Vi lever i en tid, hvor de danske økonomiske grafer ligner en tur i en overspændt rutsjebane, der kun kender retningen opad, mens den menneskelige krop undervejs taber både pusten og forbindelsen til jorden. Det er en fortælling om et land, der er blevet stenrigt på at sælge sundhed til hele verden, mens vi herhjemme kæmper for at holde sammen på de generationer, der skal bære festen i mål.
Det er svært ikke at få kaffen galt i halsen, når man læser de seneste tal fra Danmarks Statistik. Vi er som nation blevet en slags økonomisk supermand, men ser man efter under kappen, er det tydeligt, at musklerne primært er bygget af hvide kitler og medicinske gennembrud. Medicinalindustrien trækker hele læsset, og uden den ville den danske vækst ligne en fladtrådt leverpostejmad en regnvåd tirsdag i november. Ifølge de nyeste opgørelser ville vores BNP-vækst i de seneste år have været direkte negativ, hvis ikke det var for de enorme eksportsucceser fra virksomheder som Novo Nordisk. Vi er blevet verdensmestre i vækst, men det er en vækst, der i høj grad hviler på, at vi producerer løsninger til et globalt samfund, der er blevet sygt, fedt eller bare slidt. Det er paradokset i vores moderne velfærdseventyr: Vi tjener kassen på sygdom, mens vi drømmer om det evige liv og den fejlfrie krop. Du kan læse mere om medicinalindustriens vilde træk på den danske økonomi hos Lif, der sort på hvidt udstiller, hvordan vi er blevet en nation af medicinsælgere. Men midt i denne eufori af milliarder glemmer vi ofte at kigge på dem, der rent faktisk skal gå de ekstra mil på de danske arbejdspladser. Seniorerne, dem vi politisk ynder at kalde ”den grå guldreserve”, bliver bedt om at blive lidt længere, tage en tørn til og ignorere de små knæk i knæene og den snigende træthed i ryggen.
Den bitre eftersmag af cocktaileffekten
Når vi taler om vækst, taler vi sjældent om den pris, det kræver at holde maskinen kørende. I forskningens verden findes der et begreb, som vi burde tage langt mere alvorligt i den offentlige debat, nemlig cocktaileffekten. Det lyder som noget, man bestiller i en smart bar i København, men virkeligheden er langt mere dyster. Cocktaileffekten dækker over det fænomen, at vi i dag fylder os med så mange forskellige præparater, at vi reelt ikke aner, hvordan de arbejder sammen i vores kroppe. For den enkelte senior, der tager én pille for blodtrykket, en anden for kolesterolet, en tredje for gigt i fingrene og måske en fjerde for at kunne sove efter en lang dag på et krævende arbejdsmarked, bliver livet en kemisk balancegang. Vi har skabt et samfund, hvor medicinen er blevet den gaffatape, der holder sammen på mennesket, så det kan præstere endnu et år i vækstens tjeneste. Problemet er bare, at de enkelte midler måske hver især er godkendt og harmløse, men når de blandes i den menneskelige cocktailshaker, opstår der bivirkninger, som ingen har taget højde for. Træthed, svimmelhed og en følelse af at være mentalt ved siden af sig selv bliver ofte affærdiget som “alderdom”, selvom det i virkeligheden er prisen for den medicinske overlevelse.
Det er her, eftertanken burde ramme os som en våd klud i ansigtet. Vi praler af vores BNP, som var det en karakterbog i folkeskolen, men vi glemmer at spørge, om vi har råd til alt, men snart ikke har krop til noget som helst. Når Danmarks Statistik dokumenterer, at medicinforbruget stiger i takt med, at vi bliver ældre, er det ikke kun et tegn på medicinsk fremskridt. Det er også et vidnesbyrd om en kultur, hvor vi hellere vil medicinere os ud af nedslidning end at ændre de rammer, vi lever i. Vi bygger et samfund på rekordfart, men fundamentet er de mennesker, der føler sig som statister i deres egne liv, holdt kørende af kemiske krykker. Der er en dyb kynisme i, at vi som nation bliver rigere på at sælge medicin, mens vores egne ældre bliver mere og medikaliserede for at kunne følge med i det tempo, som selvsamme vækst dikterer. Man kan næsten se det for sig: Den danske økonomi sprinter afsted mod målstregen, men bagved ligger de knæ, der ikke kunne mere, spredt ud over banen. Du kan dykke ned i de tørre, men skræmmende tal for den danske vækst hos Danmarks Statistik, men husk at læse mellem linjerne og mærke efter i din egen krop imens.
Vækst er ikke det samme som velbefindende
Der findes en sær blindhed i vores politiske landskab, hvor vi har forelsket os i tallet bag kommaet. Hvis væksten er på 3,9 procent, så jubler vi, uanset om de procenter er skabt af folk, der har det godt, eller af folk, der er ved at knække midt over. Det minder om den gamle historie om manden, der faldt ud fra 40. etage, og som for hver etage han passerede, sagde til sig selv: “Indtil videre går det godt”. Vi falder gennem tiden med lommerne fulde af guld, men vi har glemt, hvordan man lander. Det levede liv kan ikke gøres op i en kvartalsrapport. Det findes i de øjeblikke, hvor vi føler os som en del af noget større, hvor ordet har magt, og hvor nærværet med hinanden ikke kræver en recept fra lægen. Vi har fjernet fokus fra dannelsen af det hele menneske til fordel for produktionen af det effektive menneske. Men hvad sker der, når det effektive menneske bliver slidt op? Når vi har brugt alle kræfterne på at nå pensionsalderen, blot for at opdage, at “guldet” kun kan bruges på flere piller til at dæmpe de smerter, arbejdet har givet os?
Vi mangler en samtale om, hvad det er for et liv, vi ønsker at leve, når vi ikke lige er i gang med at redde den danske betalingsbalance. Det handler om medborgerskab og om at turde se hinanden i øjnene uden at spørge, hvad vi producerer. Det handler om det levende ord, der binder os sammen, og som ikke kan erstattes af en kemisk cocktail. Hvis vi fortsætter med at lade medicinalindustrien være vores eneste redningsplanke, ender vi som en nation af velhavende patienter, der sidder i vores designerstole og kigger ud på en verden, vi ikke længere kan deltage i, fordi vores knæ blev liggende i målfeltet. Vi har brug for at genopdage respekten for kroppens grænser og for de faser af livet, hvor tempoet naturligt falder. Det er ikke en falliterklæring at blive ældre og slidt; det er en del af at være menneske. Men det er en falliterklæring for et samfund, hvis vi kun kan rumme de slidte, hvis vi først kan dope dem til at ligne unge løver.
Fra Excel-ark til eksistens
Det er på tide, at vi løfter blikket fra Excel-arkene og begynder at interessere os for eksistensen. Den nuværende kurs, hvor vi fejrer vækst baseret på medicinering, er en blindgyde, hvis vi ikke samtidig investerer i det liv, der foregår mellem recepter og indlæggelser. Vi taler meget om bæredygtighed, når det handler om vindmøller og økologisk gulerødder, men hvad med den menneskelige bæredygtighed? Hvad med at skabe arbejdspladser og fællesskaber, hvor man ikke behøver en cocktaileffekt af præparater for at holde ud at være der? Vi skal turde at stille spørgsmålstegn ved, om den rigdom, vi skraber sammen, overhovedet giver mening, hvis den ikke omsættes til mere tid, mere frihed og mere sundhed, der ikke kommer ud af et pilleglas. Det er ikke nok at have råd til alt, hvis vi har mistet evnen til at mærke os selv.
Hvis man vil forstå, hvordan vi som samfund har bevæget os fra nærvær til medicinsk overlevelse, kan man starte med at kigge på de mange foredrag, jeg holder rundt om i landet. Her taler jeg ofte om, hvordan vi mister os selv i systemernes logik og glemmer den menneskelige samtale. For det er i samtalen og i det autentiske møde mellem mennesker, at vi finder den ægte modvægt til den kemiske virkelighed. Vi skal tilbage til en forståelse af, at mennesket ikke er en maskine, der kan smøres med medicin i det uendelige. Vi er skrøbelige, vi er vidunderlige, og vi er i høj grad summen af de valg, vi tager for hinanden. Lad os stoppe op et øjeblik og spørge os selv: Vil vi huskes som dem, der blev de rigeste på kirkegården, eller som dem, der turde prioritere det levede liv over de tørre væksttal?
En skål for de ægte knæ
Når alt kommer til alt, er det ikke medicinalindustriens skyld, at vi har tabt retningen. De gør bare det, de er gode til: De laver medicin. Problemet er vores egen fascination af de store tal og vores manglende mod til at sige stop, når prisen bliver for høj. Vi har brug for en ny definition af succes, som ikke kun handler om, hvor meget vi kan sælge til udlandet, men om hvordan vi har det i vores egen hverdag. Vi skal værne om seniorerne, ikke som en arbejdskraftreserve, der skal dopes til at holde ud, men som kilde til erfaring og ro i et samfund, der er ved at gå op i limningen af ren fartblindhed.
Vi skal fejre de knæ, der er blevet slidt af at lege med børnebørn, af at gå lange ture i den danske natur og af at bidrage til fællesskabet på en måde, der ikke kan måles i kroner og øre. Lad os skåle i rent vand frem for i kemiske cocktails og huske på, at den største rigdom ikke findes i statskassen, men i den krop, der bærer os gennem livet, og det sind, der holder os vågne og kritiske. Verdensmestre i vækst? Måske. Men lad os sørge for, at vi har hele os selv med over målstregen, så der også er nogen til at fejre sejren bagefter.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
