianerne. Han mener det er en ejendomshandel og nedgør dermed hele den kultur der er i Grønland og er i rigsfællesskabet. Og så bruger han snedig kommunikation, sender sønnike afsted på kort visit for at lave some- og filmer tilfældige på gaden som efter sigende betales med dollars eller buffet. Uanset betaling eller ej, kan man med sikkerhed finde folk, der gerne ser mod øst. Og klippe alle andre ud.
Trump får delvist lov til at tale som om Grønland er en nem lille formsag. Fordi forholdet mellem Danmark og Grønlandske politikere i årevis har været… afmålt. Har siddet med de skønneste Grønlandske politikere i både præsidiets møder med formandskabet deroppe og i forbindelse med grønlandsudvalget og ofte følt, at vi taler forbi hinanden. At forskellene er store og at der ikke er gensidig respekt for hinanden. Oftest ender ting i konfliktfyldt farvand, selvom kompromiset var lige udenfor døren.
Det er jo ikke svært for “en voksen” at skille to ad, der ikke helt kan sammen. Og vi har ikke formået at rette op på forholdet mellem os – også fordi vi åbenbart har svært ved at undskylde de ting, der åbenlyst bør undskyldes.
Ethvert fællesskab kræver ligeværd. Ikke at man behøver være lige, men være lige meget værd. Og så skal man selvsagt undskylde, hvis der historisk er sket ting, som smadrer den gensidige kærlighed og lægger et åg over samværet. Den undskyldning går vi rundt om som katten om varm grød – den ene minister sender aben videre til den anden – og så vokser uenigheden selvfølgelig. Og et uvenskab kommer frem, som jeg godt kunne mærke fra grønlænderne, da jeg senest besøgte Grønland i august.
Jeg tænker ikke at Grønland om få år betaler med dollars og er en united state. Men det puster i et grønlandsk valgår til hele fortællingen om, at Danmark og Grønland grundlæggende ikke kan finde ud af det sammen. Og ikke har taget sikkerheden i Arktis alvorligt.
Det gør vi så nu, kan jeg forstå. Og vi må se, om det er for sent.
Regeringen har indkaldt erhvervslivet, fagbevægelsen og partiernes formænd. Nu handles der. Og nu sendes der signaler.
(I parentes får os folkevalgte, der er svigtet af egne partier – og dermed er udenfor partierne – ikke info og er overladt til det turismediplomati, regeringen ikke vil ha. Jeg har gudskelov gode venner i blå blok og i erhvervslivets organisationer, der husker at holde mig totalt opdateret på bagerste række, når regeringen nu ikke gør).
At indkalde så bredt og melde ud, at møderne pågår – vidner om, at regeringen nu både tager Trump alvorligt og bogstaveligt. At en telefonsnak med præsidenten ikke løser noget – og at det måske er manglende opkald til Grønland der har manglet undervejs.
Det er en enorm udenrigspolitisk krise. Uden sidestykke. Godt hjulpet af nogle få højtråbende danskere, der synes vi skal spare de milliarder og “lade lortet gå på tvang”, som en mail forleden foreslog mig. Jeg svarede pænt på uenigheden. Men så sort og hvidt er forholdet blevet, at vi slet ikke forstår storheden – og forstår, at Danmark tages mere seriøst af, at vores fysiske størrelse som rigsfællesskab er enormt – og reelt giver os en større stemme i verden. Sammen.
Trump er virkelighed. Diplomatiet, regeringen, EU og FN mv. har længe vidst, at Trump ville komme med 100 kilometer i timen med et folkeligt mandat fra et ret samlet flertal i USA.
Vi vinder ikke noget på at nedgøre et demokratisk valg eller sætte vækkeuret til 2028.
Vi viser hvem vi er ved at argumentere, debattere, vise vores forskelligheder i et demokrati, bestående af mere end rød og blå. Ikke tale med een stemme, når vi ikke har den. Ikke kalde folk landsforrædere, hvis de ikke er som Mette vil, men turde vise, hvor mangfoldigt et demokrati kan være.
Vi vil få utallige overraskelser i de første 100 dage med Trump. Og sikkert også en del derefter. Mange af dem, som han lytter til, har jeg mødt. De er kloge og dygtige strateger, som har forberedt sig i lang, lang, lang tid. Det troede jeg virkelig også alle andre havde. Men det virker ikke sådan.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
