Liva elskede alt det, de andre ikke lagde mærke til. En dag førte nysgerrigheden hende dybt ind i skoven, hvor en gylden sti og en talende ræv ventede med en hemmelighed, der ville ændre hendes verden for altid.
Der var engang en pige ved navn Liva, som altid gik sine egne veje. Mens de andre børn i kvarteret fulgte de asfalterede stier til skolen og kiggede stivnet ned i deres egne sko, ledte Liva efter noget andet. Hun ledte efter de hemmelige åbninger i de tætte hække. Hun kiggede efter de steder i de gamle skove, hvor grenene flettede sig sammen som store, trygge hænder, der inviterede på eventyr.
Liva vidste, at verden gemte på sprækker. Hvis man bare kiggede længe nok på en gammel mur, kunne man næsten se en dør. Hvis man lyttede til vinden i piletræerne, kunne man næsten høre den fortælle om fjerne lande. Hendes forældre sagde tit, at hun havde hovedet i skyerne. Men Liva vidste bedre. Hun havde bare fundet en måde at se det, som de voksne havde glemt for længe siden.
Den gyldne sti i den dybe skov
En eftermiddag, hvor solen hang lavt og malede himlen i nuancer af fersken og guld, fandt hun en sti, hun aldrig havde set før. Den lå gemt bag en gammel, kroget eg, der lignede en sovende kæmpe. Stien var dækket af gyldne blade. De glimtede og sitrede, selvom solen nu var gemt bag en tung sky. Det lignede små stykker af rent lys, der var faldet ned fra himlen for at vise vej.
Liva tøvede ikke. Hun satte den ene fod foran den anden. Lyden af hendes skridt var blød og dæmpet. Jo længere hun gik, jo mere forsvandt lyden af biler. Byens larm og de voksnes travle stemmer blev erstattet af en dyb, dyb stilhed. Træerne herinde var enorme. Deres bark var dækket af mos, der føltes som det blødeste fløjl under hendes fingre.
Luften begyndte at ændre sig. Den duftede af nyslået græs, varme vafler og det øjeblik, lige før det begynder at sne. Det var en duft af forventning. Liva mærkede et lille gib i maven. Det var ikke frygt. Det var den form for spænding, man mærker, når man ved, at man er lige ved at opdage noget helt særligt. Hun var ikke længere i den almindelige skov. Hun var på vej et sted hen, hvor reglerne for tyngdekraft og tid måske ikke var helt de samme som derhjemme.
Et uventet møde med en lille rød hat
Lige som hun troede, at stien ikke kunne blive smukkere, hørte hun en lav rømmen. Ved foden af en lysende svamp sad en ræv. Men det var ikke en helt almindelig ræv. Den havde en lille, elegant rød hat på hovedet. Hatten sad lidt på sned, og rævens øjne var kloge og fulde af skælmeri. Da Liva kom tættere på, rejste ræven sig op og bukkede høfligt.
"Goddag, unge rejsende," sagde ræven med en stemme, der lød som knitrende efterårsblade. "Det er ikke hver dag, vi ser nogen finde den gyldne sti. De fleste har alt for travlt med at nå frem til noget vigtigt. De glemmer helt at kigge efter det, der faktisk er værd at finde."
Liva smilede. Hun følte sig ikke spor bange for den talende ræv. "Jeg leder efter det magiske rige," forklarede hun. "Er jeg på rette vej?"
Ræven rettede på sin hat og smilede med hele ansigtet. "Du er altid på rette vej, når du følger din nysgerrighed, Liva. Nysgerrighed er det kompas, der aldrig viser forkert. Men husk nu, at porten kun åbner for dem, der tør tro på det, de ser, selv når det virker helt umuligt." Han pegede med sin pote mod en lysende port af flettede grene i det fjerne. Det lignede en indgang vævet af selve sollyset.
Gennem porten til fantasiens verden
Da Liva nåede frem til porten, tøvede hun et kort øjeblik. Hun vidste, at hvis hun gik igennem, ville alt ændre sig. Verden bag hende ville føles lidt mindre farverig, når hun kom tilbage. Men hendes hjerte bankede hurtigt af nysgerrighed. Hun tog en dyb indånding og trådte igennem det varme lys.
Synet, der mødte hende, fik hende til at tabe pusten. Foran hende strakte sig et rige, som ingen maler nogensinde ville kunne fange på et lærred. Hun så enhjørninger med horn af perlemor, der drak af floder af flydende sølv. Vandet sang en lille melodi, hver gang det ramte stenene i flodbredden. Græsset var ikke bare grønt, det var lilla og blåt og glimtede som små diamanter.
Højt oppe på den lyserøde himmel svævede slotte. De var bygget af hvidt marmor og guld, men de hvilede ikke på jorden. De lå trygt på store, bløde skyer, der lignede candyfloss. Liva mærkede, hvordan en let brise bar duften af eventyr hen til hende. Her var der ingen, der sagde, at man skulle skynde sig. Her var der ingen lektier eller kedelige rugbrødsmadder. Det var et sted, hvor fantasi var den eneste lov, der gjaldt.
Skaberens store opdagelse
Mens Liva gik gennem de lilla enge, lagde hun mærke til noget mærkeligt. Hver gang hun tænkte på noget lækkert, dukkede det op. Da hun tænkte på jordbær, voksede der med ét store, saftige bær frem på buskene ved siden af hende. Da hun ønskede sig at flyve, føltes hendes skridt så lette, at hun næsten svævede over jorden.
Det gik langsomt op for hende. Det magiske rige var ikke bare et sted, hun var kommet til. Det var et sted, hun selv var med til at skabe. Hendes egne tanker undervejs på den gyldne sti havde formet landskabet. Hendes glæde havde skabt de syngende floder. Hendes drømme havde bygget slottene på skyerne.
Det var den største magi af alle. At opdage, at man bærer sit eget eventyr indeni sig. At verden udenfor altid bliver præcis så magisk, som man selv tør forestille sig den. Liva satte sig ned ved sølvfloden og dyppede tæerne i det kølige vand. Hun følte sig stærkere og klogere end nogensinde før. Hun forstod nu, at den største rigdom ikke var guld eller sølv, men evnen til at se det smukke i alt.
Hjemkomst og det gyldne minde
Timerne gik, som var de minutter. Liva legede med enhjørningerne og smagte på de magiske bær. Men da stjernerne begyndte at tindre på den lilla himmel, vidste hun, at hun måtte vende hjem. Hendes forældre ville snart kalde til aftensmad, og selvom candyfloss-skyer var fantastiske, savnede hun også duften af sit eget værelse.
Hun gik tilbage mod porten af lys. Ved udgangen ventede den lille ræv. Han overrakte hende en lille ting. Det var en sten. Den var perfekt rund og glat, og den lyste med et svagt, gyldent skær. "Tag denne med dig," sagde ræven. "Så du aldrig glemmer, hvad du har lært i dag. Vejen herind er altid åben, hvis du bare tør forlade den brede vej og følge dit eget hjerte."
Liva knugede stenen i sin hånd og trådte tilbage gennem porten. Da hun stod på den anden side, var hun igen i den gamle skov. Fuglene sang deres sædvanlige aftensange, og lyden af en fjern bil kunne høres igen. Men noget var anderledes. Skoven så ikke længere bare almindelig ud. Hun kunne se magien i hver eneste lille gren og hvert eneste blad.
Hun gemte den gyldne sten dybt i sin lomme. Nu vidste hun, at det magiske rige ikke var så langt væk, som man skulle tro. Det lå lige om hjørnet, gemt bag en gammel eg eller i en sprække i en mur. Man skulle bare turde kigge efter det. Og Liva? Hun lovede sig selv, at hun aldrig ville holde op med at lede.
Læs næste eventyr: Fuglen med de gyldne fjer
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
