Folkestyre og demokrati består af både små og store tandhjul – uden et enkelt, kan hele motoren gå i stå. Vi skal som medborgere passe på, at vi ikke i ønsket om at bevare det eksisterende pludselig ødelægger et af de tandhjul. Eller slider så meget på tænderne, at det ikke længere falder i hak.
Ansvaret for folkestyret ligger hos folket, som det nu engang er sammensat. Stemmerne hvert fjerde år er udslagsgivende, men det er folkets medvirken året rundt, der får det hele til at hænge sammen. Hvis man kun gider politik i de tre-fire uger der er valgkamp, risikerer vi at få en ledelse, der kan gøre som det passer dem i årevis – men kan hente det hele hjem ved at bruge millioner på kampagner eller bare angribe ethvert spørgsmål fra pressen på ægte Trumpsk manér. Pludselig er mandatkøb, politianmeldelser for svindel med indsamlingsmidler, bededage, koranlove, droneangreb og alt andet skudt til hjørne – mens fokus er på busreklamer, småting og spin.
Midt i det hele står de ansvarlige. Dig og mig. Vælgerne. Og det kryds du sætter på tirsdag håber jeg er baseret på fire års medvirken og ikke den fokus på vælgerne, som partierne har i nogle uger hvert fjerde år.
Uanset udfaldet, så består demokratiet af det faktum, at alle er lige værd. Alle har en enkelt stemme – og de der stiller op, skal have de samme vilkår for at blive valgt. Uanset om de er del af en mastodont som Socialdemokratiet med tusinder af frivillige fra ungdomspartiet eller er en simpel løsgænger med skrivebord i en kælder og få hjælpere, der primært er nær familie.
En af dem der stiller op er Rasmus Paludan.
Jeg håber inderligt ikke at han bliver valgt, da hans synspunkter og hans form er mig helt helt imod. Men det er ikke op til mig eller staten eller det eksisterende at sørge for at han ikke kommer ind. Det er alene op til vælgerne. Og da han har samlet nok underskrifter, er han på præcist samme vilkår som alle andre kandidater til Folketinget. Og han skal selvsagt behandles på samme måde – og er man imod ham, må man modargumentere. Vi har IKKE et folkestyre med partivælde, der som de fleste ved ikke er nævnt i grundloven.
Demokratiets vigtigste blodåre er folkets tro på vores institutioner. Mister vi troen på Christiansborg, retsvæsnet, politiet eller andre væsentlige mursten, så falder det hele til jorden. Vi har nærmet os et samfund, hvor vi tror at vi kan få folk til at holde mund ved at lovgive dem væk. Lukke munden på dem. Koranloven er et eksempel, hvor mange håbede at alle de kritiske røster ville holde mund ved lov. Men man flytter bare problemet ud i skyggerne, hvor det vokser sig større. Ned i kældre, hvor vi ikke længere hører dem – og hvor vi derfor ikke kan tale dem imod. Systemets opgave i et demokrati er IKKE at stoppe nogen, men at give samtalen en ramme at leve fri indeni.
Jeg hører ofte politikere sige den gamle talemåde, at “jeg er ikke enig med dig, men vil kæmpe for din ret til at mene det”. Nu må det vise sig, om andre har røv i bukserne til at leve op til den talemåde. Selvom du risikerer at blive sat i bås med ham.
På valgaftenen er Christiansborg en bikube af kandidater, der stiller op til Folketinget. Alle der er på spil dukker enten op derinde eller vælger at være i deres kreds. Rasmus Paludan stiller op på lige vilkår og har derfor bedt om et lokale, ligesom alle de andre har et lokale til rådighed for en valgaften. Men han har fået nej. Argumenterne synes jeg er svage, da der ikke synes at være hjemmel for dem. Og ej heller substans i dem. Der er rum nok. Mit kontor er da tømt til en start.
Så med baggrund i det, har jeg skrevet til det præsidium jeg selv har siddet i og forvaltet demokratiets grundsten samt til Folketingets administration for at finde ud af, hvorfor man mener folkets borg kun er for de 933 andre opstillede og ikke for de 6 andre, der har valgt at stille op udenfor parti. Jeg gør det ikke for at Paludan skal blive valgt – for det ønsker jeg ikke for Danmark. Men hvis man kalder sig demokrat og mener, at folkestyret skal bestå, må man nogle gange tage kampe for dem, man ellers er imod.
Her er mit fulde brev til Folketingets ledelse.
–
Til Folketingets præsidium samt administration.
De seneste årtier har min primære fokus været folkestyret og demokratiets vilkår, styrker og udfordringer. Også i min tid på borgen har jeg haft denne fokus, idet hele vores fundament som land afhænger af, hvordan vi håndterer og arbejder med grundlov og demokrati i praksis.
Som løsgænger åbnede sig en ny række af udfordringer. Der er begrænset taletid, trods det at vi på lige fod med alle andre er folkevalgte. Der er andre tidspunkter for ens tale i åbningsdebat mv. som gør at vi bliver behandlet som ligegyldighed, idet statsministeren afrunder inden vi “afvikles”. Og da jeg kom med min bog, og som enhver anden folkevalgt gør konstant, ønskede at afholde en reception, fik jeg det svar at jeg skulle finde et parti at holde den hos. Det opponerede jeg imod og fik til sidst lov at bruge proviantsalen.
Jeg har gang på gang ledt efter partiernes forfordeling i grundloven, men som de fleste ved, er partierne alene et uformelt fællesskab i demokratiet som man kan være del af, men det helt væsentlige er, at vi alle er folkevalgte på lige fod.
Jeg kan så sandelig anbefale at være del af et fællesskab med ligesindede, da det er helvede på jord at være ensom på savannen. Men det er et vigtigt redskab at kunne acceptere, at de ligesindede er passagerer på en bus, der kører skævt – og at man må gå for sig selv. I fald vi ikke havde løsgænger-funktionen kunne en enevældig egenrådig formand (ingen navne nævnt) starte med at ekskludere dem, der ikke var som han/hun ønskede og få suppleanter ind, til der var en samlet flok af medløbere. Så det er et væsenligt værktøj at kunne gå med sit mandat, hvis ens fællesskab f.eks. mobber medarbejdere eller har en syg kultur. Helt hypotetisk, selvfølgelig. Så løsgænger er et værktøj der skal værnes om. Både i perioderne og i valgene.
Jeg har derfor med interesse fulgt med i valgets beslutninger og i særdeleshed “sagen” om Rasmus Paludans ønske om at have et lokale på den borg, som han retteligt opstiller til at blive del af. Som alle andre partier har mulighed for at være på borgen den aften, skal han som opstillingsberettiget selvsagt have samme mulighed.
Jeg har læst kommunikationen i denne sag, og er overrasket over såvel beslutningen som ordene, da jeg mener der finder en ekstrem forskelsbehandling sted. Og det må der ikke i et demokrati.
Guderne skal vide, at jeg på alle tænkelige måder er uenig med Paludan. Både hans holdninger og hans fremgangsmåde og retorik er langt fra min – og jeg ønsker af hele mit hjerte, at han aldrig nogensinde kommer ind til Folketingets fineste talerstol. Men jeg slår fast, at det ikke er min opgave at beslutte det. Det er vælgernes! Jeg kan tale ham imod og argumentere imod ham, men jeg må aldrig gøre andet end det – da han på præcist lige fod som Socialdemokratiet eller Enhedslisten skal have muligheden for at blive valgt. Det hele er vælgernes valg – ikke borgens, min, modstanderne, administrationen eller lign.
Det er for mig HELT afgørende, at staten hverken forfordeler eller udelukker nogen overhovedet! At det gælder præcist lige vilkår for alle, der har opnået opstilling til valg.
Jeg læser til min forargelse, at der fremføres et argument om, at der er “lempeligere regler for opstilling af løsgængere”. Det vil jeg på alle måder opponere imod. Af to grunde:
1. Uanset om reglerne er lempelige eller ej, så er reglerne jo regler. De kan laves om, men når man har udført kravet til opstilling, så er man opstillet på lige vilkår som alle andre. Parti eller ej. En opstilling til folketingsvalg ER en opstilling. Og der er ingen forskel den aften på Paludan og Frederiksen. De afventer folkestyrets dom.
2. Det er på ingen måde lempeligere regler! Som parti har du hele landet at skaffe underskrifter fra – og det kan ske elektronisk. Du skal altså finde 20k der vil logge ind med nem-id fra hele landets 6 millioner indbyggere. Løsgængere derimod skal skaffe 150 mennesker i en enkelt kreds! Der er ganske få at tage fra – og du kan ikke benytte digitale systemer, men skal bede folk på gaden om at skrive deres personnummer på et stykke papir. Det er sørme ikke lempeligt – men aldeles svært. Måske jeg endda vil mene, det er partierne der har lempeligere regler, da de må samle digitalt og i hele landet. Men som sagt er det ikke et argument overhovedet som administrationen kan bruge, da det er irrelevant. Er man opstillet, så er man opstillet!
Det er klart og tydeligt for mig, at folkestyret begår en fejl og en angribelig holdningstilkendegivelse ved at nægte opstillingsberretigede et rum på Christiansborg på valgaftenen. Det skal selvsagt være af en passende størrelse, som svarer til f.eks. antallet af kandidater. Så mens Venstre kan få fællessalen må en løsgænger nøjes med et kontor eller en telefonboks. Uanset så KAN jeg ikke se, at Folketingets ledelse på nogen måde med krav om neutralitet kan nægte en opstillingsberettiget at befinde sig i det centrum for valget, som borgen er den aften.
Jeg må derfor på folkestyrets vegne bede om, at sagen tages op inden på tirsdag. Samt at et afslag begrundes i nogle nedskrevne regler, og ikke synsninger, så det er uangribeligt. Vi kan og må ikke have et Christiansborg, der udelukker nogle som deltager demokratisk og lever op til reglerne. Jeg lægger ydermere til grund, at der i svaret skal lægges vægt på, at løsgængere må betragtes som opstillingsgodkendte på præcist samme måde som enhver anden, der stiller op til valget. Partimedlemsskab hæver ikke noget menneske over andre der stiller op.
På folkestyrets vegne mener jeg, at man må bide i den sure citron og finde et lokale (som der er mange af, mit kontor er også ledigt) af passende størrelse, så Christiansborg viser respekt alene for vælgernes dom – og ikke selv dømmer med handlinger, som jeg hverken finder hjemmel eller skriftlige regler for.
Jeg afventer hurtigt svar og håber inderligt at Folketinget indser, at man her tager stilling og ikke som hus agerer neutralt. Ydermere er det netop beslutninger som denne midlertidige afgørelse, der offergør folk som Paludan, der benytter det til at kritisere det eksisterende. Så på den måde hjælper i ham, ved at afvise – og det er jo ligeså problematisk.
Jeg er helt med på, at man som folkevalgt fra et parti sikkert mener, der er tale om småting som enddog kan virke latterligt små. Men da jeg som folkevalgt blev bedt om at spørge et parti om lån af deres gruppelokale til en reception gik det for alvor op for mig, at Christiansborg har glemt at en folkevalgt er en folkevalgt.
Det kan synes som en lille ting. Men folkestyret og demokratiets tandhjul er små! Det er ofte de små beslutninger, der er med til at få store systemer til at bryde sammen. Jeg har – og med store glæde – genfundet respekten for folkestyret ved at sidde i præsidiet. Jeg har set store partier dukke sig, af respekt for de små. Af respekt for, at systemet skal være uangribeligt.
Derfor er jeg ret sikker på, at præsidiet ikke har deltaget i beslutningen, da det ville være ulig jer at tage en sådan beslutning. Og må jeg tilføje, at det er langt mere skadeligt for folkestyret at have Paludan stående udenfor og råbe om at folkestyret nægter ham adgang, end at finde et lille rum til ham og anderkende folkestyrets regler.
Jo mere vi udelukker og jo mere vi udskammer eller lovgiver om mundkurv, jo højere råber flere og flere udenfor borgens mure. Som forhåbentlig ikke er så tykke, som folk påstår.
Jeg ser frem til tankevirksomhed på folkestyrets vegne,
Kh
Jeppe Søe
Medlem af Folketinget. Frigænger. Ordfører for det hele. Journalist, rådgiver, foredragsholder.
Mobil: 54332000 | jeppe@jeppe.dk |
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
