Der findes ure, der skynder sig, og ure, der tøver, men i midten af den store, grønne park stod et ur, som ingen rigtig forstod. Det talte nemlig hverken sekunder eller minutter, men noget helt andet, som kun de, der turde stå stille, kunne høre.
I den lille by, hvor Alma boede, havde alle mennesker utroligt travlt. De kiggede på deres små ure på håndleddet og deres store ure på telefonerne, og de løb altid efter bussen, efter madpakken eller efter den næste vigtige ting, de skulle nå. Hvis man spurgte dem, hvad klokken var, svarede de altid: ”Alt for mange penge” eller ”Lidt i alt for sent”. Men Alma var ikke som de voksne. Hun kunne godt lide at stoppe op og kigge på de små ting, som ingen andre lagde mærke til. Hun så, hvordan en edderkop vævede sit net mellem to cykelstyr, og hun så, hvordan sollyset lavede små mønstre i vandpytterne efter regnvejr.
En dag, da Alma gik gennem parken, opdagede hun det store ur. Det lignede et gammelt standur, som nogen havde glemt at tage med indenfor for hundrede år siden. Det var dækket af lysegrønt mos, og små vilde blomster voksede ud fra sprækkerne i det mørke træværk. Men det mærkeligste var lyden. Det sagde ikke ”tik-tak, tik-tak” som uret hjemme i køkkenet. Det sagde en blød, varm lyd, der lød præcis som et hjerteslag. Bank-bank. Bank-bank.
Alma gik helt tæt på. Urskiven var ikke hvid med sorte tal. Den var lavet af gyldent metal, og i stedet for 1, 2 og 3 var der små udskårne hjerter, stjerner og smileansigter, der glødede svagt. Viserne lignede tynde, sølvskinnende grene, der bevægede sig utroligt langsomt. Alma lagde sin hånd på det kølige træ. Hun kunne mærke vibrationen fra uret helt op i sin arm. Det føltes, som om uret trak vejret sammen med hende.
Mens hun stod der, kom en mand løbende forbi. Han havde et stramt jakkesæt på og en mappe under armen, der så ud til at sprække af papirer. Han kiggede på sit eget ur og råbte: ”Jeg når det aldrig! Tiden løber fra mig!”. Men da han passerede det gamle ur i parken, skete der noget mærkeligt. Urets visere stoppede helt op. De stod bomstille, så længe manden var i nærheden. Alma undrede sig. Hvorfor ville uret ikke gå for ham?
Hun satte sig ned i græsset og ventede. Lidt efter kom en dame gående med en barnevogn. Hun sang en lille sang for sit barn og stoppede op for at kigge på en farverig sommerfugl, der dansede i luften. I det øjeblik damen smilede og glemte alt om, hvor hun var på vej hen, gav uret et stort hop. Visere rykkede sig frem til et lille hjerte, og en smuk, klar klokketone lød gennem hele parken.
Alma forstod det nu. Dette ur talte ikke den tid, man brugte på at være vigtig eller hurtig. Det talte den tid, hvor man bare var sig selv. Det talte de øjeblikke, hvor hjertet bankede for noget dejligt. Hun lukkede øjnene og mærkede græsset kildre mod sine ben. Hun tænkte ikke på lektier eller på, at hun skulle huske at købe mælk for sin mor. Hun tænkte bare på, hvor dejligt det var at sidde lige her, mens vinden legede med hendes hår.
Da hun åbnede øjnene igen, så hun, at uret var begyndt at gå hurtigere. Men det var ikke en stresset fart. Det var som en dans. De små sølvgrene snurrede rundt og lyste op, hver gang Alma fandt på noget nyt at glæde sig over. Hun opdagede, at hun slet ikke behøvede at ligne de andre, der løb forbi. Hun behøvede ikke have en travl mappe eller en telefon, der bippede. Hun var Alma, og det var mere end nok til at få tiden til at synge.
En lille gruppe børn kom over til hende. De så nysgerrige ud, men de vidste ikke helt, om de turde stoppe op. De var vant til, at voksne sagde: ”Kom nu, vi skal videre!”. Alma smilede til dem og pegede på uret. ”Prøv at mærke,” sagde hun. ”Hvis I tør være helt jer selv, så viser uret jer, hvor lang tid verden egentlig har til os.” Børnene satte sig sammen med hende, og snart var de i gang med at bygge små huse af pinde og sten. De glemte alt om at skynde sig, og parken blev fyldt med lyden af grin og det store urs lune hjerteslag.
Uret i parken blev børnenes hemmelighed. Selvom de voksne stadig løb forbi og brokkede sig over, at uret aldrig viste det rigtige, så vidste Alma og hendes venner bedre. De lærte, at tiden ikke er noget, man skal fange eller tæmme. Tiden er noget, man skaber, når man tør være anderledes end strømmen. Alma fandt ud af, at hun var allerbedst til at være Alma, når hun ikke prøvede at være hurtig som en bus eller effektiv som en computer. Hun var bare en pige, der elskede historier og hjerteslag.
Som dagene gik, begyndte uret at ændre sig endnu mere. Blomsterne på dets sider voksede sig større, og de lyste i mørket som små lanterner. Hver gang et barn fandt modet til at sige sin egen mening eller lege en leg, ingen andre havde fundet på, sendte uret en lille gnist af guldstøv ud over parken. Det var som om, uret passede på alle de gode minder, så de aldrig forsvandt, selvom dagene på kalenderen blev revet af.
Alma følte sig aldrig alene mere. Selvom hun nogle gange sad for sig selv og kiggede på skyerne, vidste hun, at uret i parken talt hver eneste sekund af hendes glæde. Hun havde lært, at frihed ikke er at have masser af tid, men at bruge den tid, man har, på at være præcis den, man er inderst inde. Og hvis man er det, så går uret aldrig i stå.
Da solen begyndte at gå ned bag de store egetræer, og himlen blev farvet i lilla og orange striber, rejste Alma sig op. Hun børstede græsset af sin kjole og kiggede en sidste gang på det gamle standur. Det stod der stadig, roligt og stærkt, mens det sendte sit bank-bank ud i aftenluften. Hun mærkede en varme i brystet, som om hun bar en lille del af uret med sig hjem.
Byens lys tændtes i det fjerne, og lyden af biler og travle mennesker begyndte at blande sig med nattens stilhed. Men Alma skyndte sig ikke. Hun gik langsomt og nød lyden af sine egne skridt mod stien. Hun vidste, at selvom verden udenfor parken nogle gange glemte at trække vejret, så ville hun altid kunne finde vej tilbage til sit eget tempo. Hun var Alma, og hendes hjerte var det eneste ur, hun nogensinde fik brug for at rette sig efter.
Hjemme i sin seng lukkede hun øjnene og tænkte på de glødende hjerter på urskiven. Hun vidste, at i morgen ville uret vente på hende igen, klar til at tælle alle de nye, mærkelige og vidunderlige øjeblikke, som kun opstår, når man tør være helt sig selv.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: [Vinden der glemte at blæse]
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
