Verden i bobleplast: Da vi glemte at leve farligt

Prøv at gå en tur gennem en af nutidens legepladser I ved de der arkitekttegnede vidundere hvor alt er lavet af blødt genbrugsgummi og hvor den højeste top er præcis 40 centimeter over havets overflade så ingen risikerer andet end en mild overraskelse hvis de mister balancen Sæt dig på en bænk og kig på

Prøv at gå en tur gennem en af nutidens legepladser. I ved, de der arkitekttegnede vidundere, hvor alt er lavet af blødt genbrugsgummi, og hvor den højeste top er præcis 40 centimeter over havets overflade, så ingen risikerer andet end en mild overraskelse, hvis de mister balancen. Sæt dig på en bænk og kig på en flok børn, der ligner små astronauter i deres neongule sikkerhedsveste, mens de forsøger at få pulsen op i et miljø, der er mere sterilt end en operationsstue på Rigshospitalet.

Det slår mig gang på gang, at vi er ved at begå en kolossal fejl. Vi har fået den vanvittige idé, at livet er noget, der skal overleves uden en eneste skramme. Vi har pakket virkeligheden ind i så mange lag bobleplast, at vi slet ikke kan mærke, når vi støder sammen. Og det er ikke kun på legepladsen; det er i vores sprog, i vores institutioner og i selve den måde, vi betragter tilværelsen på. Vi er blevet bange for det farlige, men i vores iver efter at beskytte os selv, har vi glemt, at det er i modstanden, vi finder os selv.

Jeg har både på en konference i Indien og senest i Kina holdt en Keynote om vigtigheden i at slå sig en smule.

Gyngerne der forsvandt i sikkerhedens navn

Jeppe på en alt for sikker fjedrehest på en polstret legeplads

Kan I huske de gamle gynger? De der tunge jernsæder, der hang i rustne kæder, og som kunne give en regulær hjernerystelse, hvis man ikke passede på, når man løb bagom? Eller rutsjebanerne af metal, der blev 70 grader varme i julisolen og efterlod mærker på lårene, som man bar med stolthed som et bevis på, at man havde overlevet sommeren? De er væk nu. Erstattet af EU-certificerede plastikanordninger med indbyggede støddæmpere og faldunderlag, der er blødere end en gennemsnitlig skumfidus.

Læs også:
Chatkontrol, hasteprocedure og den evige jagt på din indbakke

Problemet er bare, at når man fjerner risikoen for at falde, fjerner man også behovet for at lære at balancere. Hvis verden altid er polstret, hvorfor skulle man så overhovedet gøre sig umage? Vi opdrager en generation til at tro, at tyngdekraften er en valgfri indstilling, og at der altid står en pædagog klar med en vådserviet og en forsikringsformular, hvis knæet alligevel skulle få en rød plet. Men dannelse kræver modstand. Man bliver ikke et helt menneske af at rulle rundt i vat; man bliver det ved at mærke de skarpe kanter og finde ud af, hvordan man navigerer udenom dem – eller tager konsekvensen, når man rammer dem.

De afrundede ord og den polstrede samtale

Jeppe Søe med bobleplast for munden som symbol på den polstrede samtale

Men det stopper ikke ved det fysiske. Vi har også overført bobleplasten til det danske sprog. Vi lever i en tid med “trigger warnings”, “safe spaces” og en nærmest religiøs angst for at sige noget, der kunne tænkes at støde nogen, et sted, på et eller andet tidspunkt. Vi sliber ordene til, indtil de er så runde og glatte, at de glider lige igennem bevidstheden uden at efterlade det mindste aftryk.

Vi er holdt op med at føre samtaler, og er i stedet begyndt at udveksle polstrede hensigtserklæringer. Men sandheden er jo, at den vigtigste samtale ofte er den, der gør lidt ondt. Som jeg altid siger i mine foredrag om demokrati, så står jeg i gæld til dem, jeg er uenig med. Uden modstanden fra deres argumenter ville jeg aldrig ane, hvor mine egne holdninger står fast. Når vi polstrer samtalen, fjerner vi muligheden for at blive klogere. Vi ender i hver vores lille boble af selvbekræftelse, hvor ingen nogensinde bliver udfordret, og hvor vi langsomt visner hen i en tilstand af intellektuel magelighed.

Læs også:
Storytelling uden sjæl og nationen der glemte sine rødder

Forsikring mod selve skæbnen

Et barnesår på et knæ som et trofæ for et levet liv

Vi er blevet et folkefærd af forsikringstagere. Vi vil have garantier for alt. Vi forsikrer os mod regnvejr på ferien, mod at vaskemaskinen går i stykker tre dage efter garantien udløber, og mod at vi overhovedet skal mærke livets uforudsigelighed. Vi behandler skæbnen som en reklamationssag, vi kan vinde hos Forbrugerklagenævnet.

Men livet er ikke en forsikringspolice. Det er et vildt og kaotisk eksperiment, og det smukke ved det er netop, at vi ikke kender udgangen. Når vi forsøger at eliminere enhver risiko, eliminerer vi også muligheden for det ekstraordinære. Et knæskalssår er ikke en katastrofe; det er en medalje for at have turdet deltage i legen. Hvis vi aldrig tør løbe risikoen for at miste, vinder vi aldrig noget, der er værd at beholde. Vi er ved at bygge et samfund, der er så sikkert, at det er dødkedeligt at være i.

Hyldest til det farlige og det sande

Jeppe Søe med en kæmpe vatpind som et humoristisk våben

Det er på tide, at vi genfinder respekten for det farlige. Ikke fordi vi skal søge døden eller opsøge unødvendige ulykker, men fordi vi skal turde leve, mens vi er her. Vi skal turde sige de ord, der skrammer. Vi skal turde klatre i de træer, hvor de øverste grene svajer. Vi skal turde gå ind i de debatter, hvor vi risikerer at tage fejl og tabe ansigt.

Dannelse handler om at finde balancen mellem at passe på sig selv og at sætte sig selv på spil. Det handler om at forstå, at vi er hinandens muligheder, men også hinandens modstandere. Og det er i den friktion, at gnisten opstår. Hvis vi fortsætter med at pakke alt ind i bobleplast, ender vi som en nation af vatpinde – bløde i begge ender og uden rygrad til at stå imod, når den virkelige storm rammer.

Læs også:
Skt. Hans, en præst og en voksdukke

En personlig nekrolog over vatpinden

Jeg savner den tid, hvor vi ikke gik i fængsel for at lave en joke, og hvor vi ikke skulle have en manual med for at føre en politisk debat. Jeg savner den tid, hvor man kunne lugte jorden, mærke kulden og smage blodet i munden efter et fald, uden at det blev til en sag for Arbejdstilsynet eller en Facebook-gruppe for bekymrede forældre.

Lad os sprænge boblerne. Lad os rive plastikken af og mærke verden, præcis som den er: Beskidt, uretfærdig, larmende og helt igennem fantastisk. For hvis vi aldrig tør leve farligt, så lever vi slet ikke. Vi overlever bare. Og det er sgu for lidt at nøjes med, når man tænker på, hvor kort tid vi har til rådighed.

Så næste gang du ser et barn klatre lidt for højt op, så lad være med at råbe “pas på”. Råb i stedet “sejt gået”. Og hvis de falder ned? Så hjælp dem op, børst støvet af dem, og send dem op igen. Det er det, dannelse handler om. Det er det, livet handler om. Alt det andet er bare fyldmateriale.

{“@type”:”BlogPosting”,”image”:”https://cdn.marblism.com/_Wvymd2LlyT.webp”,”author”:{“name”:”Jeppe Søe”,”@type”:”Person”},”@context”:”https://schema.org”,”headline”:”Verden i bobleplast: Da vi glemte at leve farligt”,”publisher”:{“logo”:{“url”:”https://jeppe.dk/favicon.ico”,”@type”:”ImageObject”},”name”:”Jeppe Søe”,”@type”:”Organization”},”articleBody”:”Jeg gik en tur gennem en af de nye legepladser forleden… (full content of the blog post)”,”description”:”En skarp observation om vores trang til at pakke alt ind i sikkerhed og bobleplast – fra legepladser til det danske sprog.”,”datePublished”:”2026-07-18″}

Vil du have Søeforklaringer i indbakken?

Skriv en kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Scroll to Top

Søeforklaringer direkte i indbakken?

Intet spin, ingen spam, ingen algoritmer. Bare mine tanker om medier, magt og mennesker, når jeg har noget på hjerte.