Genåbningen er i gang, og det hele lugter af sprit, streger på gulvet og voksne, der har haft alt for meget alenetid med deres Excel-ark.
Børnene sendes ind i skolerne, som om de var små flytbare kolonner i et kommunalt regneark. Ikke som mennesker med uro i benene, fantasi i hovedet og verdenshistorie i blikket, men som noget der skal fordeles, optimeres og holdes inden for de rigtige felter. Det er ikke bare trist. Det er absurd. Midt i en krise, der burde have mindet os om, hvor skrøbeligt og menneskeligt alting er, reagerer vi ved at måle mere, styre hårdere og tale om børn, som om de var inventar med penalhus. Og det mest foruroligende er næsten, hvor hurtigt den slags bliver solgt som ansvarlighed.
Jeg har læst genåbningsplanen, og den har den særlige tone, som kun systemer kan have, når de forveksler omsorg med administration. Et barn bliver til en enhed. En klasse bliver til en kabale. En skole bliver til et kredsløb af afstand, afspritning, pile på gulvet og voksne, der står med den kommunale bibel i hånden og lader, som om et skema er det samme som tryghed. Og ja, jeg ved godt, at der er en sygdom derude. Jeg ved godt, at man skal passe på. Men et samfund kan sagtens tage sundhed alvorligt og samtidig opføre sig komplet vanvittigt. Det er præcis det, vi risikerer nu.
Det farlige er ikke bare restriktionerne. Det farlige er menneskesynet, der sniger sig med ind ad bagdøren iført fornuftens vest og navneskilt. Forestillingen om, at det levende bliver mere håndterbart, hvis bare vi kan putte det ind i et ark med farvede felter. At børn bliver lettere at forstå, hvis vi gør dem op i afstand, grupper, fremmøde og afvigelser. Men børn er jo ikke et Excel-problem. De er børn. De larmer, drømmer, falder ud ad vinduet i tankerne, stiller skæve spørgsmål og opdager verden i zigzag. Det er netop dét, skolen skal kunne rumme. Ikke udrydde. Når vi forsøger at skrabe det uforudsigelige væk, skraber vi samtidig noget af det mest menneskelige væk. Det er dér, dannelsen bor. I det, der ikke passer i cellerne.
Når skolen bliver et hygiejnisk anlæg
Skolen er ikke skabt for at producere lydige små kroppe, der bevæger sig pænt mellem tape-markeringer og voksenbekymringer. Skolen er til for at åbne verden. For at lade børn prøve kræfter med sproget, historien, fællesskabet og dem selv. For at give dem mere end færdigheder. Nemlig retning. Ryggrad. Ånd. Alt det, vi bliver så pinligt moderne over at tale om, fordi det ikke kan tastes ind i et regneark og blafres frem på et pressemøde med alvorlig mine.
Nu taler vi, som om den højeste dyd er at få børnene sikkert igennem dagen uden for meget friktion. Men børn skal ikke bare fragtes gennem et system som sårbare pakker med madkasse. De skal vokse. Og man vokser ikke af at blive behandlet som et logistisk problem med håndsprit. Man vokser af mødet med levende voksne og andre børn, af tillid, af nysgerrighed og af det vidunderlige rod, der opstår, når mennesker faktisk er sammen. Hvis det eneste, vi kan tilbyde, er en skole, der ligner et laboratorie med skoletasker, så er det ikke kun en sundhedsløsning. Det er et kulturelt nederlag med kommunal underskrift.
Jeg kan ikke lade være med at tænke, at vi her ser den moderne stats drøm i sin reneste form: orden uden ånd. Effektivitet uden menneske. Kontrol forklædt som omsorg. Det hele ser så nydeligt ud ovenfra. Små grupper, pæne pile, afstand mellem bordene, flueben i de rigtige kolonner. Men set nedefra, i børnehøjde, er det jo en ret vild forestilling: at man redder skolen ved at gøre den mindre levende. Måske redder vi skolen, måske måler vi den ihjel. Og hvis ingen siger det højt, ender vi med at forveksle den velorganiserede afvikling af menneskelighed med fremskridt.
Excel lærer ingen at være menneske
Der er noget næsten komisk over voksne, som tror, at man kan redde en skole ved at gøre den mere mekanisk. Som om frihed er problemet, og disciplineringen er løsningen. Som om et barns værdi kan udtrykkes i, hvor godt det står i kø, vasker hænder og holder sin afstand til Mathias fra 2.B. Undskyld mig, men hvis det er ambitionen, kan vi lige så godt være ærlige og kalde institutionen for det, den er ved at blive: en opdragelsesfabrik for systemets egen tryghed, hvor mennesket er reduceret til en variabel, man helst vil have til at opføre sig stabilt.
Det her handler ikke om at være imod forsigtighed. Det handler om at være imod åndelig dovenskab. Den dovenskab, der opstår, når voksne mennesker ser et absurd system vokse frem og alligevel nikker, fordi det hele er sat pænt op i skemaform. Børn er ikke små smittebærere med penalhus. De er kommende borgere. De er mennesker, længe før de er elever. Og hvis ikke skolen holder fast i det, så mister den sin begrundelse og bliver bare et venteværelse med tavle.
Derfor er spørgsmålet heller ikke kun, hvordan vi åbner. Spørgsmålet er, hvad det er, vi åbner til. Åbner vi en skole, eller åbner vi et kontrolleret anlæg, hvor børnene lærer at rette ind, før de lærer at tænke? Går vi i takt, fordi vi har fundet en vej, eller går vi bare i takt, fordi ingen længere tør spørge, hvor vi egentlig er på vej hen? Der er altid en særlig fare, når et samfund bliver så forelsket i sin egen styring, at det glemmer, hvad styringen skulle tjene. Så står man pludselig med perfekte ark og en fattigere skole.
Måske vågner vi. Måske sælger vi dannelsen til de få
Jeg håber stadig, at denne absurde tid kan vække noget i os. At lærere, pædagoger og forældre siger fra i tide og minder os om, at et barn ikke bliver mindre menneske af at være født ind i en krise. Måske genopdager vi, at dannelse ikke er pynt, men fundament. At ånd ikke er luksus, men livsnødvendigt. At skole uden menneskesyn bare er administration med klokkeslæt og håndsprit.
Men jeg frygter også det modsatte. At vi langsomt accepterer den todeling, hvor de stærkeste nok skal finde dannelsen andre steder, hjemme ved middagsbordet, i bøgerne, i de ressourcestærke miljøer, mens resten får institutionsudgaven: adfærd, kontrol og funktionel lydighed. Så bliver dannelse en luksusvare for de få, og det er noget af det mest udanske, man kan forestille sig. For så svigter vi ikke bare skolen. Så svigter vi selve forestillingen om folkestyre. For et folkestyre lever ikke af korrekt afstand mellem bordrækker. Det lever af mennesker, der har lært at tænke, tale, tvivle og se hinanden som andet end poster i et system.
Sig det nu, mens tid er
Vi skal holde op med at tale så pænt om noget, der i virkeligheden er grimt. Når børn bliver sendt ind i systemet som dataenheder, er det ikke fremskridt. Det er forfald i ny emballage. Når skolen bliver steril for at føles sikker, risikerer vi at rense livet ud af den. Og når ingen protesterer, fordi alle er bange for at lyde uansvarlige, så er det som regel et tegn på, at det netop er nu, protesten er nødvendig.
Vi går i takt. Ja. Men spørgsmålet er stadig, om vi går mod en genopdagelse af mennesket, eller om vi bare marcherer videre ind i et samfund, hvor værdien af et barn først for alvor tæller, når den kan tastes ind i Excel. Det er måske den mest groteske sætning i hele denne tid, at vi påstår at ville passe på børnene, samtidig med at vi gør deres verden mindre, smallere og mere mekanisk. Måske redder vi skolen, måske måler vi den ihjel. Det er i det mindste værd at spørge om, før de voksne med regnearkene endnu en gang klapper hinanden på skuldrene over, hvor flot det hele ser ud ovenfra.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
