Langt mod nord lå en by der hed Skyggeby. Det var en by hvor skyerne altid hang lidt lavt og hvor folk havde glemt at kigge op fordi de havde så travlt med at kigge ned i deres egne sko. Men i Skyggeby boede også Victor.
Victor var ikke som de voksne. Han havde altid lommerne fulde af mærkelige ting og hans øjne fandt altid de sprækker hvor lyset slap igennem. Victor vidste nemlig noget som ingen andre havde opdaget. Han vidste at man kunne fange solskin hvis man bare var hurtig nok og havde det helt rigtige glas.
Hver morgen når den første lille stråle ramte den gamle bagerbutiks vindue stod Victor klar. Han brugte gamle syltetøjsglas som han havde vasket helt rene. Når en solstråle ramte bunden af glasset satte han hurtigt låget på og skruede det stramt til. Inden i glasset hvirvlede lyset rundt som fanget guldstøv. Det var ikke bare lys. Det var varmen fra en god tanke og gløden fra en glad dag gemt på en lille flaske.
En dag mødte Victor gamle hr. Surmule. Hr. Surmule hed egentlig noget andet men alle kaldte ham det fordi hans mund altid pegede nedad som en flitsbue der var vendt på hovedet. Han sad på en bænk og sukkede over at kaffen var kold og at regnen sikkert snart ville komme. Victor gik hen til ham og rakte ham et af sine glas. Hr. Surmule kiggede forundret på det lille glas der lyste op i hans rynkede hænder. Da han åbnede låget strømmede en duft af sommereng og varmt græs ud og en lille stråle ramte ham lige på næsetippen.
Hr. Surmule smilede. Det var kun et lille smil men det var nok til at hans ansigt lyste op som om han selv havde slugt en lille sol. Victor fortsatte gennem byen. Han gav et glas til bageren der var træt af at ælte dej og et til damen der ventede på bussen og så helt trist ud. Overalt hvor Victor kom frem begyndte folk at rette ryggen og se hinanden i øjnene. De opdagede at selvom Skyggeby var grå så var der masser af små gyldne øjeblikke hvis man bare huskede at samle på dem.
Victor lærte byen at de største skatte ofte findes i de mindste ting. Han lærte dem at man ikke behøver en hel sommer for at blive varm om hjertet. Nogle gange er det nok med en enkelt stråle fanget i et gammelt syltetøjsglas. Da mørket faldt på over Skyggeby den aften lyste vinduerne ikke bare af lamper men af den varme som folk nu bar rundt på indeni.
Victor lagde sit sidste glas på natbordet. Han vidste at solen ville komme tilbage i morgen og han var klar med sine glas. Verden bliver aldrig helt mørk så længe der er nogen der tør samle på lyset.
Godnat og sov godt.
Læs næste eventyr: Den magiske karrusel
Vil du have Søeforklaringer i indbakken?
