Jeg voksede op i Lønne. Tre kilometer fra Nørre Nebel. Naturen var ikke noget, man tog ud og besøgte i weekenden med termokande og vandrestøvler. Naturen var det, man skulle igennem for at komme hjem.
Den var hegn, mudder, husdyr, mørke veje og grene, der slog mod ansigtet. Den var også smuk. Men den var aldrig pynt. Man vidste, at naturen havde tænder. Ikke nødvendigvis ulvetænder. Det kunne være en tyr, en hest, en grøft eller en traktor, man ikke havde set i mørket.
Derfor ser jeg også lidt anderledes på den romantiske idé om, at Danmark bare skal gøres vildere. I byen kan naturen være et projekt. En planche med sommerfugle, højt græs og en tegning af en ulv, der ser ud, som om den har søgt ind på kunstakademiet.
I Vestjylland er naturen ofte noget, mennesker faktisk skal leve i.
Det er forskellen på at ønske sig vild natur og at få den ind ad bagdøren.
Den 7. august stødte motionsløberen Brian Johansen på en ulvehvalp og en voksen ulv i Bunken Klitplantage syd for Råbjerg Mile. Den voksne ulv gik tæt på. Den viste tænder og rejste nakkehårene. Løberen råbte højt for at få den til at forsvinde. Efter noget tid trak ulven sig tilbage og fulgte efter hvalpen.
Det er ikke en historie om en mand, der fjollet løb ind i skoven og blev overrasket over, at skoven ikke var et fitnesscenter. Han gjorde det, man må forvente af et menneske, der pludselig står få meter fra et stort rovdyr. Han forsøgte at holde afstand. Han larmede. Han ville hjem uden at blive en del af ulvens familiehistorie.
Eksperterne vurderer, at der var tale om defensiv yngelpleje. Det betyder, at ulven ville beskytte sin hvalp og få løberen væk. Ikke angribe ham. Ikke spise ham. Ikke starte en ny dansk naturkatastrofe med løbesko som første offer.
Det er en relevant forklaring. Den skal med.
Men den forklarer ikke det hele.
For løberen stod stadig få meter fra en ulv, der viste tænder. Hans krop kendte ikke forskel på en videnskabelig vurdering af defensiv yngelpleje og en reel risiko. Kroppen ved ikke, at eksperten bagefter vil sige, at situationen ikke var farlig. Kroppen registrerer tænder.
Det er ofte her, samtalen går galt. Den ene side taler om ulvens intentioner. Den anden taler om menneskets oplevelse. Eksperten siger, at ulven ikke var aggressiv. Borgeren siger, at den var tæt på og tydeligt markerede. Begge dele kan være rigtigt på samme tid.
En ulv behøver ikke angribe et menneske, før mennesket har en legitim grund til at føle sig utrygt.
Myndighederne frarådede efter hændelsen folk at færdes i området, indtil situationen var vurderet. Der skulle sættes skilte op. Der skulle anvises alternative ruter. Det er fornuftigt. Men det afslører også absurditeten.
Motionsløberen skal holde sig væk fra ulven. Ulven skal ikke holde sig væk fra motionsløberen.
Det er mennesket, der får færdselsforbuddet. Det er mennesket, der skal lytte efter, kigge sig over skulderen, larme, se frygtindgydende ud, lade være med at løbe og i sidste ende kravle op i et træ. Ulven passer bare sin hvalp.
Det er efterhånden en mærkelig form for naturforvaltning, hvor skoven tilhører dyret, mens mennesket må søge dispensation for at bruge den.
Jeg ved godt, at ulveangreb er sjældne. Jeg ved også, at de fleste møder mellem mennesker og ulve ender uden dramatik. Som regel ser man ikke ulven. Den ser måske mennesket og forsvinder længe før, nogen opdager noget.
Men sjældenhed er ikke det samme som ligegyldighed. Et lynnedslag er også sjældent. Det betyder ikke, at man skal grine, når nogen står under et træ med en paraply.
I Nørre Nebel, Hvide Sande og andre vestjyske egne er spørgsmålet heller ikke kun, om en ulv statistisk set angriber et menneske. Det handler om, hvordan hverdagen ændrer sig, når man ikke længere ved, hvad der står på den anden side af hegnet.
Det handler om børn, der skal gå hjem. Om mennesker, der løber en tur efter arbejde. Om hunde, får, kalve og andre dyr, som ikke kan læse myndighedernes pjecer. Det handler om mørke veje, hvor man ikke altid kan se, om bevægelsen i grøften er en ræv, en hund eller noget, der har betydeligt bedre pressehåndtering end alle tre.
Byens ulv er ofte et symbol. Den står for frihed, vildskab og naturens ret til at være natur. Den kan betragtes på afstand i en artikel, en dokumentar eller en debat, hvor kaffen stadig er varm, og ingen har ringet fra folden, fordi et dyr ligger dødt.
På landet er ulven ikke et symbol. Den er et dyr.
Et stort rovdyr med en adfærd, som mennesker skal kunne håndtere. Også når mennesker ikke selv har bedt om at få det i nabolaget.
Det er blevet populært at sige, at vi skal lære at leve med ulven. Den sætning lyder venlig. Næsten som en invitation til fællesspisning. Men den dækker over et spørgsmål, som sjældent bliver stillet: Hvem skal tilpasse sig hvem?
Skal en familie acceptere, at børnene ikke må gå alene gennem skoven? Skal en motionsløber holde sig fra kendte stier? Skal landmanden bygge stadig højere hegn omkring dyr, som ulven alligevel kan presse og stresse? Skal hundeejeren gå med lommelygte og en plan for træklatring?
Og hvem betaler?
Det er let at være begejstret for rewilding, når regningen består af et naturcenter, en brochure og en tur i bil hjem til byen. Det er noget andet, når regningen er ekstra hegn, døde husdyr, tabt nattesøvn og en følelse af, at ens eget landskab er blevet udlagt til eksperiment.
Hegn bliver ofte præsenteret som løsningen. Men et hegn er ikke gratis. Det skal bygges, vedligeholdes og kontrolleres. Det skal virke i regn, blæst og vestjysk mudder. Det skal passe ind i et landskab, hvor man i forvejen har regler for alt fra grøfter til græs.
Når ulven kommer igennem, er svaret ofte, at hegnet ikke var højt nok. Når det bliver højere, er det måske ikke tæt nok. Når det bliver tættere, er det ikke korrekt placeret. På et tidspunkt har man bygget en fæstning omkring fårene og kalder det fri natur.
Det er ikke fri natur. Det er et sikkerhedssystem med uld indenfor.
Jeg forstår godt ønsket om mere natur. Jeg forstår også godt, at mennesker længes efter noget, der ikke er klippet, målt og reguleret. Men vi skal passe på med at gøre naturen til et moralsk projekt, hvor det altid er mennesket, der er forstyrrende element.
Mennesker er også en del af naturen. Det er børnene. Det er husdyrene. Det er landmanden, der står op før solen. Det er løberen, der bruger skoven, fordi kroppen og hovedet har brug for det. Det er familien, der bor ved siden af en plantage og ikke har valgt at få et rovdyr som nabo.
Den lokale tryghed er ikke mindre værd, fordi den ikke kan ses fra en cykelsti i Aarhus.
Eksperterne har ret i, at hændelsen ved Bunken ikke nødvendigvis var farlig. Ulven ville sandsynligvis bare have løberen væk fra hvalpen. Men hvis et vildt dyr skal advare mennesker med blottede tænder og rejste nakkehår, så er det ikke mærkeligt, at mennesker begynder at spørge, om dyret overhovedet hører hjemme så tæt på dem.
Vi kan ikke bygge et helt land om til et friluftsmuseum for rovdyr og bagefter bede beboerne om at opføre sig som gæster.
Min holdning er klar. Ulvene skal ud af Danmark.
Mennesker, børn, husdyr og lokal tryghed kommer før ulveromantik og rewilding. Vestjyder skal kunne beskytte sig selv og deres dyr. En nærgående eller farlig ulv skal kunne skydes. Ikke efter måneders møder, nye skilte og endnu en rapport om, at ulven egentlig bare var misforstået.
Det handler ikke om at hade ulve. Det handler om, at naturforvaltning også må have en grænse. Et samfund skal beskytte sine mennesker, før det beskytter forestillingen om, at alle dyr altid har førsteret.
Ellers ender vi med at stå i et træ og diskutere, om ulven nedenfor udviser defensiv yngelpleje.
Den diskussion får den ikke til at gå væk.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
