Jeg overhørte forleden en mand i en mørkeblå blazer forklare, at han skulle “facilitere en deep-dive ind i vores kerne-narrativ for at sikre alignment på tværs af siloerne”. Han sagde det helt uden at rødme. Han blinkede ikke engang. Han stod bare der med sin havremælk-latte og lignede en, der lige havde leveret en dyb sandhed fra bjerget. I virkeligheden sagde han bare, at han skulle tale med sine kolleger om, hvad de egentlig laver. Men det lyder jo ikke af en årsløn på en million. Det er her, kvælningen starter. Det er her, sproget holder op med at være et værktøj og i stedet bliver til en form for verbal tågegas, der gør os alle blinde og dumme.
Det første tegn på, at du er ved at miste ilten, er tabet af ordet “nej”. I den moderne management-verden findes der ikke længere et nej. Hvis du ikke har tid eller lyst til at deltage i et meningsløst møde, siger du ikke nej. Du taler om at “balancere din kapacitet”. Du kigger på din “båndbredde”. Det lyder som noget, man gør med en internetforbindelse i 90’erne, men det er i virkeligheden bare en høflig måde at sige, at du hellere vil stirre ind i en væg end at høre på projektlederen endnu en gang. Når du begynder at bruge ord som “ressource-optimering” om din egen frokostpause, er du allerede halvvejs nede i mosen.
Så er der rejsen. Alt er blevet en rejse. Du går ikke længere på arbejde for at løse en opgave. Du er på en “digital transformations-rejse“. Det lyder spændende, næsten som en tur med Orientekspressen, men det betyder som regel bare, at I skal skifte fra et gammelt IT-system til et nyt, der virker halvt så godt. Selv turen til kaffemaskinen er blevet en rejse mod en “uformel vidensdeling-hub”. Hvis du finder dig selv i at beskrive din hverdag som en serie af etaper og milesten frem mod en visionær horisont, så stop op. Træk vejret. Du er ikke på en rejse. Du er på kontoret i Herlev.
Et tredje tegn er den pludselige kærlighed til engelske ord, der dækker over helt almindelige danske følelser. Har du haft “Sunday scaries” for nylig? Det hed før i tiden bare søndagsangst eller den milde fornemmelse af, at man ikke gider i skole i morgen. Men nu er det brandet. Vi taler om “quiet quitting”, når folk bare passer deres arbejde uden at ofre deres førstefødte til firmaets alter. Vi taler om “coffee badging”, når man kun kommer ind på kontoret for at vise sit ansigt og så skrider igen. Det er sproglig glasur på en tør kage. Vi opfinder smarte navne for at undgå at tale om, at folk måske bare er trætte af dårlig ledelse. Det er nemmere at sige, at medarbejderen “lav-performer”, end at chefen er en klaphat.
Bogstav-suppen er det fjerde tegn. Du kan ikke længere gå gennem en dag uden at støde ind i ESG, CSRD, KPI, OKR og ESRS. Det lyder som en gammel radio, der er gået i hak. Særligt ESG – Environmental, Social, and Governance – er blevet det nye trylleord. Alle taler om det, men ingen kan forklare det, så en almindelig smed kan forstå det. Vi laver “dobbelt væsentlighedsanalyser” som om vi var i gang med at splitte atomer. I virkeligheden handler det om ordentlighed. Men ordentlighed kan man ikke skrive i en 400-siders rapport med flotte grafer. Derfor skal det pakkes ind i akronymer, så ingen opdager, at vi bare har brugt fire måneder på at tælle antallet af genbrugskrus i kantinen.
Det femte tegn er, når du begynder at tale om mennesker som “aktiver” eller “kapital”. Human Capital. Det lyder så koldt, at man får lyst til at tage en uldtrøje på. Vi “investerer i vores talenter”, som var de aktier i Novo Nordisk. Men mennesker er ikke aktiver. De er folk med mavesyre, dårlig humor og børn, der skal hentes klokken 15:30. Når vi fjerner det menneskelige fra sproget, fjerner vi også ansvaret. Det er meget nemmere at “effektivisere en enhed” end at fyre Bente fra bogholderiet, der har været der i 30 år. Management-dansk er et sprogligt viskelæder, der fjerner de skarpe kanter af virkeligheden.
Så er der de mærkelige dyre-metaforer. Er du en “job-hugger”? Er du en “office frog”, der hopper fra opgave til opgave? Vi lever åbenbart i en zoologisk have af produktivitet. Ledere taler om at “fodre bæstet” eller “være i øjenhøjde med markeds-dynamikkerne”. Det er en form for verbal udklædningsfest. Vi leger voksne ved at bruge ord, der lyder som noget fra en dårlig amerikansk forretnings-thriller. Men bag alle ordene gemmer sig ofte en stor, fed usikkerhed. Jo mere komplekst vi taler, jo mindre behøver vi at forholde os til det faktum, at vi måske ikke helt ved, hvad vi laver.
Det syvende og sidste tegn er det vigtigste: Du kan ikke længere huske, hvad dit produkt egentlig er. Hvis du arbejder i en virksomhed, der laver vinduer, men du bruger hele dagen på at tale om “gennemsigtighed i beslutnings-processerne” og “bæredygtig stakeholder-management”, så er du i farezonen. Når ordene om arbejdet bliver vigtigere end selve arbejdet, så er ilten sluppet op. Vi bygger korthuse af koncepter, mens kunderne bare gerne vil have et vindue, der ikke trækker. Vi faciliterer og synergerer, indtil der ikke er nogen tilbage til at slå sømmet i.
Jeg har set folk til foredrag, der ser helt forpinte ud, når jeg beder dem forklare deres job uden at bruge buzzwords. De leder efter ordene som en fisk på land. Det er en kollektiv hallucination. Vi har bildt hinanden ind, at sproget skal være svært for at være professionelt. Men sandheden er, at hvis du ikke kan forklare din strategi til din mormor, så er det ikke en strategi. Så er det bare en række bogstaver, der står i kø for at blive glemt.
Vi har brug for en sproglig afvænning. Vi har brug for at kalde en skovl for en skovl og et dårligt møde for et spild af tid. Vi skal holde op med at “aligne” og i stedet begynde at blive enige. Vi skal droppe “well-washing” og de falske løfter om trivsel, der er pakket ind i HR-floskler. Det handler ikke om at være mod udvikling, det handler om at være for frihed – friheden til at tale, så vi forstår hinanden.
Næste gang nogen spørger dig, om du vil “co-create en synergetisk roadmap”, så prøv at svare: “Nej tak, jeg vil hellere have en ostemad og få arbejdet færdigt.”
Det kræver mod. Men det er den eneste måde at få vejret igen på.
Hav en fortsat god rejse mod fyraften.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?






