Den amerikanske borgerkrig er ikke længere noget, vi ser i flimmeren med en pose chips og en let gysen over de skøre tilstande “over there”. Den er flyttet ind i vores egne kommentarspor, den sidder med ved middagsbordene i de danske parcelhuse, og vi har glemt at spørge om returbilletten. Det er som om, vi har fået en ny styreform i Danmark, og den er hverken baseret på Grundloven eller folkestyrets fine traditioner, men derimod på en algoritme, der belønner det mest rabiate had og den mest udtalte mistillid.
Jeg sad og så den første debat mellem Trump og Biden for nylig, og jeg må indrømme, at jeg fik fysisk ondt i maven. Ikke fordi jeg er specielt sart over for politiske slagsmål, men fordi det slet ikke var politik. Det var to mænd, der råbte ad hinanden i en kakofoni af afbrydelser, fornærmelser og en total mangel på respekt for modpartens ret til overhovedet at eksistere. Det var lyden af et demokrati, der er gået i stykker. Men det mest skræmmende er ikke, hvad der sker i Washington. Det mest skræmmende er, hvordan vi herhjemme i Danmark sidder klar med vores smartphones og suger giften til os, som var det den nyeste softwareopdatering.
Ordene vi stjæler fra mørket
Vi har fået et helt nyt sprog i den danske debat, og det er ikke et sprog, der er groet i den danske muld. Vi taler om “woke”, “snefnug”, “fake news” og “deep state”, som om vi boede i en forstad til Cincinnati i stedet for i en landsby ved Vejle eller på et kontor i København. Vi importerer de amerikanske fronter med en hastighed, der får den nyeste iPhone til at virke forældet, før den overhovedet er pakket ud. Problemet er bare, at de her ord ikke er neutrale værktøjer. De er våben. De er designet til at lukke samtalen, før den overhovedet er begyndt.
Når man kalder sin modstander for et snefnug eller en fascist, så har man jo allerede besluttet, at man ikke behøver at lytte. Så er modstanderen ikke længere et medmenneske med en anden holdning til ejendomsskat eller sygehusvæsen, men en fjende, der skal nedkæmpes. Vi har glemt, at det danske folkestyre er bygget på samtalen. Som Hal Koch så klogt sagde efter besættelsen, så er demokrati ikke at tælle stemmer, men at tale sammen. Men samtalen kræver, at man anerkender den andens ret til at være der. I dag ser vi i stedet en tendens til, at man forsøger at råbe så højt, at den anden forsvinder.
Den digitale borgerkrig i baghaven
Vi ser det overalt på de sociale medier. Det er her, importen af det amerikanske had for alvor tager fart. Algoritmerne er vores tids spritruter; de fragter de mest ekstreme holdninger direkte ind i vores bevidsthed, fordi de ved, at vrede skaber engagement. Hvis jeg skriver noget nuanceret og reflekteret, får jeg fem likes og en opmuntrende kommentar fra min mor. Men hvis jeg sviner en politiker til eller bruger et af de nye amerikanske skældsord, så eksploderer det. Vi bliver belønnet for at være vrede. Vi bliver trænet i at være intolerante.
Det er en farlig vej, vi er gået ind på. For når vi importerer deres had, så importerer vi også deres polarisering. Vi begynder at se verden i sort og hvidt, i “os” og “dem”. Det er som om, vi er ved at miste evnen til at være i tvivl. I den amerikanske model er tvivl et svaghedstegn, og nu er det også ved at blive det i Danmark. Man skal have en bombastisk holdning til alt, og man skal helst mene det stik modsatte af “dem de andre”. Det er en intellektuel fattigdom, der truer selve fundamentet for vores samfund.
Er samtalen i virkeligheden død?
Jeg tager mig selv i at spørge, om vi overhovedet kan finde tilbage til den ordentlige samtale. Er vi nået til et punkt, hvor vi har råbt så længe, at vi er blevet døve over for hinandens argumenter? Det føles nogle gange som om, vi lever i hver vores virkelighed, præcis som man ser det i USA, hvor tilhængerne af de to lejre ikke engang kan blive enige om, hvad der er fakta. Når mistilliden først har bidt sig fast, er den utrolig svær at fjerne igen.
Vi ser det i diskussionerne om alt fra restriktioner og masker til klima og identitetspolitik. Fronterne trækkes op med en aggressivitet, der ikke efterlader plads til nuancer. Vi leder ikke efter løsninger, vi leder efter måder at udskamme dem, vi er uenige med. Det er en form for mental krigstid, hvor vi altid er på vagt over for fjendens næste træk. Men hvem er fjenden egentlig? I et lille land som Danmark burde fjenden aldrig være naboen, kollegaen eller ham den anden i kommentarsporet.
Vi bor i et af verdens mest trygge, rige og velfungerende samfund, men vi insisterer på at importere andres ulykker og konflikter, fordi vi har mistet retningen. Vi keder os måske i vores tryghed, og derfor søger vi den spænding, som konflikten giver.
Men had er ikke spændende. Had er nedbrydende. Det er en tærende sygdom, der ødelægger de fællesskaber, vi har brugt generationer på at bygge op. Vi er nødt til at genopdage dannelsen og ordentligheden. Vi er nødt til at tørre de amerikanske gloser af bordet og begynde at tale dansk igen. Ikke i nationalistisk forstand, men i demokratisk forstand. Vi skal tale sammen på en måde, hvor vi tør blive klogere af det, den anden siger.
Opgøret med hovmodet
Der findes en særlig form for politisk hovmod i øjeblikket, hvor man føler sig moralsk hævet over alle andre. Det er den absolutte modsætning til det folkelige fællesskab. Når vi importerer det amerikanske had, importerer vi også idéen om, at kun én side har ret, og at den anden side er ond. Men i det danske folkestyre har vi altid haft tradition for, at vi kan være rygende uenige og alligevel tage en kop kaffe bagefter. Den tradition er ved at glide os af hænde, og hvis den forsvinder, så forsvinder Danmark, som vi kender det.
Vi skal være på vagt over for dem, der lever af at splitte os ad. De findes både på fløjene i Folketinget og i de store tech-giganters hovedkvarterer. De lever af vores vrede, og de tjener penge på vores splittelse. Det er tid til at sige stop. Det er tid til at lade være med at importere de nyeste voldsomme trends fra USA og i stedet eksportere lidt af vores egen nordiske ro og evne til kompromis.
Vi må aldrig lade samtalen dø. For i det øjeblik samtalen dør, begynder borgerkrigen. Måske ikke med våben i hånd i første omgang, men i vores sind og i vores hjerter. Og det er præcis dér, det amerikanske had vil have os hen. Vi skal vælge en anden vej. Vi skal vælge ordentligheden, selv når det er svært, og selv når det ikke giver likes på Facebook.
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
