Har du nogensinde tænkt på, om tiden altid behøver at løbe om kap med sig selv? I dette eventyr finder Anton et helt særligt ur på loftet, som ikke har spor travlt med at nå i skole eller til aftensmad.
Helt oppe under det spidse tag i det nye hus, bag de gamle kufferter og en støvet kasse med julepynt, stod et ur, der lignede noget fra en anden verden. Det var ikke et lille digitalt ur, der sagde “bib-bib”, eller et køkkenur, der bare tikkede tålmodigt. Det var et kæmpestort standur af træ så mørkt som lakrids, og det var dækket af små, udskårne stjerner, der glimtede, selvom der ikke var noget lys på loftet.
Anton strøg en finger over glasset. Uret tikkede ikke “tik-tak”. Det sagde snarere “husker-du, husker-du”. Da han kiggede nærmere på urskiven, opdagede han noget mærkeligt. Tallene var ikke bare tal. Ved siden af 1-tallet var der tegnet en lille sol. Ved siden af 4-tallet var der en vaffelis, og ved 8-tallet lignede det en hundehvalp, der sov. Det var ikke et ur, der talte timer – det var et ur, der talte minder.
Hans fingre fandt den store, gyldne viser. Han vidste godt, at man normalt aldrig må pille ved urene derhjemme, men dette ur føltes som om, det havde ventet i hundrede år på at blive rørt. Han drejede viseren baglæns. Først en lille smule, så en hel omgang. Pludselig begyndte loftet at snurre rundt. Støvkornene i luften begyndte at lyse som små ildfluer, og de gamle kufferter forsvandt i en varm, gylden tåge.
Da Anton åbnede øjnene igen, stod han ikke længere på det støvede loft. Han stod midt i en have, hvor solsikkerne var højere end ham selv, og luften duftede af nyslået græs og sommerregn. Han genkendte haven med det samme. Det var hans bedstefars have, præcis som den så ud for tre år siden. Han kunne høre lyden af en græsslåmaskine langt væk og lyden af en humlebi, der var ved at undersøge en rød rose.
Han kiggede ned på sine hænder. De var lidt klistrede. Han huskede det nu! Det var den dag, hvor de havde spist de største isvafler i verden, og han havde fået jordbærsyltetøj på sin hvide t-shirt. I stedet for at blive sur, havde bedstefar bare grinet og sagt, at en skjorte uden pletter var en skjorte uden historier. Anton smilede. Han kunne mærke den præcis samme varme i maven, som han følte dengang.
Han gik en tur gennem mindet. Alt var præcis, som det skulle være. Han så sin gamle hund, Buster, der jagtede sin egen hale på græsplænen, og han kunne høre sin mor grine inde fra køkkenet. Det var mærkeligt, for selvom han vidste, at det var noget, der var sket for længe siden, føltes det lige så virkeligt som det æble, han havde spist til morgenmad.
Uret på urskiven i hans tanke begyndte at gløde svagt. Han indså, at uret ikke bare flyttede ham gennem tiden; det mindede ham om, at de gode ting, vi oplever, aldrig forsvinder helt. De gemmer sig bare i hjertet, indtil vi har brug for at mærke dem igen. Da han følte sig fyldt helt op med sommer og glæde, lagde han hånden på den gyldne viser igen, som nu svævede foran ham i luften.
Med et lille ryk drejede han den fremad igen. Haven begyndte at falme, solsikkerne blev til støvede kasser, og den varme sommerluft blev til den kølige, tørre duft af gammelt træ. Anton stod igen på loftet. Uret stod helt stille nu, men de udskårne stjerner lyste stadigvæk en lille smule.
Han gik ned fra loftet med lette skridt. Han behøvede ikke at tage uret med sig nedenunder, for nu vidste han, hvordan man fandt vejen tilbage. Hver gang han følte sig lidt trist eller ensom, lukkede han bare øjnene og tænkte på uret med de flyvende tal. Han lærte, at dannelse ikke kun handler om at kunne sine tabeller eller vide, hvad hovedstaden i Frankrig hedder. Det handler også om at kunne passe på sine minder og forstå, at de er de byggesten, der gør os til dem, vi er.
Nede i stuen sad hans far og læste avis. “Har du været på loftet hele formiddagen?” spurgte han uden at kigge op. Anton nikkede og smilede for sig selv. “Jeg har bare kigget på tiden,” svarede han. Hans far smilede lidt bag avisen, for han vidste nok også, at tid er meget mere end bare sekunder og minutter.
Om aftenen, da Anton lå i sin seng, kiggede han op i loftet. Han tænkte på alle de andre minder, der måtte ligge og vente på ham. Den dag han lærte at cykle uden støttehjul. Den første gang han smagte sne. Den aften de kiggede på stjerner, indtil de faldt i søvn i haven.
Han vidste nu, at man aldrig behøver at være bange for, at tiden går. For hver gang et minut forsvinder, bliver det til et nyt minde, man kan gemme i sit eget indre standur. Og hvis man er rigtig dygtig til at huske, så bliver man aldrig rigtig fattig, for man har altid en hel verden af solskinsdage og isvafler lige bag øjenlågene.
Søvnen kom snigende som en blød kat, og Anton faldt i søvn med et smil. Han drømte om tandhjul lavet af sukker og visere, der altid pegede på det næste eventyr. Og oppe på loftet, helt alene i mørket, tikkede det gamle ur videre. “Husker-du, husker-du,” sagde det blidt, mens stjernerne på træværket lyste om kap med månen udenfor.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Huset der kunne skifte farve efter humør]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
