Vera boede i en by, hvor alle de voksne altid nynnede den samme melodi, mens de gik på arbejde. Det var en praktisk lille melodi, der passede perfekt til lyden af hurtige skridt mod fortovet, men Vera syntes altid, den manglede noget helt særligt.
I Veras by var alting meget ordentligt. Græsset voksede kun til en bestemt højde, skyerne lignede for det meste små, velfriserede uldtotter, og selv fuglene sang i takt. Men inde i Veras bryst bankede noget andet. Det føltes som en lille, indespærret fugl, der gerne ville baske med vingerne, men som havde glemt, hvordan man åbnede næbet. Hun vidste, at hun bar på en sang, men uanset hvor meget hun prøvede at nynne med de andre, føltes det forkert, som at gå med sko, der strammer over tæerne. En dag, da solen kastede lange, gyldne fingre ind gennem havens tætte buskads, besluttede hun sig for at finde sin egen tone, uanset hvor gemt den var.
Hun listede helt ned i bunden af haven, der hvor mælkebøtterne fik lov at stå i fred, og hvor en gammel, kroget hyldebusk dannede en slags hemmelig hule. Vera satte sig på hug og lukkede øjnene. Hun lyttede ikke til de voksnes nynnen eller bilernes brummen ude på vejen. Hun lyttede til stilheden mellem bladene. Først hørte hun ingenting, men så begyndte en svag summen at forme sig bag hendes lukkede øjenlåg. Det var ikke en melodi, hun havde lært i skolen eller hørt i radioen. Det var en lyd, der mindede om varm kakao, duften af sommerregn og følelsen af at løbe barfodet gennem højt græs på én gang.
Uden at hun selv opdagede det, begyndte hendes læber at forme de første toner. Det var en sang uden ord, en lille klatrende lyd, der dansede op og ned som en legesyg sommerfugl. Da hun sang, skete der noget mærkeligt. De små, lilla klokkeblomster ved hendes fødder begyndte at svaje blidt, selvom der ikke var det mindste vindpust. En solstråle ramte hende direkte på næsen, og det føltes som om, hele haven holdt vejret for at høre efter. Vera sang højere nu, og for hver tone føltes hendes hjerte en smule lettere, som om hun endelig havde fundet den nøgle, der passede til den lås, hun altid havde båret på.
Hun sang om ting, hun ikke vidste, hun huskede. Om hvordan det føles at stirre ind i et bål, og om den hemmelige glæde ved at finde en helt rund sten på stranden. Hendes sang var ikke pæn og taktfast som de voksnes nynnen; den knækkede lidt undervejs, den tog uventede sving, og den var helt og holdent hendes egen. Da hun endelig blev stille, føltes verden omkring hende forandret. Farverne i haven virkede skarpere, og hun følte sig pludselig meget større indeni, selvom hun stadig var den samme lille pige med jord på knæene.
Vera indså, at sangen ikke var noget, hun skulle finde derude i verden, men noget hun altid havde haft med sig. Den var hendes helt egen måde at være Vera på. Da hun gik tilbage mod huset, mødte hun sin far, der stod og nynnede den sædvanlige, taktfast melodi. Hun smilede bare til ham og beholdt sin egen sang gemt som en varm lille skat i lommen. Hun vidste nu, at uanset hvor meget verden prøvede at få alle til at synge det samme, ville hendes hjerte altid kende vejen til sin egen melodi. Og hver gang hun følte sig lidt alene eller glemt, behøvede hun blot at lukke øjnene og lytte indad, så ville sangen begynde at spire igen.
Det er nemlig sådan med sange fra hjertet; de forsvinder aldrig rigtigt, de venter bare på, at man får tid til at lytte. Vera sov ekstra godt den nat, for hun vidste nu præcis, hvem hun var, og hvordan hendes helt egen verden lød.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Onkel Jeppes læsebod #112 – Da vinden mistede sin retningssans
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
